Oprøret mod Assadregimet i Syrien har hidtil kostet mere end 9.000 mennesker livet, fået titusinder til at flygte til udlandet og hundredtusinder til at blive internt fordrevne.
Og senest i går var der voldsomme eksplosioner i den syriske hovedstad, Damaskus.
LÆS MEREOver 370 kvæstede ved bombeangreb i Damaskus
Men også Syriens stolte kulturhistorie er nu i fare for at blive ødelagt, ligesom det skete i nabolandet Irak under den amerikanske besættelse og den efterfølgende borgerkrig.
Syrien har nogle af Mellemøstens mest berømte moskeer, bygninger og ruiner, men mange af de vigtigste er blevet beskadiget i de voldsomme kampe mellem oprørere og regimets sikkerhedsstyrker. Andre er blevet røvet eller omformet til midlertidige baser af oprørere eller soldater.
I marts blev al-Madeeq-citadellet fra det 13. århundrede i byen Hama i den nordlige del af landet beskudt med granater, og soldaterne brugte en bulldozer til at slå hul i murene for at kunne komme ind. Brød ind i korsfarerborg
Selv landets måske allermest berømte ruin, korsfarerborgen Krak des Chevaliers, der ligger i nærheden af oprørscenteret Homs, er blevet ramt af det stigende kaos i Syrien.
Borgen har været en seværdighed, som alle, der besøgte landet, bare skulle se. Men for nylig brød bevæbnede mænd ind i borgen og smed de ansatte på porten og begyndte illegale udgravninger. Illegale udgravninger frygtes også at finde sted i ørkenbyen Palmyra, en to tusind år gammel romersk ruinby, der ligger stort set forladt hen, efter at den er blevet omringet af syriske tropper. Syrien er en arkæologs drøm, et af verdens længstbeboede områder og stadig fyldt med uudgravede skatte fra den lange række af civilisationer, der har været i landet – fra assyrerne til Alexander den Store og videre til romerne, muslimerne og korsfarerne, og mareridtsscenariet er, at landet bliver ligesom Irak, hvor der var omfattende plyndringer og illegale udgravninger. LÆS OGSÅØdelæggelser af kulturskatte i Irak har nået 'katastrofalt omfang' Og selv om det er plyndringen af nationalmuseet i Iraks hovedstad, Bagdad, umiddelbart efter Saddam Husseins fald, der har været mest omtalt, er illegale udgravninger på mange måder endnu værre, fordi hele konteksten bliver destrueret. Og selv hvis de fysiske genstande, der bliver gravet op, senere bliver fundet, er deres værdi for arkæologer næsten tabt. »Så ved vi jo ikke, hvor og hvordan de blev fundet. Og så er det bare en køn ting, der ikke hjælper os med at forstå fortiden«, forklarede professor Gil J. Stein i forbindelse med plyndringerne i Irak. Regeringen er ansvarlig Indtil videre har den syriske regering og oprørerne beskyldt hinanden for at være ansvarlige for ødelæggelserne.








