Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Simon Roliggaard
Foto: Simon Roliggaard

Radio. Stine Rønnow bor i Kalundborg, og hver morgen sætter hun mobilen til den lille bluetooth-højtaler. Her lytter hun til P4 som en fast del af sin morgenrutine.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

P4-lytter: »Jeg kan godt lide at få noget virkelighed ind med min morgenmad«

På resten af Sjælland hører dobbelt så mange P4 som i hovedstaden, viser Politikens undersøgelse af kulturvaner.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

32-årige Stine Rønnow er ved at sætte sin mobil til den lille bluetooth-højttaler i hjørnet i det store spisekøkken.

»Du lytter til P4 Morgen«, lyder det, da der endelig er hul igennem.

I København hørte jeg meget P3, men nu synes jeg egentlig, det er lidt plat. Så kan jeg bedre lide den nærhed, der er i P4.

Klokken er 6.15, og der er sort uden for vinduerne på gården, der ligger lidt uden for Kalundborg.

»Jeg kan godt lide at få noget virkelighed ind sammen med min morgenmad«, siger hun, inden hun går ud for at lukke hønsene ud.

Stevie Wonders bløde 1970’er-funk tager over efter værterne, mens Stine Rønnow sætter grød over og tænder for kaffemaskinen.

»Jeg vælger også meget aktivt P4 Sjælland og ikke København. Det betyder noget, at det er mere lokalt. Og hvad der foregår i Danmark og verden mere generelt, kan jeg jo se og høre overalt. De lokale nyheder kan jeg nærmest kun få her og måske på TV 2 Øst, hvis jeg lige rammer en nyhedsudsendelse«.

Hun stopper kortvarigt op for at høre en nyhed om, at hussalget i Kalundborg er steget 50 procent.

P4 eller Spotify?

Hun er ikke den eneste, der lytter med. Ifølge en undersøgelse fra Politiken Research lytter mere end hver fjerde indbygger, der bor i landsdelen Sjælland, til P4. Det er over dobbelt så mange som i København.

De hører ikke bare mere P4 end folk i storbyerne. De hører generelt mere traditionel radio, hvor københavnerne bruger iTunes og Spotify. De ser også mere traditionelt flow-tv. Specielt TV 2. I København streamer man tv, serier og film.

Danskernes medievaner er med andre ord med til at understrege den pointe, som flere eksperter har fremført gennem de seneste par uger i Politikens artikelserie om det delte Kulturdanmark: Individualisterne bor i storbyerne, mens de fællesskabsorienterede bor i provinsen.

Lokalstationer understøtter fællesskabet

De medier, der er populære uden for byerne, er udmærket klar over, at de styrker fællesskabsfølelsen i lokalsamfundene.

»Man forsøger at ramme bredt og finde på noget, som mange kan være med på. TV 2’s placering i Odense og det store fokus på de lokale stationer giver dem mulighed for at lave tv, der tager udgangspunkt i danskerne mere end i københavnerne. P4 gør det samme. Deres lokale versioner er meget populære, hvilket viser, at man ikke skal undervurdere, hvor lokalt folk faktisk tænker«, forklarer Erik Svendsen, der er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

I det øjeblik, man som medie sætter fokus på det mere lokale og nære, er man ifølge Erik Svendsen også med til at understøtte en fællesskabskultur.

»Når vi alle sammen hører de samme nyheder om det, der sker lige her omkring os, skaber det forestillingen om et fællesskab. Vi har noget sammen her. Har samme interesser og vil gerne hjælpe hinanden. Den lokale viden og den åbne indstilling til andre er på mange måder også adgangsgivende til fællesskabet i de mindre byer«, siger han.

I storbyen gælder der nogle andre spilleregler.

»I byen er folk ikke altid optaget af, hvordan vejret bliver, eller hvad naboen laver. Folk har en anden horisont, og de positionerer sig selv på en anden måde«, siger Svendsen.

Den afgørende forskel ligger i, at storbyer har mange studerende og folk med højere uddannelse.

Hvis jeg har aftalt med den lokale tømrer, at han skal komme på mandag, så kommer han på mandag. Ellers ringer jeg jo bare til en anden.

Mange er også vokset op i storbymiljøer, hvor finkulturen og det internationale perspektiv regnes for at være vigtigt. I storbyen har mange med andre ord det, Erik Svendsen kalder »kulturel kapital«.

»Og man kan sige, at jo højere kulturel kapital man har, jo mere ønsker man at opleve noget nyt og noget andet end det, man kender«, siger han. Det giver credit at eksperimentere i byen, mens samme attitude kan være ekskluderende i provinsen.

SIMON ROLIGGAARD
Foto: SIMON ROLIGGAARD

Der er »nærhed« i P4

Tilbage i Kalundborg er Stine Rønnow kommet ind efter at have fodret hestene.

Nu snitter hun en hjemmedyrket pære ud over sin grød. Hun hælder lidt honning på, før hun tager sin kaffe og sætter sig hen ved det store spisebord.

Hun er født og opvokset i Kalundborg, men flyttede til København, da hun uddannede sig til pædagog. Nærmere bestemt Frederiksberg. Efter endt uddannelse og et par år i storbyen besluttede hun sammen med sin mand at flytte tilbage til fødeegnen. Selv om hun var glad for storbylivet, er hun i dag overbevist om, at hendes opvækst har givet hende værdier, det var svært at opretholde i byen.

I dag arbejder hun med socialt udsatte børn og unge i Kalundborg Kommune og skriver bloggen frkronnow.dk om provinslivet.

»Jeg er klart begyndt at høre mere P4, efter at jeg flyttede tilbage. I København hørte jeg meget P3, men nu synes jeg egentlig, det er lidt plat. Så kan jeg bedre lide den nærhed, der er i P4. Jeg er jo ligesom på fornavn med værterne«, griner hun.

I provinsen er man ikke anonym

Stemningen uden for storbyen synes hun er med til at gøre, at mødet med mennesker foregår på et andet niveau end i storbyen.

»Her er man ikke en weirdo, hvis man snakker til folk ved busstoppestedet«, siger hun.

Selv om hun stadig elsker at besøge København og sine veninder i byen, giver det lokale miljø i Kalundborg hende en ro og plads til at være sig selv.

»Her møder jeg anderledes og forskellige mennesker hele tiden, men vi er nødt til at acceptere hinanden mere end i byen. Hvis jeg har aftalt med den lokale tømrer, at han skal komme på mandag, så kommer han på mandag. Ellers ringer jeg jo bare til en anden næste gang. Man er ikke anonym her, men et kendt og unikt ansigt«, siger Stine Rønnow.

Der har storbyen i højere grad anonymiteten som karaktertræk, forklarer Erik Svendsen.

»Byen giver dig en beskyttelse i den distancering, men det giver dig også fremmedgørelse over for dine medmennesker«, siger han.

SIMON ROLIGGAARD
Foto: SIMON ROLIGGAARD

Annonce

Et positivt udgangspunkt

Og Stine Rønnow synes, det er vigtigt, at man kommer hinanden ved. Af samme årsag vil hun gerne bo i et miljø, hvor man har en naturlig lyst til at ringe ind til P4 Morgen for at snakke om vejret, og hvor man ikke tænker negativt om folk som udgangspunkt.

»Jeg stod på et tidspunkt bag en kvinde for at få signeret en bog af Joe Cross. Bogen kostede 150 kroner, men hun havde tabt sin pung og havde allerede fået skrevet en personlig hilsen. Jeg tilbød at betale, og hun blev helt befippet og sagde mange tak. Jeg tænkte virkelig ikke over det. Hun havde ikke MobilePay, så jeg gav hende mit mobilnummer. Et par dage senere tikkede det pludselig ind med 150 kroner«, siger hun.

»Hun kunne lige så godt have taget røven på mig«.

Efterfølgende har de to talt i telefon sammen. Kvinden var så overrasket over tilliden, at hun inviterede Stine Rønnow på kaffe.

Stine Rønnow har også fået et kransekagekursus af kvinden, der viste sig at være konditor.

»Det var ret sjovt, og jeg synes, det viser, hvad der kan komme ud af at have et positivt og tillidsfuldt udgangspunkt, når man møder andre mennesker«, siger hun.

Stine Rønnow stiller den tomme grødskål i håndvasken og slukker den lille bluetooth-højttaler og P4.

Men kun til hun kommer ud i bilen.

På vej til arbejde tuner hun igen ind på det lokale fællesskab.

Har du lyst til at dykke helt ned i undersøgelsen, kan du selv vælge kategorierne nedenfor. På mobilen indikerer røde tal, at det er under landsgennemsnittet, blå, at det er over.

Kilde: Data for 2015 fra Index Danmark/Gallup. Stikprøven udgør 23.999 personer

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden