Politiken onsdag: Der er stærke markeringer fra flere af de udvalgte unge kunstnere på Århus Kunstmuseums nye udstilling 'Take off 20:01' At lokaliteter en variabel størrelse har man måttet sande på museet, der på lokalt plan er blevet kritiseret for ikke at inkludere flere århusianske kunstnere på udstillingen, der er et signalement af den unge kunst i dag. Større grund havde der dog været i at sætte spørgsmålstegnet ved den nationale afgrænsning, for er det virkelig stadig vigtigt? Men et eller andet sted skal man jo stoppe, og så er sproggrænsen jo en praktisk skillelinie. Bliver fokuset endnu snævrere, truer lokalitet med at lade sig afløse af provinsialisme. Udvælgelseskvalerne er dog ikke forbi, for endnu to centrale spørgsmål står tilbage: Hvem er ung, og hvem er interessant? Ungdom er i Århus fra midt i tyverne til sidst i trediverne, hvilket synes meget rimeligt, navnlig fordi billedkunstneriske udtryk regnes for så langsomt modnende, at man helt op i fyrrerne kan tale om en ung kunstner. Så er det andet spørgsmål langt vanskeligere at besvare, men selvom der er flere unge kunstnere, der glimrer ved deres fravær, så er der sandelig spændende kunst at se på udstillingen, hvor man møder i alt 29 kunstnere og hen imod 50 værker. Syv tegnestifter Ellen Hyllemoseog Kristine Roepstorff har det til fælles, at de evner at gøre synet af en tegnestift til en oplevelse. Hyllemose deltager således med syv nye, kvadratiske værker, hvor kulørte tegnestifter både fastholder udskårne stykker farvet papir og samtidig selv antager karakter af billedelement. Desuden viser Hyllemose fire store masonitplader omviklet med farvet tape, fastgjort til væggen i en skrå vinkel, der tillader de bemalede bagsider at farve væggen bag dem som af neonlys. Det er ren magi og monumentalitet, udført i de mest ydmyge materialer. Hos Roepstorff er tegnestifterne funklende diamanter og snoren udspændt mellem dem en ferskvandsperlekæde. På én gang synligt og usynligt er det perspektiviske vindue snoren tegner på væggen - det vindue, der splintres i det næste rum, både som bevægelse af vinduesfirkanter og glasskårsglimmer. De gule tråde er næsten usynlige, men træder så pludselig frem i formation. På den modsatte væg lader Roepstorff bogstavelig talt eventyret drive ned ad væggen og samle sig i en sø af velkomst og byden indenfor i en verden af sammensyede, perlebesatte kvadrater. Fortryllelsen er i farver, fastholdt af en kæmpe silhuet af en trold der lugter kristent blod, og fjærtende begærligt rækker hånden helt ud på væggen for at fange det bankende hjerte. Muteret strikketøj Ligesom Roepstorff og Hyllemose benytter flere af de andre udstillende kunstnere sig af materialer og udtryk, der traditionelt har befundet sig uden for kunstens sfære. Således også Benny Dröscher, der er repræsenteret med værket 'Oh God, No, Grandma!', hvis titel må være en humoristisk hentydning, for efter strikketøjet at dømme, så har den søde bedstemor fået en hjerneblødning! På små sokler ligger det muterede strikketøj, ulevedygtigt knopskydende som små misdannede vandmænd. Var disse skulpturer større ville de være faretruende, nu er de pastelspraglede skulpturer i rum. Også hos Jesper Dalgaard synes en organisk vækst at ligge til grund for hans svævende skulpturer, hvor tankens bevægelse kortlægges og blikket inviteres indenfor, hvor man kan bo og bygge rede. En noget mere konkret beboelse er udgangspunktet for Lasse Lau & Lise Skou, tilsammen Center for Urbanitet, Dialog og Information, der siden sommeren 2000 har arbejdet og boet i Vollsmose. Her er kunst, kommunikation og interaktion sat i svingninger i et direkte forsøg på at ændre rammerne - både for kunsten og for beboerne i Vollsmose. Social adfærd er også hvad duoen rasmus knud undersøger med deres fiktive fodboldklub 'Seven Sisters FC', og ikke mindst de kvindelige sportsstjerners fanatiske fanskare. Ved at vende kønnet fremstår magtstrukturerne pludselig så meget tydeligere, ligesom disse ses gentaget i andre grupperinger, for eksempel i kunstverdenen. Fodboldholdet som skabelon Fodbold i forhold til kunst er også omdrejningspunktet for bosniskfødte Amel Ibrahimovic, der selv spillede seriøs fodbold før en alvorlig skade. I sine tegninger bruger Ibrahimovic fodboldholdet som skabelon, men indsætter andre konstellationer i dets rammer. På Take Off viser han således det danske kunstnerlandshold, udvalgt på baggrund af omtalemængden i Center for Dansk Billedkunst. Og - næppe tilsigtet - er det rystende, at kun en enkelt kunstner over 45 (Per Kirkeby på mål) er udtaget, ligesom Gitte Villesen er eneste kvinde på holdet, der ellers tegnes af flere af Ibrahimovic' medudstillere, samt et par af dem, hvis fravær er mærkværdigt. Alligevel må man håbe, at Ibrahimovic' optællingsform har en eller andet brist, for ellers er det en meget ensrettet satsning, der finder sted i promoveringen af dansk kunst i udlandet. Drejer manhovedet fra Ibrahimovic' tegninger får man øje på Jeppe Heins gule og orange bænk med kantede metalben - i sig selv et både smukt og ganske hipt møbel. Men det er mere end det: Sætter man sig på bænken glider en tværgående væg lydløst frem i rummet. Midt i de mange indtryk sidder man pludselig i sit eget, stille rum, i en overraskende og æstetisk spændstig pause. Rejsen til fremtiden Rummet interesserer også Karin Lind, der på udstillingen viser to billedstykker, sammensat af fotografier taget hurtigt efter hinanden gennem en busrude. Her ser man igen en kunstner, der formår at hæve det prosaiske til det visuelt eftertænksomme. Lind arbejder således både med landskabet, bevægelsen og ikke mindst spændingsfeltet mellem ude og inde, med pile tilbage til kubismens multisynspunkt og barokkens røde gardiner og selviscenesættelse - alt sammen under samtidens unuancerede grå himmel. Århus er i øjeblikket stedet at møde et udsnit af de unge kunstnere, men tro ikke, at det er et udtømmende eller endegyldigt signalement, selvom udstillingen får mange forskellige tendenser med. En af disse er bruddet med museets rammer, der i Take Off krystalliserer sig som såkaldte satellitter. To af disse står Niels Bonde for, og den ene er det både informative og poetiske 'site' www.takeoff2001.dk. Har man de nødvendige programmer, er Bondes værk det rette sted at starte på rejsen ud i det, der måske bliver fremtiden.