Der er færre kvinder i topledelsen af de hundred største britiske firmaer, end der er britiske mænd ved navn John. Men i den britiske bankverden er man fuldkommen blind over for, at kønnet skulle have en betydning. Derfor er bankverdenen nu blevet tilegnet denne 68 centimeter høje keramikfallos, hvorpå man kan skimte pengesedler og det konservative parlamentsmedlem George Osborne, der er ansvarlig for regeringens økonomiske og finansielle politik.
Værket skal ifølge den Turnerpris-vindende kunstner bag, Grayson Perry, fungere som en slags øjenåbner. Han er en af Storbritanniens toneangivende samtidskunstnere og et kendt ansigt fra tv for mange briter. Baggrunden for det nye værk er dokumentarserien ’All Man’ på Channel 4, hvor kunstneren har interviewet forskellige klassiske mandetyper fra både under- og overklassen.






