For nylig fandt jeg en hagesmæk fra min barndom i en flyttekasse. Den var sart rosa, helt forvasket, med gamle, indtørrede babymospletter. Hen over brystet stod teksten: ’Liberated Woman’ – og dermed årsagen til at den er blevet gemt alle disse år. Jeg tog straks et billede af den og smed den på Instagram til udbredt jubel fra mine følgere. Dagens feministiske aktion var fuldført, det tog kun fem minutter og krævede en absolut minimumsindsats fra min side.
På mange måder er det jo en meget hul form for feministisk tilkendegivelse. Hvor tidligere generationer af feminister arrangerede demoer og pressede politikerne, lavede græsrodsarbejde og socialt arbejde, så er det, som om nutidens feminister ofte siger, at vi er feminister, uden sådan egentlig at handle særlig meget på det. Det er mest noget med ’you go girl’-tweets og en ’feminist as fuck’-halskæde om halsen og så måske en klumme i ny og næ.
