Der er altid et point of no return. Eller rettere: Det er der ikke altid, men det burde der være. I en terapisnakkefilm af Lars von Trier kan det være det gispende chok af en rådnende ræv i et skovbryn og ordene »Chaos reigns!«.
I en film af Hitchcock kan det være scenen, hvor en kvinde bliver ombragt på brutaleste vis i et brusebad, for hvad skal der nu ske? Hvad kan der ske, når hovedpersonen er død?!







