Galgen hænger fra starten af over hovedet på Grønnegårds Teatrets ’Jeppe på Bjerget’. De holbergske løjer stryger af sted hen over en scene, der fremstår som halvt træskafot, halvt dødsdrom. Og der er jo både mørke og grumhed i det stykke, som vi, her tusind premierepicnicgæster, skåler for som vores urdanske nationalkomedie – historien om den fordrukne bonde og tabernar, der får pisk af sin kone, nådesløst bliver trukket rundt ved næsen af baronens forlystelsessyge slæng og kommer op at hænge i galgen for så at blive »dømt tilbage til livet«. Det griner vi af. Skål!

Det er kontrasten mellem de demonstrativt barske løjer og så den forførende muntre, lette komediestil, som er pointen i Thomas Bendixens enkle og spændstige klassikertilskæring af konfrontationen mellem samfundets bund og top.