De andre kommer snart hjem fra ferie nu. Kontorlandskabet ligger stadig mere end halvøde hen. Selv er jeg næsten lige kommet hjem. Fra 2 1/2 måneders rejse i Asien. Sammen med min kone tog vi små rygsække på og drog af sted uden alt for mange planer på forhånd. Det endte med at blive Sri Lanka, Thailand, Cambodja og Vietnam.
Jeg havde aldrig været i Asien før. Tanken om menneskemylderet, afstanden og den tropiske varme har altid virket lidt overvældende på mig. Jeg skal åbenbart helst have kridtet banen op tæt omkring mig. Jeg har mine rutiner og løbemønstre. Det giver en frihed, som det samtidig begrænser. Lidt undrende har jeg betragtet alle de mennesker, der som den mest selvfølgelige ting af verden rejste kloden rundt, som om det var deres østers og baghave.








