Politik kom i højsædet, da juryen ved filmfestivalen i Cannes søndag aften uddelte sine priser. Guldpalmen gik til Roman Polanski for hans epos 'The Pianist' om nazisternes deportation og udslettelse af jøderne i ghettoen i Warszawa i Polen under Anden Verdenskrig. Valget af netop denne film til 1. prisen vil med garanti blive omdiskuteret, idet der i konkurrenceprogrammet var andre film med langt større kunstnerisk potentiale. Juryformanden, den amerikanske instruktør David Lynch, anslog allerede i sin åbningstale ved prisuddelingen det politiske tema, da han konstaterede, at filmfestivalen i Cannes er i fuld vigør trods det, at der er stridigheder flere steder i verden. Polanskis triumf For den 69-årige Roman Polanski, der er født i Paris af polske forældre og selv oplevede krigens gru i den jødiske ghetto i Krakow, er Guldpalmen lidt af en triumf her på et tidspunkt af karrieren, hvor han af mange anses for at have set sine bedste år som instruktør. Han har aldrig før vundet en pris i Cannes. Han holdt en meget kortfattet takketale, hvori han blot konstaterede, at han både var beæret og ydmyg over at få en sådan prestigebetonet pris. »Det er også en pris til Polen«, sagde han. Andenpris til finne Konkurrencens næstfineste pris, Grand Prix, gik til den film, som de fleste havde tippet til Guldpalmen, nemlig den meget specielle finske filmmager Aki Kaurimäkis 'The Man Without a Past', der også har det politiske i sig, at den handler om samfundets udstødte i et bykvarter, der kan minde om Sydhavnen i København. Aki Kaurismäkis faste kvindelige skuespiller, Kat Uotinen, kunne gøre ham selskab på podiet, idet hun fik prisen som bedste skuespillerinde. Og det politiske kom endnu en gang tydeligt frem, da juryens specialpris gik til den palæstinensiske instruktør Elia Suleimans humoristiske, men alligevel nok så alvorlige film om stridbare naboer og en israelsk grænsepost i Nazareth. Særpris til amerikansk dokumentar En særpris - den vil kun blive uddelt i år - tilfaldt meget fortjent amerikanske Michael Moore for hans dokumentarfilm 'Bowling for Columbine' om årsagerne til vold, angst og våbenrelaterede mord i USA. Den kontroversielle Michael Moore kunne selvfølgelig ikke nære sig for at give sin yndlingsfjende, præsident Bush, et par ord med på vejen. »Jeg ved, at Bush lige er landet i Paris. Mon ikke, filmfestivalen kunne arrangere en lille særforevisning for ham?«, lød det fra Michael Moore, der roste festivalen for at have mod til at tage en sådan film med i konkurrenceprogrammet. »At lave en film om angsten og volden i USA var ganske svært efter 11. september«, forklarede Michael Moore og satte tålmodigheden på prøve for det festklædte publikum i salen og formentlig også tv-seere verden rundt, da han meget hakkende holdt en meget lang takketale på fransk. Uovertrufne Bush-oneliners Manuskriptforfatteren til Ken Loachs film 'Sweet Sixteen' om utilpasset ungdom i Glasgow, Paul Laverty, tog Michael Moores tråd om Bush op i sin takketale, da han blev tildelt prisen for bedste manuskript: »Egentlig burde jeg overlade Bush denne pris, for der er ingen, der overgår ham i oneliners .«. Delt instruktørpris Med instruktørprisen delt mellem amerikanske Paul Thomas Andersson for den satiriske 'Punch-Drunk Love' med Adam Sandler og sydkoreanske Im Kwon-Taeks 'Chihwaeseon' om en kontroversiel billedkunstner i 1800-tallets Korea og prisen for bedste mandlige skuespiller til belgiske Olivier Gourmet for hans fremragende præstation i brødrene Luc og Jean-Pierre Dardennes stærke film 'Le Fils' var alle de store priser uddelt. Imponerende mange gode film Og var der så nogle, der blev 'snydt' ved dette års filmfestival? Udbuddet af gode film var imponerende, og de politiske vurderinger må siges at have domineret ved juryens valg, hvilket mest tydeligt skinnede igennem ved valget af Guldpalmevinderen. Roman Polanskis 'The Pianist' har fået en meget blandet modtagelse af anmelderne fra de internationale medier. Nogle mener, filmen er decideret dårlig, mens de fleste er enige om, at filmen er ganske god og om et emne, der aldrig må glemmes, men at den ikke rigtig formår at gribe og engagere tilskuerne. Havde juryen gået udelukkende efter de kunstneriske kvaliteter, burde Guldpalmen være havnet et andet sted, f.eks. hos Dardenne-brødrene eller hos David Cronenberg, der slet ikke kom ind blandt prismodtagerne med sit psykologiske drama 'Spider'.