Politiken lørdag: Det er ikke mørkt endnu, da en flok af Christianias melerede hunde sammen med en håndfuld hjemløse sætter kursen mod Den Grå Hal. Det er et forunderligt syn. Mængden spredes foran dem. Tyndhårede mænd med nystrøgne Dylan-T-shirts træder til side. Unge fyre, som sidder og rister tobakken omkring bålet, kigger op et øjeblik. Det er ikke mørkt endnu. De gulbrune bastarder udgør en totalt forplumret gen-pool. Og selv om pelsen er lidt luvslidt hist og her, så er vitaliteten ikke til at tage fejl af. I samlet flok spankulerer køterne forbi køen ved billetlugen. »200 kr.? Det er jo to kasser øl!«, mumler en stynet strejfer i sort læderjakke. »Heldigvis har jeg buskort«, siger hans kæreste. Også hun i sort læderjakke. Også hun ser ud, som om hun siden Dylans unge dage er blevet nedtrampet af Ele-phanter fra kassen. Hun ser sig missende omkring. »Her er lige så støvet som på Blågårds Plads«. Så går de hånd i hånd i zigzag ind i Hallen til Dylan-arrangementet 'Forever Young'. Dylan fylder 60. Alle fylder et eller andet. Alder. Fødselsdage. Tiden slubrer i sit afløb. Øjeblikke og epoker rinder ud. Et øjeblik flirter jeg med tanken om at lege Bob Dylan. Når han nu ikke selv kan være her. Hvad ville han have ment om det hele? Ifølge Allan Olsen ville han næppe have brudt sig om det. Men spørgsmålet er irrelevant. Det rager ham næppe en høstblomst. Og netop derfor står han her måske et sted. Med det gletscherstribede ansigt, man så forleden på et nyt billede fra ringside i Madison Square Garden. Med sin sorte hat, sit latterlige lille overskæg og det borende tomme blik. Jeg dropper hurtigt tanken om at sjutte rundt i hans spidse og alt for store sort-hvide dominosko. Bob har fri. Det er sangene, der skal på arbejde. Nu er hundene nået op til scenen, som de entrer med selvfølgelighed. De sætter sig roligt ned helt ude i den ene side. Snuser lidt til hinanden. Klør sig energisk bag ørerne med bagbenene. Bandet går på scenen under ledelse af kapelmester Henrik Liebgott. Otto Sidenius på orgel. Henrik Hall på mundharpe. Margrethe Bjørklund på guitar. Ingen af dem ser ud til at ænse de løse hunde på denne aften, hvor alt overskud fra Bobs herreløse sange går til de hjemløse. Heller ikke konferencieren Klaus Lynggaard, der skal holde styr på en hærskare af solister, der hver har sit bud på en af Lynggaards »200 personlige favoritter« fra Dylan-kataloget . Underligt nok kommer ingen og hundser de mølædte gadekryds ned fra scenen. Det er, som om de ikke kan se dem. Der er nu en særlig charme ved Christiania, tænker jeg og sender en venlig tanke til det store stempel med 'No Fucking Nazis', der skal pryde mit håndled den kommende uge. Pludselig kigger en af hundene direkte ned på mig. Savler godmodigt og blinker med det ene øje. Så går den målrettet over og letter ben op ad mikrofonstativet. Aftenen kan begynde. Hundene er krigeriske, kærlige, kategoriske i deres domfældelser over forsøgene på at få snor i Bobs herreløse sange. Nogle gange bjæffer de begejstret. Enkelte får dem til at snerre ildevarslende i struben og blotte de gule tænder. Men nok så ofte logrer de. De er åbenbart hunde efter god musik, og med trommeslageren Piet Breinholm Bendtsen som iltberigende og inspirerende ankermand er der sikret en kontinuitet bag mylderet af solister, som er driftssikker og ikke sjældent mere end det. Hallen er udsolgt. 1.600 sjæle til Bob. Unge og gamle, smukke og skæve, hærgede og højt hævede i en babylonisk forvirring. Måden sangene bliver behandlet på er ikke mindre blandet. Fra T.S. Høegs befriende gakkede croon til Steffen Brandts helt eminent mundrette fordanskning af 'Visions of Johanna'. Man skal ikke være nervøs eller overdrevent respektfuld, når man omgås Bobs sange. Så snapper de. Nogle af Dylans gamle klassikere synes at sidde med tungen hængende ud af munden, utålmodige af iver efter at blive luftet. De er til fals for et kærligt klap og et godt ben. Fra 'It's All Over Now, Baby Blue' sunget af unge Mark Linn til Tina Dickows personlige investering i 'Don't Think Twice, It's All Right'. Kvinderne har af gode grunde generelt nemmere ved at abstrahere fra bevidstheden om Dylan-stemmens besiddertrang. Janine Neble med dramatik ('One More Cup Of Coffee'), Lise Westzynthius med kælenskab ('I'll Be Your Baby Tonight') og Dicte med historisk bevidsthed i en elegant beatnikcool version af 'Ballad of a Thin Man' med hænderne passende placeret i lommen. Stig Møller og Peter Ingemann genopliver de gamle dage som strøgmusikanter med 'Blowing In The Wind'. Anderledes overrumplende og morsom er Superhero Thomas Troelsens kokette læsning af 'Just Like A Woman'. Med løse håndled, et fast greb om sangen og frisure som en eksploderet puddel bliver den lille superhelt fra Skive til Dylan a la diva. Men den gamle Dylans nye sange er til gengæld næsten umulige at vriste fra hans stemme. Der er omtrent 60 års knudret livserfaring og hårdt tilkæmpet desillusion bag 'Not Dark Yet'. Den unge popsangerinde Maya Albana prøver at tackle den som fakkelsang, men det er en sang, eller måske snarere et syn, som lever i dybden og ikke i overfladen. Det stik modsatte problem møder en anden ung sangerinde, Camilla Munck. Hun giver alt, hvad hun har i sig, i en intens indlevelse i 'Most Of The Time'. Men sangen er netop et mesterstykke af tørt underspil, hvor desperationens drama lige præcis er placeret uden for sangen. I resten af tiden. At indleve eller udleve? Halerne klasker i gulvet af begejstring, da Bobs gamle løjtnant Billy Cross giver 'Like a Rolling Stone', så fami-liefødselsdagen bliver forvandlet til en rock'n'roll-fest. Befriende nok er der ingen sentimentale taler til Bob. Ingen klæbrig omklamring af fødselaren. Bare en parade af hans sange i fri dressur. Først da taxien med Steen Jørgensen og Sune Wagner er forsinket undervejs fra Sort Sols koncert i Holbæk, må Klaus Lynggaard hive fødselsdagssangen frem. »For he's a jolly good fellow« synger vi i spredt flok. Men det er o.k. Hundene nikker. De ved godt, det er en joke. Fødselsdage. Hundedage. En sort hat forsvinder i mørket. Steen Jørgensen synger balladen om 'Hjerter Knægt'. Det er ved at være sidste udspil. Hundene smutter ned fra scenen og lister af. Forsvinder som skygger i mørket. For nu er det blevet mørkt. Det er efter midnat. 60-års dagen er forbi. Jeg husker de allersidste ord i afsnittet om ham i den gamle Rolling Stone-rock-encyklopædi: »In 1982 there were rumours that his born-again phase was ending«. Allerede dengang måtte man læse Dylan i kaffegrumset. Men på en måde var genfødslen vel dårlig nok begyndt. »Hvor længe skal Bob Dylan synge/ før festen kan begynde?«, spurgte Stig Møller og Peter Ingemann, og lod svaret blæse i vinden. Men festen kan godt begynde. For selvom fødselaren er et tomt, afvisende blik ved ringside, bliver han konstant genfødt i kraft af sine sange. Det var de herreløse hundes fødselsdag i Den Grå Hal.