Tænk på Ota Solgryn, og et billede af sundhed, styrke og harmoni toner frem. Det er sådan, havregrynene med den strålende sol på pakken er blevet solgt til den danske bevidsthed gennem årene. Allerede i 1930erne lagde kendte idrætsfolk navn til Otas havregryn, da bl. a. den danske fodboldhelt Pauli Jørgensen udtalte sig til fordel for den sunde spise. Også i 1950ernes reklamefilm slog man især på vitaminerne og de mange kræfter, de afskallede og valsede korn af havre gav. Nu om dage spiller man mere på nostalgiske følelser. Under alle omstændigheder krakelerer det idylliske billede og flyver bort i vinden som små avner, når det nu viser sig, at Ota Solgryn indeholder så meget stråforkorter, at danske landmænd ikke engang vil fodre deres svin med dem. Stråforkorter er nemlig under stærk mistanke for at nedsætte frugtbarheden hos både dyr og mennesker. Vitalius Sørensen ville givetvis være blevet vred, hvis han hørte, at man har puttet stråforkorter i hans morgenmad. Denne lille professortype, som man ikke ville tilskrive nogen større handlekraft, når det kom til praktiske gøremål, viste sig nemlig i en stribe reklamefilm i 1950erne at være en hædersmand med muskler og hjerte på rette sted. Der var ikke den kat, han ikke kunne hjælpe ned fra et træ, eller den fæle tyveknægt han ikke kunne løbe op og pacificere. Og når de beundrende rollinger spurgte, hvor onkel Vitalius dog fik al den energi fra, var svaret indlysende: »Jeg spiser hver dag en stor portion Ota Solgryn med mælk«, sagde professoren siddende ved morgenbordet. »Det indeholder kalk, jern, fosfor og B-vitaminer!«. Skulle han i en reklamefilm af i dag have tilføjet »og stråforkorter«, ville han nok have spillet med musklerne i endnu en god sags tjeneste. Det var den folkekære skuespiller Helge Kjærulff-Schmidt, der spillede Vitalius Sørensen i de reklamer, som filmmanden Erik Dibbern lavede på Gutenberghus Reklamefilm i 1950erne. De nød stor succes i biograferne og huskes stadig af mange. Ikon »Jeg er vokset op med Ota Solgryn«, siger Peter Hiort, som er direktør i reklamefirmaet Hiort&Design. »Det er jo nærmest et ikon. Det er et meget stærkt varemærke. I 1940erne og 50erne var det jo stort set det eneste morgenmadsprodukt på markedet, og alle børn spiste det. Filmene med Vitalius Sørensen placerede det stærkt i bevidstheden. Han var en slags supermand inden for en ramme af daglige kalamiteter, som han så klarede. Professortypen, der kunne klare alt. De var meget stærke de film og fungerede fantastisk godt. Og når man var i biografen søndag eftermiddag og så Vitalius Sørensen-film, så var de lige så underholdende som hovedfilmen«. Et produkt som Bio Foska konkurrerede med Ota Solgryn, husker Peter Hiort. I biograferne kunne man således følge 'Foskanerne', som sang, at »Foskanere er sunde børn«. »De handlede om en klike af børn, hvoraf nogle var raskere end andre. Der var især en lille rødhåret dreng - jeg kan stadig væk huske ham - som var anføreren, og han kunne alting, som de andre ikke kunne. Og det var, fordi han spiste Foska-gryn. Det var en pendant til Vitalius, men Ota Solgryn var de førende. De havde et meget stærkt design. Pakkerne var røde, så kom en grøn med grovere valsede gryn, som jeg bedre kunne lide. Du kan se, jeg kan det ud og ind«, siger Peter Hiort begejstret. Cornflakes Allerede før Anden Verdenskrig var cornflakes så småt kommet til Danmark, men det satte krigen en stopper for. De vendte tilbage i begyndelsen af 1950erne og både Foska og Ota begyndte også at producere dem. Det var et nyt produkt og bød på en ny smag og blev en konkurrent til havregrynene sammen med Guldkorn (1956), Rice Crispies (1957), Havrefras (1959), Frosties (1965), All-Bran Plus (1973) osv. Sidenhen er markedet eksploderet med morgenmadsprodukter. Især for de lidt ældre generationer står Ota Solgryn meget stærkt i bevidstheden. »Det billede, vi har i hovedet af Ota Solgryn, afhænger af, hvor gamle vi er. Vi, der var børn i 1950erne, har et meget stærkt billede. Det står lige så stærkt i vores erindring, som Coca-Cola står på nethinden hos nutidens unge«, siger Peter Hiort. »Og jeg husker solsymbolet på pakkerne meget stærkt; den udstråler vitalitet og sundhed den pakke det er skidegodt design. Den er grafisk enkel, så man erindrer den. Den står som et ikon for denne tid«. Når det nu viser sig, at der er stråforkorter en masse i Ota Solgryn giver det selvsagt firmaet et problem, som det ifølge Peter Hiort kan løse på en af to måder: »Den slags kan jo slå selv den stærkeste mærkevare ihjel, og enten kan producenten 'glemme' det, altså satse på den offentlige hukommelse, som jo er kort, eller også må man ændre på produktet og på den måde imødekomme kritikken - og så sørge for at gøre opmærksom på, at man har gjort det. Men det er svært, fordi det er et dårligt budskab. Det er defensivt. Ligesom hvis jeg siger til dig »Jeg har ikke pest«, så tænker du, hvorfor fa'en siger han nu det, der er da noget galt. Hvis jeg ville fortælle dig, at jeg ikke har pest, er det en bedre strategi bare at gøre dig opmærksom på, at pesten er udryddet for længst«. »Men i øvrigt tror jeg ikke, solgrynene har den store fremtid på det stærkt differentierede morgenmadsmarked, der er i dag, og som netop gør det så nemt at vælge noget andet, hvis der er problemer med et produkt«. Mørtelen i livets hus Det har været en del af Ota Solgryns projekt at placere sig som en slags leverandør af morgenmad til det danske folk, mener Asger Liebst, cand.mag. med speciale i massekultur. Ikke mindst med de tv-reklamer, som for nogle år siden viste en dreng og en pige vokse op i hver sin side af billedet, mens de gennem alle livsfaserne har en pakke Ota Solgryn stående på morgenbordet. Skuespilleren Ove Sprogøe lagde stemme til de reklamer. »Ota prøver at skabe en position som national spise, ligesom når Carlsberg i 1980erne og 90erne kaldte sig selv for nationaldrik«, siger Asger Liebst. Hvad er det for nogle parametre, de har spillet på? »De har villet gøre sig selv til indbegrebet af en nationalspise, som følger danskeren fra vugge til grav. Det er indbegrebet af en dansk hverdag. Det er hævet over målgruppeopdelinger af Danmark, så man kommer tilbage til en eller anden nostalgisk størrelse, som hedder familien Danmark. Og den har jo til evig tid været en konstruktion«. »I de gamle Vitalius-film brugte man en model med en gennemgående figur - Vitalius - som tilmed blev spillet af en kendt skuespiller. Så man havde kombinationen af en figur og en kendis, og det er jo en ret almindelig strategi. Budskabet var det sundhedsmæssige: at det gav en masse energi, og helt i tidens ånd var det et signal til husmoren om, at hun roligt kunne servere det produkt«. »I tv-reklamen med Sprogøes stemme er det et mere nostalgisk aspekt. Det billede, vi skal få, er drømmen om familien Danmark, om en form for idyllisk konfliktfrit fællesskab med udgangspunkt i familien, hvor man både føler sig som en helstøbt familie og en helstøbt dansker. Man udraderer alle konflikter, såsom at hvert fjerde ægteskab går i opløsning osv. Hele livet udfoldes i en rolig fremadskriden i armene på Ota Solgryn, og dermed får man klistret et nostalgisk drømmebillede op omkring den familietype og det konfliktfri samfund, som aldrig har eksisteret. Så det er et drømmebillede, som kun tilsyneladende arbejder med nostalgiens form, for det henviser til en situation, som ikke findes«. Når man bygger et hus, lægger man mørtel mellem murstenene for at holde sammen på dem. Her er det havregrøden, der kitter murstenene sammen i livets hus. »Det er en favnen af de forskellige livsaldre, og man får den her fornemmelse af, at livets gang kan hænges op på ét produkt, som bliver et symbol på en lykkelig livsafvikling«. Men hopper vi på den? »Ja, der vil være dele af de mere forsigtige forbrugersegmenter, som synes, at det er en hyggelig reklame, og Sprogøe er jo en gammel hyggelig mand, som man har haft så mange gode stunder med i biograf og tv, så han har en troværdighed som fortæller. Men sådan en reklame placerer sig relativt lavt i forbrugerhierarkiet. Dens ambitionsniveau rent fortællemæssigt eller værdimæssigt er ikke højt. Den peger ikke frem mod ungdommelige værdier eller fremtidsværdier. Den skraber bunden rent forbrugermæssigt og prøver at sikre sig pensionister og de mere usikre forbrugere«. Hvad med havregrynspakkerne? »Man har givetvis ændret designet masser af gange, men der er bibeholdt nogle grundelementer med farver og sol og varme«. Som signalerer hvad? »En form for mættethed, fylde, livsglæde, varme, energi, men først og fremmest uændrethed: at produktet har været det samme altid«. Og det er jo så den (strå)forkortede udgave af historien.