Politiken onsdag: Ja, det var måske en god idé med en medalje«. Dronning Margrethe ler hjerteligt, men hæfter dog ikke selv dekorationen på danserens bolsjestribede bryst. Den ligner nu også den slags ordner, man får efter at have gennemført en Hærvejsmarch. Majestæten var i går formiddag til kostumeprøve på Pantomimeteatret i Tivoli. 5. juli er der urpremiere på koreografen Dinna Bjørns nye balletpantomime, 'Kærlighed i skarnkassen', hvortil dronningen har skabt scenografi og kostumer. Og det er en opgave, hun er gået særdeles seriøst til. Det oplever man også denne junidag på scenen inde bag påfuglen. »Det ser fint ud«, er dronningens kommentar, da fem dansere i lyserøde trikoter træder frem foran hendes stol. Hvert af opsætningens 16 kostumer gennemgås meget nøje, scenografen studerer undervejs sine oprindelige tegninger, og en stor del af systuens foreløbige bud skal rettes til. »Ja, man kan jo tegne hvad som helst«, konstaterer dronningen næsten formildende. Lige i begyndelsen af prøven virker hun en smule beklemt og forsigtig, men hurtigt sprudler engagementet. »Undskyld, jeg bliver ved med at rode«, siger dronningen, der både fra sin stol eller når hun retter på dansernes tøj, gerne forklarer den dramaturgiske baggrund for de farvestrålende kostumer. Nye ideer kommer op, vurderes, forkastes eller godkendes. Redekammen skal have beskåret sin hatteskygge, Strømpebåndets strømpebånd skal sidde lige over knæet - »hun er jo en lidt sippet pige«, Stoppenålens knaldrøde bolerojakke er 'en stor, stiliseret klat', mens Saksens hårknold skal længere op på hovedet. Og netop som håret er på plads, gør saksedanseren et spring, et 'battement' - og vupti ligger den løse knold på scenegulvet, mens ensemblet, inklusive instruktør og scenograf, flækker af grin. Arbejdstøj »Balletkostumer er noget af det vanskeligste at kreere, fordi det i høj grad også er arbejdstøj«, siger Kirsten Rasmussen, der ejer en freelancesystue på Frederiksberg. Hun har været tilknyttet Pantomimeteatret som kostumier i 25 år, og hun kender dronning Margrethe fra opsætningen af August Bournonville-balletten 'Et Folkesagn' på Det Kgl. Teater, hvortil dronningen skabte scenografi i 1991. »Helt fra begyndelsen af en opgave udtrykker dronningen klart, hvad hun vil have. Ned til mindste detalje er kostumerne gennemarbejdet. Og det gør ingen forskel, at det er en dronning, vi samarbejder med - jobbet er det samme. Og hun foretrækker bestemt også, at tingene herinde foregår så naturligt som muligt. Der skal ikke gøres særlig stads af hende«, siger Kirsten Rasmussen og hendes kolleger på systuen. Det var under en middag i Tivoli, at direktøren, Lars Liebst, nærmest henkastet spurgte dronning Margrethe, om hun ikke havde lyst til at være med på en ny forestilling til Pantomimeteatret - Tivolis ældste bygning, skabt af professor Vilhelm Dahlerup i 1874, fredet 105 år senere og netop i dette forår udvendigt gennemrestaureret. Dronningen var straks med på ideen, og man planlagde, at forestillingen skulle have premiere i forbindelse med majestætens 60-års fødselsdag sidste år. Det blev der dog ikke plads til i hendes kalender, men ideen blev ikke glemt, og nu nærmer urpremieren sig med stormskridt. Sammen med Dinna Bjørn er dronning Margrethe dykket ned i H.C. Andersens univers. De tre eventyr 'Flipperne', 'Stoppenålen' og 'Kjærestefolkene' er af instruktør og scenograf destilleret ned til en 25 minutters balletpantomime med begreber som indbildskhed, umulig kærlighed, hovmod og forfængelighed som de bærende ingredienser. »'Kærlighed i skarnkassen' foregår i en eventyr- og fantasiverden, hvor vi holder os så tæt som muligt til de tre eventyr. Dem skrev jeg sammen til et oplæg, som dronningen havde rigtigt mange kommentarer til, og efter en tre-fire møder lå synopsen klar«, fortæller Dinna Bjørn, der snart tager fat på sit sidste år som balletmester på Den Norske Opera, før hun drager videre til samme post på Finlands Nationalballet. I 1983 skabte hun sit første værk, 'Giftermålet eller den afbrudte prøve', til Pantomimeteatret, hvor hun også som otteårig fik sin debut som danser - i rollen som djævleunge Inspirerende proces »Jeg havde overhovedet ingen betænkeligheder ved at skulle samarbejde med dronningen. Fra opsætningen af 'Et Folkesagn' på Det Kgl. Teater havde jeg hørt om begejstringen for dronningens indsats, så jeg var nysgerrig. Det har været en morsom, spændende og inspirerende proces, hvor man hurtigt glemmer, at det er dronningen, man arbejder med - ikke mindst hendes humor er med til at nedbryde den afstand, der ellers naturligt er. Og jeg er meget imponeret over, hvor velforberedt dronningen har været. Hun gør virkelig sit hjemmearbejde, og mange gange har hendes chauffør måttet vente, indtil hun var færdig på teatret«, siger Dinna Bjørn. Skuespilleren Susanne Heinrich træder frem foran dronningen. Susanne Heinrich er i det helt store skrud i rollen som Strygehjernet, og en blonde i kysen klippes af, så man bedre kan se håndtaget øverst på hovedet. »Ja, det er bedre. Men jeg ville gerne se hende med sortere og strammere krøller ned i panden. Hun er jo en temmelig stram sag og en lille smule til den groteske side«, konstaterer majestæten, mens man på lydene udefra kan høre, at der nu er ved at komme liv i haven. Mens liflige, kulinariske dufte smyger sig gennem husets sprækker nede fra 'Grøften', stiller Pantomimeteatrets kunstneriske leder, Claus Hjort, op i sin lyserøde trikot {ns}og rædsomme badetøfler, fordi balletskoene ikke er parate endnu. Dronningen ser forbløffet på udstyret: »Ja, de er rigtignok skønne«. Tilfreds direktør »Dronningens medvirken betyder mest af alt noget for medarbejderne på Pantomimeteatret. Der er en enorm entusiasme omkring denne produktion, fordi dronningens kreativitet og indsats er både flot og gennemprofessionel«, siger en tydelig tilfreds Tivolidirektør Lars Liebst ude i scenens kongeside. Liebst oplyser, at dronningen får samme honorar som enhver anden scenograf på teatret. Så er prøven forbi. Dronningen smiler rundt i kredsen af medarbejdere på Pantomimeteatret og forlader huset. »Så gælder det om at skabe liv i kludene - helt bogstaveligt«, konstaterer Dinna Bjørn med et smil, før hun tager fat på den første rigtige danseprøve på 'Kærlighed i skarnkassen'. Og musikken? Den er af H.C.Lumbye.