Politiken tirsdag: Det var Jens Otto Krag, der sagde, at »man har et standpunkt, til man tager et nyt«, men det kunne i dag lige så vel være den franske avis Le Monde. Efter årtiers kamp mod de mørke sider af den globale kapitalisme planlægger den verdensberømte venstreorienterede avis at gå på børsen i løbet af efteråret i håb om at rejse 700-800 millioner kroner. Målet med den finansielle prostitution er dog langtfra at foretage et pro- kapitalistisk hamskifte, tværtimod håber Le Mondes ledelse med børsintroduktionen at sikre avisens kendetegn - uafhængigheden - og især undgå, at den bliver spist af en af de store multinationale mediegrupper. Derved ville avisens dage som de svages selvbestaltede beskytter nemlig for alvor være talte. Trods formålet er en børsintroduktion dog alligevel meget nye toner for en avis, hvis søsterpublikation, Le Monde Diplomatique, er anti- globaliseringsbevægelsen Attacs internationale bannerfører. Overført til danske forhold ville det svare til, at Information gik på børsen. Ikke utænkeligt ganske vist, men næppe en udvikling, der er lige om hjørnet. En særlig avis Når Le Mondes børsplaner vækker opsigt, er det ikke mindst, fordi avisen fra begyndelsen har haft en særlig rolle i den franske bevidsthed. Den blev grundlagt i 1944 - lige efter Paris' befrielse - efter ordre af lederen af de frie franske styrker, General de Gaulle. Efter at hæderkronede aviser som Le Figaro under krigen havde mistet troværdighed på grund af deres samarbejde med den tyske besættelsesmagt, var formålet med den nye avis igen at sikre en fri fransk presse. Trods den officielle velsignelse gjorde Le Monde fra starten meget ud af at være uafhængig og havde en fast tro på, at journalister ikke blot var observatører, men også deltagere i den samfundsmæssige debat. Som man kunne forvente af navnet ('Verden') har den redaktionelle linie generelt været uhyre international, og uafhængigheden og engagementet gav sig da også ikke mindst udtryk i avisens udenrigspolitiske linie, hvor den kæmpede for europæisk neutralitet og imod den franske kolonipolitik i Indokina og Algeriet. Taknemmeligheden over for de Gaulle for avisens stiftelse var heller ikke større end, at Le Monde i begyndelsen af 60erne ihærdigt modsatte sig generalens forslag om at indføre direkte præsidentvalg i Frankrig. Bruddet med de Gaulle markerede også begyndelsen på avisens glidning mod den venstre del af det politiske spektrum. I god tråd med tendensen hos landets øvrige intellektuelle elite og i tilpas god tid til, at Le Monde kunne blive 68- oprørets naturlige talerør. Men trods prestigen og de velskrevne artikler har Le Monde som mange andre intellektuelle aviser ofte været i pengebekneb. Avisens konservative layout, med et uhyre knapt billedmateriale, afspejler kun delvist en snobbisme a la den amerikanske finansavis Wall Street Journal, der først for nylig overhovedet har nedladt sig til at trykke fotografier. Hovedårsagen, og baggrunden for den billedfattige tradition, er langt mere prosaisk: Sagen var ganske enkelt, at Le Monde i mange år ikke havde råd til at trykke ordentlige billeder. Visse af historierne om avisens pengenød er med tiden ligefrem blevet til berømte presseanekdoter. For eksempel svarede avisens første chefredaktør, Hubert Beuve-Mery, en medarbejders kone, som tiggede om lønforhøjelse til sin mand, med ordene »brokker præsters koner sig?«. I midten af 80erne var avisen på nippet til at gå fallit, og kun med finansiel støtte fra omkring 13.000 læsere lykkedes det at holde den oven vande. Siden er det gået noget bedre, og med et oplag på omkring 400.000 og en omsætning på over to milliarder franc hører Le Monde i dag til i toppen af den franske dagspresse. Overskuddet sidste år var godt 60 millioner kroner, og det er med de tal i ryggen, at Le Monde nu håber at overtale de ellers så udskældte kapitalister til at investere i den. Pengene skal ifølge den nuværende chefredaktør, Jean-Marie Colombani, bruges til at investere og opkøbe andre medier både i og uden for Frankrig. Avisen ejer i forvejen tre regionale aviser i Frankrig, herunder Midi, der udgives i den sydfranske by Montpellier, og for nylig købte man ugemagasinet Courrier International fra Vivendi-gruppen. Så trods modstanden mod globaliseringen og de multinationale selskaber er Le Monde måske selv godt på vej til at følge i deres fodspor.