Hollywood lider af blackout. Sidney Poitier er den eneste sorte skuespiller, som har vundet en Oscar for en hovedrolle. Det var i filmen 'Lilies of the Field' fra 1963. Ellers har sorte kun fået for biroller. I 1939 brød Hattie McDaniel racemuren, da hun blev tildelt en Oscar for sin rolle som Scarlett O'Haras barnepige Mammy i 'Borte med blæsten'. McDaniel kunne imidlertid ikke nyde sin triumf uforbeholdent. Uden for festsalen demonstrerede hendes sorte racefæller, fordi de mente, at hun havde spillet en stereotyp, der fastholdt sorte i rollen som tjenende ånder. McDaniel og de andre sorte i filmen måtte heller ikke deltage i premieren sammen med Clark Gable og Vivien Leigh. Premieren fandt sted i sydstatsbyen Atlanta, og der kunne man ikke hylde sorte i gaderne. Fem sorte vindere Siden 1963 har hverken mandlige eller kvindelige sorte skuespiller vundet en Oscar for hovedroller. Selv om der har været 780 nomineringer og 152 vindere siden Poitier, så har kun fire af vinderne været sorte. Og de fik alle figuren for biroller. I år er tre sorte skuespillere indstillet til en Oscar: Halle Berry for 'Monster's Ball', Will Smith for 'Ali' og Denzel Washington for 'Training Day' - alle for hovedroller. Dermed udgør sorte skuespillere 3 ud af 10 nomineringer. Hvis man kan drage en lære af historien, så vinder ingen af dem en Oscar på søndag. Sorte udgør 13 procent af USA's befolkning og 25 procent af biografgængerne. Alligevel er det kun blevet til de seks Oscar-figurer i tidens løb med Poitier som eneste hovedrollevinder i Oscar-uddelingens 74-årige histore. De øvrige fire birollevindere er Louis Gossett Jr. i 1982, Denzel Washington syv år senere, Whoopi Goldberg i 1990 og Cuba Gooding Jr. for seks år siden. Sorte film Med tre nomineringer ser det lidt bedre ud end tidligere år. I 2001 var der eksempelvis kun en sort nominering - dokumentarproduceren Leelai Demoz - ud af 163. Gerald Early er kulturhistoriker og leder af African and Afro-American Studies Programme på Washington Universitetet i St. Louis i staten Missouri. Han siger om årsagen til, at vi ikke har set flere Oscar-vindere: »I mange år fik sorte skuespillere ikke ret meget arbejde i Hollywood. Når de endelig fik arbejde, var det ikke af en sådan kaliber, at de kunne komme i betragtning til denne prisuddeling. Det var først i 1950'erne, at ganske få sorte skuespillere fik roller med et sådant indhold, at de virkelig kunne vise deres evner. Hattie McDaniel var en undtagelse med en stor rolle i 'Borte med blæsten'«. »I 1970'erne og 1980'erne ser man flere sorte skuespillere i betydningsfulde roller, men de vandt ikke. Adskillige sorte skuespillere som Eddie Murphy er komikere, og en hel del mener, at han burde have været nomineret for 'The Nutty Professor'. Det er svært for komikere at vinde en Oscar, og det er en af årsagerne til, at en gruppe sorte skuespillere nærmest er udelukket«. »Det er også svært for sorte dramaskuespillere, fordi der er så mange gode, hvide med magtfulde agenter og selskaber i kulissen. Det er endnu sværere for sorte kvinder end for sorte mænd at få gode dramatiske roller«. Professor Early taler om 'sorte' og 'hvide' film. I en sort film er flertallet af skuespillerne sorte, og den har et tema, som omhandler sortes liv. De sorte film kom for alvor frem i 1960'erne med titler som 'Hell up in Harlem', 'Superfly' og 'Shaft'. Murphys 'Nutty Professor' er en sort film, som også tiltrækker hvide. Farven grøn Ifølge professoren er der adskillige sorte skuespillere, som i tidens løb har fortjent at vinde en Oscar, men ikke engang blev nomineret. Han mener, at akademiet, som uddeler priserne, ser med fordomsfulde briller på sorte film og skuespillere. Hollywood beskyldes normalt for kun at interessere sig for én farve: dollarens grønne. Dramaer om familier og forhold er som regel en sikker vinder, fordi vi alle kan identificere os med dem. På spørgsmålet, om det ikke gælder, når sorte skuespillere medvirker, svarer Early: »Grøn er Hollywoods favoritfarve. En gang imellem producerer man film om for eksempel sorte teenagere. Men Hollywood ønsker at indspille film, som de - helt forståeligt - også tror appellerer til hvide, fordi de udgør det største publikum, og filmselskaberne vil tjene penge. De vil helst appellere til begge befolkningsgrupper, og det gør succesfilm som regel. Sorte vil også gerne se film som 'Jurassic Park'«. »Filmene skal også sælges i udlandet. Hollywood vil derfor gerne vise film med både hvide og sorte, fordi man mener, at de har en bredere appel, end hvis man sender en film på markedet med udelukkende sorte skuespillere«.

Vil medieomtalen af Oscars diskriminering af sorte skuespillere hjælpe Berry, Smith og Washington ved årets prisuddeling? »Det tror jeg helt bestemt. Aldrig tidligere har der været skrevet så meget om problemet. Jeg tror, at en af dem vil vinde. Vi vil næppe se en sort vinder af både mandlig og kvindelig hovedrolle. Halle Berry er nærmest blevet båret frem, men Washington har også gode chancer«. Med tre sorte nomineringer i år er der en risiko for, at mange vil sige, at problemet er løst. Andre igen mener, at der kun er tale om symbolik, og at alt vil være glemt til næste års prisuddeling. Early er knap så pessimistisk. Han mener, at jo flere sorte skuespillere, der bliver tildelt en ikke racebaseret rolle, jo flere instruktører vil lægge mærke til sorte skuespillere - ikke på grund af deres hudfarve og for at være politisk korrekte, men på grund af deres kvaliteter. Fænomenet Cosby Skuespillerne er imidlertid kun toppen af isbjerget. Kun 3,5 procent af manuskriptforfatterne er sorte, og blot 5,4 procent af instruktørjobbene går til sorte. Tallene er endnu lavere for de notorisk racistiske fagforeninger inden for teknikken. Man skal lede med lys og lygte efter sorte kamera- og lydmænd. »Skuespillerne kan bryde isen for sorte instruktører og manuskriptforfattere. Det er det første skridt. Der er en hel gruppe af sorte, som er ansvarlige for filmindspilninger, men som vi aldrig hører om. Især på det tekniske område vil vi gerne se fremskridt. På det musikalske område har sorte komponister og musikere som Quincy Jones og Isaac Hayes dog haft en vis succes«.

Når det gælder tv, ser sorte så kun sorte soaps, mens hvide udelukkende ser hvide? Mødes deres zapping aldrig? »Hvis man ser på de sorte komedier, som er på top 10 hos sorte tv-seere, så vil man opdage, at de kun ligger som nummer 40 eller 50 hos det hvide publikum. De når næsten kun ud til et sort publikum. Meget tv er racemæssigt baseret«.

Hvad med Bill Cosby? »Cosby var også fantastisk populær hos hvide seere. Det var det mest sete tv-show i næsten alle de år, det var på skærmen. Showet appellerede på tværs af raceskel, og det skyldtes i høj grad mr. Cosby selv. Som komiker og skuespiller har han altid haft mange hvide fans«. »Showet var også meget familieorienteret, og både hvide og sorte familier kunne identificere sig med tv-familien. Det var en middelklassefamilie, og jeg er sikker på, at Cosby havde det i baghovedet, da han skabte serien. Hans andre shows er mere etniske og appellerer knap så meget til hvide«. Alternativ pris Situationen er så grotesk, at den sorte borgerretsorganisation NAACP (National Association for the Advancement of Colored People) måtte indstifte en alternativ pris, Image Awards, for 33 år siden for at hylde deres racefæller. Ved Image Awards får sorte kunstnere den velfortjente hyldest, som Oscar-bagmændene ikke vil give dem. I år blev Washington og Berry de store vindere, og det lægger ekstra pres på Oscar eller Academy Awards. »NAACP's prisuddeling er til dels en protest, og dels vil organisationen hylde sorte, som har gjort det godt, og som er forbilleder inden for populærkulturen. I de senere år er protesten dog blevet mere intensiv, fordi så få sorte er blevet nomineret af Academy Awards«. En lang række sorte kommentatorer som USA Todays DeWayne Wickham siger, at NAACP har pillet Hollywoods og filmindustriens billede af sig selv som liberalismens højborg i USA fra hinanden. Hertil siger Gerald Early: »Hollywood er først og fremmest en underholdningsindustri, og dens favoritfarve er som sagt grøn. Hollywood vil helst ikke være alt for politisk, men dog gerne opfattes som værende med til at bryde normer i USA«. »Når det gælder tv, så er min fornemmelse, at tv-industrien opfatter flertallet af sit publikum som dumt. Jeg ved ikke, om de opfatter seerne som racistiske, men i hvert fald som dumme. Tv-industrien opfører sig ligefrem arrogant i forhold til tv-seerne«.