Syndere. Vi er alle syndere, men er vi ligefrem arvesyndere? Er det oprindelige kristne syndefald – Adam og Eva, som spiste af det forbudte æble og blev jaget ud af paradishaven – er den gamle historie virkelig levende og betydningsfuld? Gu’ er den ej. Men er det en god fortælling? Bestemt.
Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Syndere. Vi er alle syndere, men er vi ligefrem arvesyndere? Er det oprindelige kristne syndefald – Adam og Eva, som spiste af det forbudte æble og blev jaget ud af paradishaven – er den gamle historie virkelig levende og betydningsfuld? Gu’ er den ej. Men er det en god fortælling? Bestemt.

Kultur

Heltberg uden filter: Hvad er det egentlig med troen? Tror jeg, eller tror jeg ikke?

Ateisterne er ikke desertører fra kultur og poesi, de ser vildskab og lidenskab overalt – de stiller bare fornuftige spørgsmål.

Kultur

Indvendigt rumler og mumler det: Hvad er det egentlig med troen? Tror jeg, eller tror jeg ikke?

Farvel og på gensyn, siger jeg til præsten efter en gudstjeneste.

Næste gang bryllup. Ikke en særlig folkekirkelig begivenhed, mange floskler og lykønskninger, tankerne andetsteds. Konfirmationen? Endnu værre. Sidst sang præsten solo, og det tog tre stive klokketimer at få alle de små konfirmander eksekveret. Jeg er ikke selv konfirmeret. Mit hjem var ateistisk, efter at en præst engang havde underholdt menigheden om mennesket som åndløse løver og tigre, som kun Jesus kunne nedlægge.

Tiden gik med ateistisk ligegyldighed. Ateismen – manglen på tro på den folkekirkelige Jesus og hans opstandelse – er nemlig først og fremmest en fornemmelse af ligegyldighed. Den aktive, brændende engagerede ateist – den person, som nu vinder frem i billedet af kulturen – smigrer nemlig de ugudelige med deres fornuftige, ræsonnerende sindelag, selv om folk i de fleste tilfælde bare vil spare skattekronerne til folkekirken. Det er at forbinde det behagelige med det nyttige.

Synden da? Jo, vi er alle syndere, men er vi ligefrem arvesyndere? Er det oprindelige kristne syndefald – Adam og Eva, som spiste af det forbudte æble og blev jaget ud af paradishaven – er den gamle historie virkelig levende og betydningsfuld? Gu’ er den ej. Men er det en god fortælling? Bestemt. Der kan tærskes meget langhalm på den, hvis man har tid. ’Øst for Paradis’ blev f.eks. en fremragende film med James Dean som den forkerte søn, der ender med at blive den rigtige i kristendommens ejendommelige forvandling af en syndebuk til en synder. Og synderen skal tilgives.

De fleste af os har ikke begået så mange synder, og slet ikke dødssynder. Jeg ligger og læser i den hvide sofa, da jeg pludselig mærker noget, der famlende, forsigtigt kravler hen over min hals. Da jeg springer op med et skrig, opdager jeg, at det er et lillebitte tusindben – det har tusind små fine ben fra hoved til hale – nå, måske ikke tusind.

Hvordan i himlens navn er det lille kryb havnet i min sofa? Nu har det instinktivt mærket mig, og det får travlt og iler med alle benene ned bag puden. Jeg sidder rædselsslagen og stirrer på puden. Skal jeg fjerne den og se? Skal jeg lade som ingenting (som i de fleste situationer … min comfort zone) og lægge mig tilbage og fortsætte læsningen? Jeg prøver – men alt er bragt i ubalance. Jeg ligger anspændt, prøver i tankene den ene mulighed: Rejs dig nu op og få det overstået, vend puden og se på larven – og den anden mulighed – hm, og således skriver forfatter N.N. altså, lad mig nu ... Men der er ikke noget, der kan hjælpe mig.

Man skal kun bede Gud om hjælp til det, man ikke selv kan klare

Nu kommer synden: Jeg rejser mig og vender puden og konstaterer, at den lille larve sidder musestille – jeg river et stykke papir af avisen på sofabordet og samler det af alle kræfter, heftigt, omkring larven. Død. Kan det passe, at det er dagens mest fortvivlede øjeblik? Kan det passe, at jeg, fordi jeg var doven, ikke tog et tomt glas og fik gelejdet krybet ud over altanen? Er der nogen, der har set, hvor ubehagelig forkert min handling var?

Ja, hvad f ... har det nu med kristendom at gøre, spørger De med en vis ret.

Det har dét at gøre med kristendommen (som jeg for sjældent hører præsten fortælle): at kristendommens essens og dens mærkeligste påstand er, at vi ikke vil finde os i døden. Vi vil ikke finde os i døden!

Det skal I da, siger ateisterne hovedrystende. Det er muligt, men vi vil ikke. Heraf opstandelsesberetningen om Jesus, der uset stod op af graven – ingen så det ligefrem – men de fortalte om det. Aldeles uhørt. Aldeles ... ufaktuelt. Måske et spørgsmål om tro og ikke facts? Måske et instinkt? Det er ikke så sært, at biskopper bliver sure på de præster, der forsøger at tale uden om opstandelsen, den er ret central.

Opstandelse? Det er ikke de dele af Bibelen, jeg forstår, som anfægter mig – det er de dele, jeg ikke forstår.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et hovsa-øjeblik

I medierne optræder kristendommen en gang imellem i et hovsa-øjeblik. Jeg så en udsendelse, der hedder ’Spørg Charlie’, hvor en spørger var blevet irriteret på sin svigerfar, som uanfægtet bad bordbøn, når han kom til middag – kan man virkelig det? Ulla Terkelsen var ligeglad og mente, at spørger nok kunne vente i fem minutter, før det gik løs – der er så mange bordskikke, og Ulla Terkelsen har deltaget i de fleste. Lad dog den gamle! Men Jens Gaardbo (fra TV 2 News) fik hele salen med sig, da han sagde nix og nej – uhøfligt at pådutte andre mennesker sin tro. Må vi være her! Kunne man ikke tolerere og værdsætte den gamle svigerfars ejendommelighed? Mads Vad (danser) fremhævede dels tolerance og dels, især, regler: I mit hjem bestemmer jeg! Hold op, hvor tiden er gået – og tiden forsvundet.

Der er stadig ateister, Gud ske lov!

På det seneste har de været meget aktive, og de har formået at flytte folk ud af folkekirken i rekordfart. Debatten kører med præsteindlæg og ateistindlæg fra medlemmer af Ateistisk Selskab.

De fleste af os har ikke begået så mange synder, og slet ikke dødssynder

I Politiken har Ateistisk Selskab (v. Anders Stjernholm og Bertel Henning) været krænket over at blive kaldt for uåndelige af præst Poul Joachim Stender. Poul Joachim Stender er en af de flamboyante præster, som ateisterne har set sig vrede på. (Jeg er heller ikke sikker på, at jeg kunne holde ham ud!).

Ateisterne er ikke desertører fra kultur og poesi, de ser vildskab og lidenskab overalt – de stiller bare fornuftige spørgsmål:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»... vi melder os ud af en forening, der ikke kan redegøre logisk for sine postulater, og vi søger i stedet svar andetsteds. Også selv om svarene kan være svære at finde, når man ikke længere har en facitliste at slå op i«.

Logik! Facitliste! Aha!

Man skal kun bede Gud om hjælp til det, man ikke selv kan klare.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce