I lejligheden oppe under taget er verdenslitteraturen den primære beboer.
Den står i reoler. Ligger i stabler. I vindueskarmen. I køkkenet, i stuen, også på badeværelset.
Ved siden af sengen ligger en tyk biografi om Hitler, den østrigske kultforfatter Thomas Bernhards ’Gamle mestre’ og et skatteregnskab med navnet Thorbjørn på ryggen.
På stigereolen står Sofokles, Proust, Hamsun, Hemingway, Tranströmer, Dostojevskij, Mann og hovedsagelig de andre store mænd fra litteraturhistorien.
Thorbjørn Radisch Bredkjær står i så godt som bar røv og taler som et repetergevær. Om det skotske højland. Om roen. Og storheden. Om det mesterværk, han er ved at skrive på ryggen af sine oplevelser.
Han er ikke ked af det, den 28-årige sanger, de fleste kender under navnet Bisse. Han har et ansigt som en siameserkat og en selvtillid som en tiger. Med fire album på et år – alle anmeldt til seks hjerter her i Politiken og også fremragende hos blandt andet Soundvenue, Gaffa og Undertoner – og en ep, der kom ud i sidste uge, er Bisse ved at skrive sig ind i det danske musikunivers.
Han står på hylden for rock, på hylden for hiphop, blandt de alternative navne og som arvtager efter C.V. Jørgensen.
Men mest står han sit eget sted. I et storslået landskab, hvor kunsten er fri, fabulerende og i evig vorden. Et sted, hvor alt handler om liv og død, tomhed og fylde og det intensiverede øjeblik, hvor livet giver mening.
»Musik er jo dramatisk, og jeg elsker dramaet. Det begyndte, da jeg fandt ud af, at mine forældre ikke vidste, hvorfor vi er her. Da fik jeg en ret stor krise, som jeg ikke rigtig er kommet mig over endnu, men jeg fandt også ud af, at livet er et drama. Alt andet, du får at vide, er løgn og latin«, siger Thorbjørn Radisch Bredkjær.
Lige nu spiser han mysli.
Han taler spruttende og ustoppeligt i en støvregn af mælk, griner fra tid til anden halvt manisk, bøvser selvtilfreds og lader i det hele taget til at glemme, at han ikke er alene. Han finder to store mapper med alle Politikens forsider fra årene 1942 og 1943 og læser op.
Om grønlandsskibet ’Hans Egede’s forlis. Fortæller om en overlevende fra skibet, en grønlandsk folketingsmand, der talte stærkt imod helårssejlads til Grønland, og som senere omkom, da skibet ’Hans Hedtoft’ – som han selv havde argumenteret imod – gik under.
Han lægger mappen fra sig, skyller skålen og går ind i et lille gult værelse ved siden af køkkenet.
Herinde holder Thorbjørn op, og Bisse begynder.
Thorbjørn Radisch Bredkjær er 28 år gammel. Han er kompetent, økologisk bevidst, løber ture og besøger sine bedsteforældre. Bisse er 1 år gammel, men klog som historien. Han er fuld af blod, tårer, et tilsodet sind, samfundskritik og en selvtillid i konsekvent pendulfart mellem ekstrem selvovervurdering og kulkælderen. Bisse er ikke menneske. Bisse taler til menneskene.
I det lille værelse er flere af hans plader blevet til. ’PMS’, ’Umage’ og ’Happy Meal’, som hænger sammen under tilnavnet ’Blodtrilogien’, og den fjerde, ’Bitchin’, en uplanlagt sjæleladning, der kom, da hans kæreste gik fra ham.
På hittet ’Shotgun for dig’ rappede og hylede han i en moderne ’Kvinde min’ om stadig at være »bange for den hjerterdame/ ved ik’ hva’ der sku’ ku’ overtrumfe den/ den her konge ligger på sine knæ«, om lysten til at blive liggende efter at være væltet, om hjerte og smerte svøbt i elektroniske ildtunger.
Midt i det, Bisse omtaler som sin fyrretyvende sang om ulykkelig forelskelse i træk, ændrer stemningen sig. Teksten hæver som dej, kan næsten ikke være i den forvrængede synthesizerramme, bliver sydende og fortsætter »køber mig en Happy Meal/ bider plastikken over, smider ho’det i mikroovnen/ ketchup, chips, coke og blod over det hele/ Happy Meal blev mit sidste måltid«.
»Alting er ligegyldigt nu«, messer han i en desperat crescendo, som alle kender fra det sorte hul i maven, ulykkelig kærlighed efterlader.
Det summer. Bisse har fået gang i maskinparken og begynder at spille keyboard. Soulet. Ruller hjemmevant op og ned ad tangenterne som Nina Simone i hvidt hylster. Afspiller det, han lige har spillet. Vipper med de bare tæer. Vender sig fra keyboardet i den ene side af rummet til computeren i den anden. Igen og igen. Lægger til og trækker fra, mens Berninis Dafne og Apollo kigger ind fra en plakat i gangen. Han synger, hyler og gør med himmelvendte øjne.
En time senere sidder han igen og igen og synger om sommerfuglen takvinge. Retter i sin printede tekst, der vokser ud til papirets kanter og ud af musikkens form.
Senere på dagen ligger der en sang. Eller i hvert fald ideen til en sang. For Bisse har sin Bissebande, han spiller fast med. De er hans venner og rytmiske støttepædagoger, der med guitar, trommer og synthesizer sætter dæmninger op for ordflommen. Eller med Bisses egen metafor, er de det ocean, han som en havmand med trefork løftet over hovedet kæmper sig igennem.
Det er unødvendigt at forklare, at han har let ved store ord.
Han går ind i folk med følelserne forrest. Med sin distinkte udtale, lyden af en radiooptagelse fra en glemt tid og sin åbenlyst selvsikre måde at betræde jorden på, behøver Thorbjørn Radisch Bredkjær egentlig ikke gøre noget særligt for at træde ud af flokken. Alligevel går Bisse skridtet videre. Han optræder med røde negle og læber, for eksempel klædt ud som luciabrud med blonderet hår og sin bedstemors ring på fingeren og sart silkeskjorte om overkroppen. Kroppen manifesterer livets mysterium.
Han er den diametrale modsætning til generation Nephews ironiske pjatteunivers. Kunstnerrollen tager han på sig uden forbehold. Når han siger noget, skal det være stort. Poesien kommer sejlende i spøgelsesskibe. På himmelfart. Knejsende som kongeliljer, for at bruge lidt af sangerens ordforråd.
Jeg synes, det er underligt, at der ikke er flere folk, der skriver sange eller digte. At de opholder sig så lidt ved livets mysterium
»Jeg synes, det er underligt, at der ikke er flere folk, der skriver sange eller digte. At de opholder sig så lidt ved livets mysterium«, siger han.
Sagnlandet
Sit sagnland kalder Bisse sommerhuset, der ligger duknakket ud til vejen helt ude på Røsnæs ved Kalundborg. Hans mormor købte grunden som en anden urskov af en russisk pianist for mere end 30 år siden og formede den stride bakke til et paradis. Nu blomstrer de selvsåede kirsebær hvidt, mens solen bager harpiksen i fyrretræerne og gør luften tung af sommerminder. De er her endnu, bedsteforældrene Anny og Oscar. Morfar sidder med kaffen i en solstråle og ved, hvad der er godt at vide. En klog og forfinet sjæl.
Bisse tilskriver ham sin kunstneriske nerve. Det var morfar, der spillede klaver juleaften, da Bisse var barn, og morfars reoler og hjernevindinger er stadig et skatkammer af viden og sammenhænge, som Bisse kan lægge på det visdommens bjerg, han er ved at bygge.
Mormor er derimod naturkraften. Livsduelighed i praksis. Det var hende, der meldte sig til et skovfældningskursus, så grunden i sin tid kunne blive ryddet. Da hun fik problemer med at slæbe rundt på servicet i sommerhuset, byggede hun et bakkebord, og da pladsen blev trang, lavede hun et anneks.
Her på terrassen har Thorbjørn Radisch Bredkjær siddet og skuet ud over vandet, siden han var barn. Mod Fyns Hoved, mod Samsø og mod solen. Nu sætter han parasollen op, driller kærligt sine bedsteforældre, som godt ved, at det går deres barnebarn godt. Men som Bisse synger i dødsballaden ’Spøgelsesskibene’: »Mormor på 89 går med sine vandrestave langsomt ned ad bakke/ om bord på en af spøgelsesskibene/ jeg ville så gerne skrive en sang om hvor meget jeg elsker hende/ men hun kan ikke forstå hvad jeg synger/ der er hverken rytme eller rim i det«.
Hun forstår heller ikke, at han partout skal farve håret eller male neglene røde. Trodsalder, ryster hun stille på hovedet af excesserne. En hyldest til en krop, der skal dø, fra en genert dreng, der aldrig har været god til at gøre noget ud af andet end bøger og musik, siger Bisse.
»I det her land er man flamboyant, hvis man er ked af, at man skal dø, og opholder sig lidt ved det spørgsmål«, siger han gennem kringlen.
Så rejser han sig. Manden, der omtaler sig selv som Michael Strunges reinkarnation, fordi han er født på digterens fødselsdag 1 år efter hans død. Går med en øl i hånden gennem skoven, over bakkede marker langs klinten »som Antonius Block i ’Det syvende segl’« og forbi det forladte hus, hvor kunstnergruppen Hellenerne på Refsnæs holdt til i 1890’erne.
Han kigger ind ad vinduerne, forestiller sig de græskinspirerede kunstnere dyrke motion på pladsen foran huset uden en trevl på kroppen, og bryder døren til husets lokum op. Konstaterer, at spanden er så gammel, at det sagtens kunne have været Svend Hammershøi, der var den sidste, som rejste sig fra den.
På stranden strækker han hænderne i vejret og råber: »Hvad så Kalundborg Fjord, er I klar?«; inden han smider tøjet i en hale efter sig og nøgen går ud i den kolde omfavnelse.
Han stavrer på den stenede bund, inden han lader sig glide i. Kommer prustende op med håret klistret til ansigtet.
»På en god dag er livet en gåde«, siger han og gør en højtidelig gestus med hænderne.
En kunstner er en ildsjæl, der med ildtænger forsøger at redde livet ud af den brand, der hærger alt
»På dårlige dage er det bare meningsløst. Jeg er kunstner, fordi jeg er handlingslammet over for livet, som jeg ikke forstår. En kunstner er en ildsjæl, der med ildtænger forsøger at redde livet ud af den brand, der hærger alt«, siger han.
Det er ikke et hyggeprojekt, det er ikke et berømthedsprojekt, og det er ikke et pengeprojekt. Det er noget, han gør for at prøve at forstå. Derfor er han også ligeglad med, at han med al sandsynlighed aldrig får et hit på P3, og at mange står af, inden de kommer ind i hans musik, fordi den kræver, at man beslutter sig for faktisk virkelig at lytte til den.
For »hvis man ikke mener det, skal man fucking holde op«, og hvis det hele går ned med fuld musik, må det være sådan, det er. Han gør det, han gør, indtil han rammer muren. Hvis han ikke kan lave musik mere, »lever jeg nok heller ikke mere«, siger han.
Bisse er ved at bygge en verden med sin sjæl. Værket, han skal måles på, er hans samlede udgivelser en dag. Han har aldrig interesseret sig for en enkelt plade hos en kunstner. Han vil have det hele eller ingenting. Han bygger hele tiden på sin verden, »tilføjer grotter, undersøiske huler og nye syvende himle«.
Livsværket er sproget i kunsten, og derfor er Christopher heller ikke kunstner, selv om han synger bedre, end Bisse nogensinde kommer til.
»Det handler om at begribe, ikke om at blive grebet. Christopher bygger ikke noget hus. Han bruger Spotify-playlister og sangskrivere og statistik for at lave et hit. Det er bare et fucking firma. Jeg kører en enkeltmandsvirksomhed med min egen sjæl«.
Han er gået op af vandet. Ligger op ad en sten og tørrer i den lune vind. Det, han kan håbe, er, at nogen vil føle sig tiltalt af hans musik på samme måde, som han har følt sig tiltalt af Nick Cave og C.V. Jørgensen.
»C.V. har jeg mødt, det var meget rørende, men de allervigtigste samtaler, jeg har haft med ham, har været, når jeg hørte ’Altmuligmanden’, ’Elisabeth’, ’På den trettende dag’ eller ’Det si’r sig selv’. Det er der, man bliver tiltalt. Nick Cave ville sikkert ikke sige mig en skid, hvis jeg mødte ham, og jeg siger ikke nødvendigvis folk noget, bare fordi de kan lide min musik«.
Det kloge barn
Thorbjørn Radisch Bredkjær blev født under en heldig stjerne i Guldborgsund Kommune i 1987. Søn af lægeforældre med styr på økonomien og bøger i reolen. Som lille havde han mere at fortælle fra sommerferien end resten af klassen tilsammen, for i Kirke Såby, hvor de endte med at bo, var det ikke alle, der havde midlerne og gejsten til at rejse verden rundt. Thorbjørn kom altid solbrændt hjem med sindet fyldt af nye indtryk. Hjemme spillede han trommer og begyndte også at stifte bekendtskab med klaveret i stuen. Det var lidt sjovere at spille på alene end trommerne.
Hans musikalske opvækst var som nørdet klogeåge, der holdt magasinet Jazz Special og på den måde systematisk satte sig ind i Bill Evans, John Coltrane og Miles Davis. I sin klassiske periode spillede han Chopin og Mozart fem timer om dagen til stor fortrydelse for familien, der evindeligt skulle høre på ham, og som lidt ældre lærte han at kende forskellen på, »hvor dejlig Lennon er, og hvor stor en plattenslager McCartney er«.
I virkeligheden burde han ikke kunne blive musiker. Han hører nemlig ikke ret godt og har allerede kostet staten en hel del høreapparater, han ikke fik brugt. Nu har han lært at leve med, at han ikke kan høre fuglene synge, og at han ikke kan høre hvisken.
En læge på sygehuset fortalte, at han godt kunne glemme ideen om at være musiker. Det var et hårdt slag, men det lå alligevel heller ikke rigtig i kortene. Han var vaks, så han skulle nok være akademiker.
