Det er som det bløde og stille, lidt mystiske medlem af The Beatles, at George Harrison, der døde i går, først og fremmest er blevet kendt. Vege George Harrison. Eller undvigende? Der er en afgørende forskel. Men en kendsgerning er det under alle omstændigheder, at George Harrison allerede tidligt i Beatles' karriere syntes at acceptere sin givne rolle. Som guitarist og instrumentalist i skyggen af gruppens to store sangere og sangskrivere, den kompromisløse John Lennon og den charmerende Paul McCartney. Sådan så det i hvert fald ud i offentlig belysning. F.eks. da Harrison i 1964 under et pressemøde i USA blev spurgt om, hvad der var det særlige kendetegn ved ham. »Så længe jeg får min del af pengene, vil jeg gerne forblive anonym«, lød svaret. Men nu skal man nok alligevel passe på med vurderingen af George Harrison. Ganske vist var han det yngste medlem af The Beatles (født 25. februar 1943 i Liverpool), og ganske vist var han den eneste i gruppen, hvis opvækst ikke var præget af skilsmisse eller dødsfald. Men han var langtfra tabt bag en vogn, når det gjaldt dén slagfærdige kombination af afvæbnende ironisk humor og respektløs attitude, der var så typisk for The Beatles i de tidlige år. Det var således den unge George Harrison, og ikke John Lennon, der allerførst var rapkæftet over for den erfarne, 36-årige producer George Martin, da denne i 1962 havde gruppen i studiet for at indspille debutsinglen 'Love Me Do'. Martin ønskede at inddrage de fire novicer i indspilningsprocessens mysterier og bad dem derfor lytte til resultatet og sige, hvis der var noget, de ikke kunne lide. »Ja«, svarede George Harrison, »først og fremmest kan jeg ikke li' dit slips«. Med denne ene replik og dens ti små ord opnår Harrison på én gang at give et kvikt indblik i 1960'erne som ungdomsoprørets årti og at forklare det meste om den del af The Beatles' enorme tiltrækningskraft, der ikke udsprang direkte af sangene. The Beatles, og dermed rockmusikken, var et spørgsmål om livsstil, om livsholdning. Måske var det også derfor, at den skifflegruppe, som den kun 13-årige George Harrison i 1956 dannede sammen med bl.a. sin ældre bror Peter, fik navnet The Rebels. Kortere, mere fyndigt og naivt kunne det ikke siges. Men fra The Rebels gik det slag i slag. Ret snart mødte Harrison den lidt ældre Paul McCartney, og i 1958 blev han af McCartney introduceret for John Lennon. De tre spillede sammen i gruppen The Quarrymen, der hurtigt skiftede navn til The Silver Beetles for til slut at lægge sig fast på det definitive og verdensberømte The Beatles. Inspirationskilderne Resten er historie. Kulturhistorie. Verdenshistorie. Intet mindre. Her er der vel ingen tvivl om, at Harrisons betydning aldrig kan måle sig med Lennon og McCartneys. For The Beatles er jo synonym med disse fremragende, skelsættende sange, der på samme tid evner at være personlige, iørefaldende og rumme en hel epoke, alle dens håb og stemninger. Men skrev George Harrison kun et fåtal af disse stedsegrønne sange, så tilførte han dem ofte egenhændigt et specielt strøg, en fin og uundværlig finish. Rent teknisk var Harrison således den dygtigste musiker i The Beatles, og rent musikalsk var han måske også den mest nysgerrige og velorienterede. Under alle omstændigheder er der to karakteristiske klangarter i The Beatles' musik, som stort set udelukkende skyldes George Harrisons udsyn og åbne sind. Den første, og den tidligste i gruppens musikalske løbebane, er afsmitningen fra den sprøde og stikkende amerikanske rockabilly, som fra begyndelsen gav The Beatles en markant anden lyd end konkurrenterne i The Rolling Stones. The Beatles spillede aldrig blues og rhythm & blues på samme sorte og beskidte måde som Keith Richards og Mick Jagger. I stedet lyttede Harrison efter andre inspirationskilder i den store amerikanske musiktradition. Selv har han siden sagt, at han lærte sig selv at spille guitar ved at lytte til Carl Perkins-plader. Og netop Perkins' på én gang krøllede, fiffige og krystalklare rockabillyguitar blev af Harrison videreudviklet i flere tidlige Beatles-sange (samt i The Beatles' fortolkninger af Perkins-sange som 'Matchbox', 'Honey Don't' og 'Everybody's Trying to Be My Baby'). På samme måde var George Harrison i denne periode inspireret af elegancen, af den legende lethed og enkelhed i Buddy Hollys musik, og igen betød denne indflydelse, at lydbilledet hos The Beatles skilte sig ud, fordi det var så fint, så velturneret og raffineret. Den indiske lyd På dette tidspunkt kunne man på ingen måde ane, at George Harrison få år senere skulle orientere sig i en helt anden retning og bringe musikalske og mentale påvirkninger på banen, der ikke blot forandrede The Beatles, men hele rockmusikkens lyd. Det skete, da gruppen vendte sig fra Vestens amerikanske populærmusik til Østens filosofi og mystik. Da var det, at ungdomsoprøret for alvor blev til fede tider, gode vibrationer, vilde syner. Og i denne interesse for østlig fordybelse og visdom var Harrison, selv i forhold til John Lennon og Paul McCartney, en foregangsmand. Opslaget på George Harrison i det meget seriøse og pålidelige amerikanske rockleksikon 'The New Rolling Stone Encyclopedia of Rock & Roll' indledes ligefrem med en oplysning om, at Harrison var den eneste i The Beatles, der omvendte sig til østlig religion. Han blev tiltrukket af hinduisme og transcendental meditation, og han tog specielt ved lære af den indiske guru Maharishi Mahesh Yogi. I 1968 rejste de fire Beatles-medlemmer sammen med deres koner og kærester ned til guruens asram i Indien, men besøget blev en fiasko, og senere tilsluttede Harrison sig en anden guru, A.C. Bhaktivedanta Swami, der grundlagde bevægelsen International Society for Krishna Consciousness. Men da havde George Harrison rent musikalsk i et par år nydt godt af samarbejdet med den indiske sitarspiller Ravi Shankar. De to mødtes første gang i 1966, og snart efter kunne man høre resultatet på en stribe Beatles-sange - 'Norwegian Wood', 'Girl', 'Tomorrow Never Knows', 'Lucy in the Sky with Diamonds', 'Within You Without You' og 'Across the Universe' - hvor Harrison lydhørt forenede Lennon og McCartneys musikalske univers med æggende, fremmedartede klangfarver. Og så er det måske netop så betegnende for George Harrison, at han i modsætning til så mange andre ligesindede og jævnaldrende aldrig blot flippede ud eller lod stå til i manerer og løjerlighed. Der er over hans indsats på sitar en strenghed og en selvdisciplin, som lydefrit synes at opveje det søgende og sværmeriske i hans sind. I skyggen Dette kunne rent rockhistorisk være George Harrisons største og egentlige bedrift. At han midt i Beatles-epokens stormomsuste omvæltninger og lynhurtige forandringer bevarede hovedet koldt rent musikalsk og derved forlenede gruppens musik med en egen aura af noget stilfuldt, afmålt, ophøjet. På denne måde var George Harrison ikke den vege, men den værdige beatle. Dog var hans tilværelse som sangskriver i skyggen af Lennon og McCartney måske mere frustrerende, end han umiddelbart gav udtryk for. På et tidspunkt er han citeret for at sige, at »opløsningen af The Beatles var den mest tilfredsstillende begivenhed i hele min musikalske karriere«. Og det var da også kun en håndfuld sange fra hans hånd, som slap gennem nåleøjet og ned på de eftertragtede Beatles-plader. 'Something' (fra 'Abbey Road') blev i 1969 den eneste Harrison-sang, der blev et kommercielt hit for The Beatles, men ifølge en kapacitet som Frank Sinatra er kvaliteten også i orden: »Den smukkeste kærlighedssang, der nogensinde er skrevet«. Derudover skrev Harrison i Beatles-tiden sange som 'Don't Bother Me', 'Here Comes the Sun', 'Within You Without You', 'I Need You', 'You Like Me Too Much', 'Taxman', 'Piggies' og 'While My Guitar Gently Weeps'. Kvalitetsfilm Umiddelbart efter The Beatles' splittelse i begyndelsen af 1970 udsendte George Harrison sin måske bedste soloplade, den tredobbelte lp 'All Things Must Pass', der var produceret af stjerneproduceren Phil Spector og bl.a. talte Eric Clapton og Bob Dylan blandt de medvirkende musikere. I det hele taget var det, som om det mentale og rockhistoriske klima først i 1970'erne fik det fineste frem i George Harrison. Der var håb endnu. John Lennons kynisme og selvopgør efterlod Harrison uberørt, og uden at fremstå som naiv eller uerfaren var det, som om han på 'All Things Must Pass', den efterfølgende 'Living In the Material World' (1973) samt det mellemliggende, meget ambitiøse Bangladesh-projekt - to støttekoncerter i Madison Square Garden for Bangladeshs befolkning plus et tredobbelt livealbum fra begivenheden - formidlede en lige så udogmatisk og uforloren som fortrøstningsfuld spiritualitet. Det virkede ganske enkelt, som om der var en urokkelig menneskelig integritet bag budskabet og engagementet. Men rent musikalsk tyndede Harrisons åre katastrofalt ud fra midten af 1970'erne. Mere kunstnerisk interessant er det måske, at han i 1980 sammen med Denis O'Brien dannede filmselskabet Handmade Films, som gennem en tiårsperiode bl.a. skabte seværdige engelske kvalitetsfilm som 'Life of Brian', 'The Long Good Friday', 'Time Bandits', 'Monty Python Live at the Hollywood Bowl' og 'Mona Lisa'. Et egentligt musikalsk comeback fik Harrison først i 1987 med solopladen 'Cloud Nine', som blev til i et samarbejde med produceren, musikeren og Beatles-beundreren Jeff Lynne. På lidt længere sigt blev det dog mest frugtbart, at mødet mellem Harrison og Lynne førte til dannelsen af den spektakulære gruppe The Traveling Wilburys, hvis besætning blev fuldendt af Bob Dylan, Tom Petty og Roy Orbison. Gruppen udsendte to plader, den sidste i 1990, og siden er det, som om Harrisons musikalske løbebane atter har antaget en sporadisk og ujævn karakter.