Kinas førende sexolog har investeret sin personlige formue i en samling erotisk kinesisk kultur, den første nogensinde. Billeder og figurer, der spænder over fem årtusinders seksuelle og erotiske traditioner i verdens folkerigeste nation, udstilles nu i Shanghai. Glem alt om el-drevne dildoer af plastic, for her findes den ægte kulturelle og antropologiske vare: en penisattrap af kobber, beklædt med guld, en 5.000 år gammel penis af stentøj, som kan have været både et frugtbarhedssymbol og et seksuelt hjælpemiddel. Fra Ming, Qing og andre dynastier århundreder tilbage er der vaser og figurer, der viser samlejekunst, som næppe nogen moderne erotisk kunstner kan gøre efter. En sirligt håndudskåren himmelseng af træ med fallosfigurer, som har været anvendt af en overklasseprostitueret i Zhejiang-provinsen i det 19. århundrede, en liggestol af ædelt, mørkt træ, designet til kun at blive anvendt til udøvelsen af den erotiske akt. Sagt på elementært dansk: en kinesisk variant af missionærstillingen, men med risiko for træsmag i bagdelen. Velkommen til Kinas og Asiens første og foreløbigt eneste museum for sex og erotik, formelt betitlet Museet for Klassisk Kinesisk Sexkultur. Udstillingen er alt andet end billigt lir for husarerne; det er kultur og historie for millioner. Undertrykt og mytologiseret Museet er en enkelt persons livsværk. Pensioneret professor i sociologi og sexologi, Kinas kendteste, Liu Dalin, hedder han, er 69 og har brugt den seneste snes år af sit liv på at indsamle klassiske seksuelle objekter, billeder og figurer fra Kinas årtusinder lange historie. Efter en omtumlet start er resultaterne af professorens indsats at beskue for enhver, indtil videre uanfægtet af systemets censurapparat, på en etage i et nyere boligkvarter i den vestlige del af rigets største by, Shanghai. Flere end 1.200 objekter og billeder, der samlet afspejler adskillige af Kinas dynastier og afslører detaljer, som et flertal af befolkningen i perioder har været holdt uvidende om. Seksualitet var i Kina, ganske som i Vesten, en undertrykt, mystificeret og mytologiseret del af livet og samfundet, en aktivitet, der oftest blot var forbundet med enten slægternes reproduktion eller mændendes behov for seksuelle oplevelser uden for familien, via det ældgamle konkubinesystem (for de bedrestillede) eller mere forretningsbetonet, altså i kraft af historiens ældste erhverv. Med sin righoldige kulturelle historie savner Kina ikke hverken kunstnerisk eller intellektuel dybde i sin særlige erotiske kultur. Flere dynastier, især dem, der præsterede stor materiel og social fremgang, havde et efter datidens forhold liberalt forhold til seksualitet. I tider med tilbagegang, indre krige og oprør, blev der skruet ned for frisindet, undertrykkelsen tog til, og erotikken blev forvist til fortielsernes tavse og formørkede hjørner. Et lavpunkt i den erotiske kultur er udstillet i en af glasmontrerne. En vielsesattest fra 1969, hvor en del af teksten lyder: »Vær velkommen i det kommunistiske parti. Lyt til formand Maos ord«. Så er der dog flere erotiske signaler i to kyskhedsbælter af metal fra slutningen af det 19. århundrede, da Kinas sidste dynasti, Qing, lå på sit dødsleje. Dramatisk liv Liu Dalin er en klassisk akademikertype med kantede guldindfattede briller og en blid, afdæmpet stemmeføring. Pensioneringen har ikke dæmpet professorens virkelyst og bestemt heller ikke karismaen. Manden er ingenlunde noget, der ligner den traditionelle orientalske pornograf eller erotiske kunstner. Liu Dalin er Kinas kendteste sexolog, har flere end 70 bøger bag sig og har gennem en årrække været en estimeret foredragsholder, såvel i hjemlandet som i udlandet. Livsforløbet har været dramatisk som rigets historie siden systemskiftet i 1949. Som ung kommunist - han er stadig medlem af partiet, naturligvis - tog han en journalistuddannelse, men gik derefter som en militant patriot ind i de væbnede styrker, hvor han både blev en mesterskytte og siden rådgiver for kinesiske kamppiloter, så tidligt som under Koreakrigen 1950-53. Under den kaotiske Kulturrevolution i 1960'erne var han leder af en af militærets propagandaafdelinger i Shanghai. Da Kina begyndte at liberalisere for en snes år siden, kastede han sin kærlighed på sociologien, et fag, der havde været forbudt under Kulturrevolutionen 1966-76. Sideløbende med et job som redaktør af et tidsskrift om sociologi opbyggede Liu et studium i moderne sociologi på Shanghai-universitet. Vægten i både forskning og undervisning blev lagt på familiepolitik og reproduktion. Dermed var vejen banet for udviklingen af en moderne kinesisk sexologi, et område, som næsten var blevet kvalt under den absurde, puritanske ideologi i de kulturrevolutionære 60'ere. Det sunde erotiske liv Hvorfor så gøre et Museum for Klassisk Kinesisk Sexkultur som sit livs mål? Liu Dalin læner sig tilbage i stolen og svarer afdæmpet: »De to vigtigste kilder til et harmonisk og lykkeligt liv er: god og varieret mad og et sundt erotisk liv«. Formålet er ikke kommercielt. »Vi forsøger at fortælle befolkningen om en vigtig del af årtusinders historie, vor forfædrene kultur. Efter at reformpolitikken begyndte, og vi har åbnet os mod verden udenfor, er befolkningens holdning til sex og erotik kommet tættere på det, der kendes fra de vestlige lande«. Kina er kendt for sin sofistikerede madkultur, mens den erotiske gastronomi i århundreder har været forvist til litteraturen (ofte forbudt) og i de senere år den moderne filmkunst (ligeledes ofte forbudt). Men den gradvist mere liberale linje i kinesisk politik og kultur siden 1979 har givet resultater. I 1990 publicerede professor Liu og et hold studerende og kolleger et sensationelt studie af kineseres sexliv, baseret på spørgeundersøgelser blandt flere end 20.000 individer fordelt over hele kæmperiget. Resultatet blev internationalt vurderet som en sensation. Professor Lius bøger om kinesernes sexvaner og erotiske kultur gjorde udenlandske forlag interesserede. Hans vigtigste værker er siden udkommet på en håndfuld sprog, og det er indtægterne herfra, der skaber den kapital, der står bag det allerede legendariske museum i Shanghai. »For seks år siden etablerede jeg museet i min private villa med syv små værelser i en mindre by uden for Shanghai. Da vi i 1999 ønskede at åbne udstillingen for offentligheden, fandt vi lokaler midt på Shanghais vigtigste indkøbsgade. Her nåede museet at have til huse i 20 måneder. Beliggenheden var ideel, men lejen var høj, og da de lokale reklameregler forbød anvendelse af ordet 'sex' i skiltningen, kunne jeg ikke trække tilstrækkeligt med kunder til. Så måtte jeg lukke«, forklarer professor Liu. Ikke den kommunistiske censur, men det 'frie' marked gjorde kål på museet. I april i år lykkedes det professoren at finde egnede lokaler i et af byens nyere boligkvarterer. Placeringen kan næppe kaldes ideel, og udgiften til entré er for høj til, at ret mange lokale lader sig lokke. Men antallet af udenlandske turister er støt stigende, og professoren er optimist: Inden året er omme, vil økonomien hænge sammen. De månedlige omkostninger til drift og leje er 8.000 dollar, og for nylig nåede omsætningen et niveau på halvdelen af dette. »Vi er godt på vej til at nå indtægtsmålet«, siger han. Optimismen rækker så langt, at kærlighedsmuseet i nær fremtid får to lokale aflæggere i hver sin provinsby. Ud af kaos Museet er et levende bevis på, hvor megen frihed det moderniserede Kina er blevet i stand til at nyde som et resultat af reformpolitikken. Liu er ikke i tvivl om, at for bare en halv snes år siden ville myndighederne have lukket et museum af denne slags. Åndelige, intellektuelle og erotiske friheder er kommet til det konservative og puritanske Kina gradvist. Kun i små dryp kan et så stort land ændre sig. Bratte, revolutionære omvæltninger har alt for ofte kastet Kina ud i kaos. Den aldrende professor ser sin erotiske samling som et vitalt led i den frigørelsesproces, Kina har befundet sig i i mere end en snes år, og som han anser for uafvendelig. Dele af samlingen er blevet udstillet i Tyskland, Holland, Frankrig, Polen, Japan og Australien, hvor indehaveren har ledsaget den med sine foredrag. En udmærkelse og en ærestitel fra Tysklands Sexologiske Forskningsselskab er det også blevet til. Og kort efter besøget fra Danmark er professoren undervejs til Taiwan for at fortælle andre kinesiske samfund om iagttagelser af årtusinders erotiske kultur. Hvad ville formand Mao have sagt? Selv da denne kejser i det 20. århundrede var døende, var han omgivet af smukke unge kvinder i det forfængelige håb om at forlænge livet.