Den danske litteraturforsker, mangeårig lektor i dansk ved universitetet i Cambridge, dr. phil. Elias Bredsdorff, er død, 90 år. Med ham forsvinder både en generation og en isme. F.J. Billeskov Jansen, der døde i juni, var den næstsidste og Bredsdorff den sidste af Den Store Generation af litteraturforskere født omkring 1910, der længe prægede faget - fra Alf Henriques og Jens Kruuse til Sven Møller Kristensen og Hakon Stangerup. Men Bredsdorff ville og turde mere end de andre. Han blev sidste inkarnation af den kulturradikale civilcourage, der nedstammer fra Georg Brandes. Han pralede ikke af sin modstandsindsats, men den sad som en selvfølge i ryggen på ham. Da vi for nogle år siden spiste frokost på Århus Banegård, pegede han med kniven ud i afgangshallen: »Lige dér reddede jeg sgu livet i 1944«. Som Frit Danmarks hovedorganisator i Jylland stod han højt på Gestapos ønskeliste og passede godt på. Han skulle med toget til København, men ved perronnedgangen bemærkede han en lille mand i regnfrakke, der skiftevis så ned i sin hånd og op på de rejsende. Bredsdorff gik i en stor bue om bag manden, kiggede ham over skulderen og opdagede, at han stod med et avisbillede af - Elias Bredsdorff! Så tog han rutebilen til Horsens.Engagementetog det ildsprudende profetnavn Elias fik han med i dåben som yngste søn af forstanderparret Margrete og Thomas Bredsdorff på Roskilde Højskole, og han har fortalt smukt om de stejle forældre og det grundtvigianske miljø, hvor en norrøn vejrhane med Odins ravne Hugin og Munin skuede mod fremtiden. Faderen var også knyttet til brandesianismen og deltog i arbejderoplysningen på Nørrebro, der tiltrak anarkister, syndikalister og kommunister. Ligesom faderen blev unge Bredsdorff både forsker, formidler og aktivist. Men han gjorde oprør mod miljøets bagside af bragesnak, folkedans og pacifistisk puritanisme, og som gymnasiast på Roskilde Katedralskole tyrede han socialismens klassikere og Kritisk Revy og sendte hyldesttelegram til Brandes på 85-års dagen i 1927. I studietiden blev han aktiv på venstrefløjen: formand for Studenterrådet på Københavns Universitet og for Studentersamfundet, sekretær i den antinazistiske forening Frisindet Kulturkamp, redaktør af bladet Kulturkampen, aktiv i hjælpegrupper for tyske emigranter. Fra en studierejse til England i 1934 sendte han artikler hjem om de arbejdsløses hungermarcher og de fascistiske sortskjorter og fik Bertrand Russell og andre britiske venstrefløjsnavne hertil som talere. Det bragte ham i clinch med myndighederne, og han havde allerede tirret samfundsstøtterne, da han ved Aarhus Universitets indvielse i 1933 brugte talerstolen til at protestere mod undertrykkelsen i Tyskland. »De er en schuft, Bredsdorff!«, råbte en socialdemokratisk politiker. Et truende møde med Gestapo i Warnemünde 1937 endte med, at han blev erklæret unerwünscht in Deutschland zur ewigen Zeit. Bredsdorffblev endnu mere unerwünscht, da han i 1942 - nu seminarielærer i Vordingborg - bragte »den frisindede ungdoms hyldest« til Studentersamfundets 100-års fest for Brandes, som justitsministeren forgæves søgte at forhindre. Nazipressen hetzede mod ham, han blev sortlistet af radioen, og censuren i Udenrigsministeriets Pressebureau strøg i hans bog om John Steinbeck. I sommeren 1942 påtog han sig - i uppdrag fra den illegale kommunistiske partiledelse - at starte Frit Danmark-grupper i Jylland og på Fyn, og fra maj 43 gik han under jorden som Frit Danmarks jyske rejsesekretær. 'Ingeniør Sander' - senere kaldet 'revisorassistent Jens Chr. Møller Nielsen' eller bare 'Mortensen' - viste sig som et eminent illegalt talent, effektiv i bladtrykning, pengerejsning og organisering af modstandsgrupper, og med frækhed og snilde undgik han alle fælder. Også elefantfælden Grethe Bartram - den erotiske eventyrerske og storstikker, der sled for at få ham med i sin samling. Derved undgik han at dele skæbne med de 47, hun angav, hvoraf 33 blev torteret og deporteret til kz-lejre og de 9 døde (hun blev som eneste kvinde dødsdømt ved retsopgøret, men løsladt i 1954). Da jorden brændte under vor helt i Århus, indgik han i Frit Danmarks Københavns-ledelse, og tilfældigt mødtes han med Kjeld Abell på Vægtergården 21. marts 1945, da RAF angreb Gestapos hovedkvarter i Shellhuset overfor. De to venner stod med hinanden i hånden og græd over deres fælles ven Mogens Fog, der sad som bombegidsel i tagetagen. Men Fog med de ni liv slap mirakuløst ned ad bagtrappen, og de arbejdede tæt sammen i krigens sidste fase.Da fredenbrød ud, blev Bredsdorff medredaktør af det legale Frit Danmark og fortsatte opgøret med de blakkede, og fra 1946 blev han uofficiel kulturgesandt i England, først som dansk lektor i London, så som reader i Cambridge, hvor han ledede det nyoprettede Scandinavian Department indtil sin pensionering i 1979. I de 33 år som lærer for en generation af angelsaksiske skandinavister, som medorganisator af skandinavisternes internationale samarbejde og redaktør af tidsskriftet Scandinavica, som elsket kongresrotte, gæsteforelæser og omkringfarende tigerdyr fik han stor betydning for den voksende interesse for nordisk sprog og litteratur fra Østeuropa til USA og Japan - og venner verden rundt. I England genoptog han sin afbrudte forskning. Det blev til store bøger om Dickens og H.C. Andersen, mindre bøger om Goldschmidt og Ibsen, disputatsen om forholdet mellem Brandes og Henrik Pontoppidan (1964), dokumentariske bøger om 1880'ernes sædelighedsfejde og 1930'ernes venstrefløj, biografien om Andersens liv og værk (1975/1987), der blev standardværk på mange sprog. Indimellem kom reportagebogen 'Kinas vej' (1957), bygget på to rejser - og så en maskingeværbyge af kronikker her i Politiken om alt fra Irland og USA til atomkampagnen og Russell-tribunalet. Bredsdorff skød samme fart i sit såkaldte otium, sidst med udgaven af Pontoppidans breve (1997) og en bog om Oscar Wilde (1999). I 2000 genså han Kina, og til i fjor kastede han sig uforfærdet - og iført cykelhjelm - ud i den københavnske trafik og debat. Vigtigst i det store forfatterskab er nok erindringerne 'Min egen kurs', 'Mit engelske liv' (1983-84), 'Medmennesker og modmennesker' (1994) og 'Højskolebarnet' (2000) og bøger om vennerne Mogens Fog og Kjeld Abell (1991-93). De tegner et tidsbillede af centrale miljøer og strømninger i 100 års kulturkamp og af karismatiske medkæmpere som Kate Fleron, Otto Gelsted, Poul Henningsen og Børge Houmann.Og så handlerde indirekte om Bredsdorffs forhold til idoler og faderfigurer. Som 18-årig brød han med sit miljø ved at melde sig ud af folkekirken. Han var bevæbnet til tænderne med argumenter, der næsten kunne have fået provst Schepelern i Gentofte til at tabe troen, men skuffende nok sendte provsten bare en blanket. Så overførte han energien til den mest attraktive af tidens politiske religioner: kommunismen. Han blev et kritisk partimedlem. Allerede som 20-årig i 1932 var han ved at blive ekskluderet for at have deltaget i et socialdemokratisk møde med den eksilerede Trotskij, som Arbejderbladet forbandede som »renegat« og »politisk ådsel«. I 1939 meldte han sig ud af DKP i protest mod Sovjets angreb på Finland. Men helt til 1956 fastholdt han sin sympati og overbærenhed med Sovjet og bevægelsen. Som han skrev i 1985. »Vi slugte kameler! Vi accepterede Moskva-processerne (.) Vi var naive. Jeg var naiv. Vi fik så mange hadske løgne serveret fra Sovjetunionens fjender, at vi også troede, at sandheden var løgn (.) det var først, da Khrusjtjov i 1956 afslørede sandheden om Stalins terror, at den fulde sandhed gik op for os«. Sandt nok - med risiko for at være bagklog: De var naive. Han var naiv. I Frisindet Kulturkamp underlagde han sig den sovjetiske folkefrontsstrategi, så kun de fascistiske diktaturer blev kritiseret, ikke det sovjetiske. Han så ikke DKP's dobbeltspil omkring det 'tværpolitiske' Frit Danmark som brohoved for DKP. Han slugte kuppet i Tjekkoslovakiet i 1948. Han overflyttede sin socialistiske utopi til Kina og ville grumme nødig se ufriheden i den store rorgængers rige. Han var længe om at distancere sig fra den kommunistiske infiltration af fredsbevægelsen. Hans rationalisme havde sine blinde pletter. Men modsat andre såkaldt 'kulturradikale', der deponerede det uafhængige frisind og lod sig bruge af kommunismen, kunne Bredsdorff tale ærligt om det. Også imens. Det var ham, der først satte tvivlen ind i intense breve til Fog og Abell og hjalp dem ud af fælden. Det var ham, der i 1955 gik ind i Politikens vigtige kronikrække om en ny, åben kulturradikalisme: »et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne«. Det var just to the point i 1955. Og ligesom Bredsdorff var antinazist, da det var livsfarligt, blev han ved at gå mod strømmen, uanset alle øretæver. Han kom på de sorte lister under den kolde krig og betalte ved kassen, også da 1970'ernes nymarxister lagde kulturradikalismen for had som 'borgerlig individualisme'. Han tog afstand fra undertrykkelsen i øst, også når han var gæst dér. Han gik lige aktivt ind i Vietnam-bevægelsen og i protester mod Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet 1968 og mod den græske oberst-junta. Også derved var han en udansk åndstype: den frie intellektuelle, der tør blande sig.En demonstrationi Cambridge i 1970 fik en dommer til at kalde Bredsdorff an evil influence, mens anonyme smædebreve råbte 'jøde- dreng', 'rød terrorist', 'beskidt kryb', 'stortalende snylter' og 'kloakrotte'. For vores egen højrefløj blev profeten Elias den onde selv. »Diktatorernes altid redebonne følgesvend«, der »i et langt liv har arbejdet på at forme Danmark i totalitarismens billede«, skrev Søren Krarup i 1990. Paradokset er, at denne 'sjuft' og 'kloakrotte' var en elskelig gentleman. Generøs, fuld af selvironi og borgerlig pli. Når hans ære blev beklikket, svarede han bare: »Hvad bilder den mand sig ind? Gid hans fyldepen må lække i brystlommen på hans bedste sæt sommertøj«. (Politiken 2.9.1955). Det var den lille ironi, at drengen, der fik et blækhus i dåbsgave af den sorte Jakob Knudsen, brugte blækket stik modsat hensigten - og at den gamle republikaner og ateist skulle ende på plejehjemmet Prinsesse Benedikte på Sankt Nikolaj Vej på det konservative Frederiksberg. Den store ironi var, hvordan han overlevede sine fjender. Da jeg forleden så ham for sidste gang, pludselig lille og skrøbelig i sengen, måtte jeg tænke, at sådan havde Gestapo-manden på Århus Banegård drømt om at se ham visne væk i Neuengamme. Han snød Gestapo med 58 år - og gav dem til os andre. Det er vemodigt at sige farvel til denne dødsforagtende humanist, denne utrættelige fighter, der omsider blev træt. Den model produceres ikke mere.