Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Gennembrud. Hanya Yanagiharas blot anden roman, 'Et lille liv' er virkelig en barsk, men også ganske forrygende roman om fire venner i New York.
Foto: PR-foto

Gennembrud. Hanya Yanagiharas blot anden roman, 'Et lille liv' er virkelig en barsk, men også ganske forrygende roman om fire venner i New York.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

6 hjerter: Fire mænd, New York og en stor mængde skam er opskriften på amerikansk mesterroman

Hanya Yanagihara har skrevet en uafrystelig roman om venskab og skam, hvor race kunne spille en central rolle, men interessant nok ikke gør det.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Uanset om man ser på film, tv-serier eller litteratur, er venskabet i disse år på mange måder den nye love story. ’Et lille liv’ hedder ikke ’Mine geniale venner’, men den kunne næsten godt have gjort det. For Hanya Yanagiharas massive roman handler om fire højtbegavede venner i New York og deres indbyrdes omtumlede og meget tætte og intime forhold.

At venskabet er den nye kærlighedshistorie, udelukker således i vore dage ikke, at venskabet også kan udvikle sig til en klassisk kærlighedshistorie.

Et andet nok så vigtigt aspekt ved ’Et lille liv’ er race. Eller rettere fraværet af race som problem.

Allerede på den tredje af bogens 794 sider slås det fast, at kvartetten består af to sorte og to hvide unge mænd. »De sorte mod de hvide«, siger en af dem drillende, da de på college ligger i køjer to og to. De sorte, Malcolm og JB, i den ene køje og de to hvide, Willem og Jude, i den anden.

»Imidlertid forekom race mindre og mindre som et definerende særpræg«, lader forfatteren Malcolm fundere og fortsætter om optagetheden af hudfarve: »De mennesker, der stadig dyrkede det som bestemmende i deres identitet, fremstod nærmest som barnlige og lettere patetiske«. Som »at klamre sig til en ungdommelig fascination af Amnesty International eller tubaspil«.

LÆS OGSÅ:

Og det er så nogenlunde dét. Hvilket er som at høre en stemme fra en ny tid. Måske californiske Hanya Yanagihara skriver fra et andet og mere raceneutralt amerikansk sted, fordi hun hverken er sort eller hvid, men har en far fra Hawaii og en mor fra Korea?

Det er selvfølgelig bare spekulation, men en kendsgerning er det, at det herfra kun handler om, at alle fire venner er talentfulde, begunstigede og ambitiøse på hvert sit område. Uanset hudfarve. Malcolm som arkitekt, JB som billedkunstner, Willem som skuespiller og Jude som jurist.

En slags kondensat af New York, hvor de kreative og kapitalen deles om førstepladsen i tilværelsens store ræs mod toppen.

Mellem det paradisiske og det parasitiske

Yanagiharas blot anden roman og helt store gennembrud starter som en kollektivroman, men langsomt trækker en stadigt stærkere centrifugalkraft fortællingen af led. Den smukke og plagede Jude bliver den centrale fjerdedel af kvartetten. Den plagede hovedperson, som alting kommer til at dreje omkring.

Titlens lille liv tilhører da også Jude, men den amerikanske titel ’A Little Life’ har en lidt anden klang og betydning. Det betyder snarere »lidt liv«, en smule liv.

Hvis dette her er følelsesporno, så fint med mig!

En henvisning til Judes brutale opvækst som misbrugt barn, som langsomt rulles op i hjerteskærende tilbageblik. Hvor Jude som dreng opfordres til at »udvise lidt livlighed« i en situation, hvor han absolut ikke har lyst til det.

Mens både Willem og Malcolm tidligt udviser sikre sociale kompetencer og færdes ret hjemmevant i verden, forholder det sig anderledes med JB og Jude. JB er kunstneren, der har svært ved at finde en balance mellem det sociale og det egocentriske, mellem det paradisiske og det parasitiske i venskabet.

SE OGSÅ:

Men det er Jude, som har helt andre traumatiske kort i baghånden end sine mere privilegerede venner. Jude, som skærer sig selv og gør det med en voldsomhed, som rutinemæssigt efterlader ham så svækket og blodfattig, at man skulle tro, han var hjemsøgt af en vampyr. Hvad han på en måde også er.

Jude har en traumatisk barndom og opvækst bag sig. ’Bag sig’ er måske så meget sagt, for hans fortid følger ham som en tung skygge, ikke alverdens succes kan få til at forføje sig. Jude er blevet voksenadopteret af sin mentor, Harold. Alt er gået så utroligt meget bedre, end det på et tidspunkt så ud til. Karrieren kører på skinner, og vennerne elsker ham og er der for ham. Alligevel er det op ad bakke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Yanagiharas skildring af skylden og skammen, der aldrig rigtig bliver afløst af vrede og retfærdig harme, er i voksende grad romanens epicenter. De sammensatte følelser, Jude så mange år senere stadig har i forhold til den mand, der misbrugte ham – han tog sig jo trods alt af ham – er dybt tankevækkende beskrevet.

Beskrivelsen af det seksuelle misbrugs psykologiske efterslæb er noget af det mest rystende og bevægende, jeg længe har læst. Den tårnhøjt begavede Jude kan måske nok få det ind i sit hoved, men ikke i sit hjerte, at han er uskyldig og et offer. For hver dag og hvert år der går, vejer skylden og skammen tungere ind. Fordi Jude er for såret.

Ikke en tåreperser

’Et lille liv’ er virkelig en barsk roman. Men det er også en forrygende roman, hvor det sorte stof ikke udelukker, at Jude også bliver den ene part i en usædvanlig og meget rørende kærlighedshistorie.

’Et lille liv’ er en roman, der skriver helt usædvanligt indgående om venskabet som et livslangt kærlighedsforhold og er en roman skrevet af en forfatter, som i ekstrem grad formår at gøre sine figurer levende.

Man lever simpelthen med Malcolm, JB, Willem og ikke mindst Jude i den tid, det tager at læse romanen, og med 794 mandhaftige sider foran sig er det heldigvis ikke noget, der er overstået i en ruf.

Det er mange sider, men jeg følte ikke, at det var for mange, mens jeg læste opslugt og flere gange med en klump og et hjerte i halsen.

LÆS OGSÅ:

I modsætning til film er det sjældent, bøger har den virkning på mig.

’Et lille liv’ er ikke en tåreperser, men det er en fortælling, der virkelig river og flår i din sjæl. Fordi du føler med Jude og udmærket godt er klar over, at der er mange, som har det på samme måde. Men sjældent har fået formuleret deres helt urimeligt skamfulde smerte så sammensat og også for læseren mærkbart som her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidig giver Yanagihara i nogle virkelig skræmmende kapitler en uafrystelig beskrivelse af, hvordan potentielle ofre tiltrækker rovdyrene i seksualitetens jungle.

Det er barsk læsning. Så er man advaret. Men også en helt forrygende menneskeroman og en skøn historie om venskab på mange planer med alle de omskiftelige følelser i sving. ’Et lille liv’ er ikke kun i omfang en stor bog.

Hvis dette her er følelsesporno, så fint med mig!

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden