Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway tilbragte 21 år af sit liv i Cuba, og han skrev nogle af sine vigtigste værker som 'Den gamle mand og havet' og 'Hvem ringer klokkerne for' på sin ejendom, Finca Vigia, uden for Havana. Alligevel er årene på den caraibiske ø nogle af de mindst kendte i Hemingways liv, for næsten alle hans breve, manuskripter og optegnelser fra denne sidste periode af hans liv har befundet sig i en fugtig kælder under Finca Vigia siden slutningen af 1950'erne. Pres på den cubanske regering »Materialerne i Finca Vigia udgør virkelig den sidste grænse i hans liv. Vi har aldrig vidst meget om den periode, han tilbragte i Cuba, undtagen at den var ekstremt vigtig og meget lang. Det er et nyt, lovende og endnu ikke fuldt ud udforsket territorium«, siger Hemingway-forskeren Sandra Spanier til New York Times. Hun er en af de forskere, der i de seneste år har lagt pres på den cubanske regering for at få adgang til materialet, der befinder sig i en meget dårlig tilstand i de fugtige kælderrum under villaen uden for Havana. Efter lange forhandlinger giver den cubanske leder, Fidel Castro, nu grønt lys for, at amerikanske forskere får mulighed for at restaurere, scanne og mikrofilme det store materiale. I USA ses denne beslutning som endnu et cubansk forsøg på at forbedre det dårlige forhold til USA. Der er tale om en meget stor samling, for Cuba er det sted, hvor Hemingway levede samlet i længst tid. Det amerikanske forsøg på at invadere Cuba i 1961 og vælte den revolutionære regering gjorde det umuligt for Hemingway at vende tilbage efter en længere udlandsrejse. Det var medvirkende til, at han samme år tog sit eget liv, skriver Hemingway-forskeren Michael Reynolds i sin fembindsbiografi. 3.000 breve og dokumenter De amerikanske forskere, som i de seneste måneder har haft adgang til Finca Vigia, har blandt løvehoveder, tyreører og rifler fundet over 3.000 breve og dokumenter, 3.000 fotografier og 9.000 bøger. Forskerne har kun haft lejlighed til at studere små dele af det, men det står fast, at Hemingway-forskningen vil få et nyt opsving, når de mange materialer bliver tilgængelige i elektronisk form på John Fitzgerald Kennedy Library på universitetet i Boston. Men originalerne bliver i Cuba. For cubanerne betragter Hemingway som en af deres egne forfattere. Blandt de mange skatte er Hemingways udkast til en dramatisering af 'Den gamle mand og havet'. Blandt papirerne er også et udkast til en epilog til 'Hvem ringer klokkerne for', som han senere forkastede, og et væld af udkast til noveller vil i de kommende år kaste lys over Hemingways arbejdsmetode. Privatmanden Hemingway Gennemgangen af det store materiale vil også komplettere de mange bøger og artikler om mennesket Ernest Hemingway. Flere forskere fremhæver for eksempel, at kun det sidste bind af Michael Reynolds store værk om ham handler om tiden på Cuba trods de mange år, han boede der. Nu bliver der lejlighed til at studere flere tusinde breve til Hemingway med hans egne notater i marginen. Ifølger forskerne er udkast af hans breve til hustruen Mary rystende læsning om det voldsomme forhold mellem ægtefællerne. »Det hele er som et røntgenbillede af Hemingways hjerne«, lyder det fra A. Scott Bergen, der har skrevet om Hemingway, til New York Times. Det hele er der Kun ganske få mennesker har haft deres gang i de sidste 40 år mellem den støvede skrivemaskiner, og det hele er der, for cubanerne har passet godt på det, siger forskerne: Cinzano-flaskerne, trofæerne fra Dominguins og Ordonez tyrefægtninger og i hundredvis af fotografier taget af en af det 20. århundredes største reportagefotografer, Robert Capa. Midt i det hele ligger instrukserne til tjenestefolkene og notaterne om et godt hotel i en spansk provinsby. »Bare det at have den type dagligdags materiale om en vigtig personlighed er noget, alle forfattere af biografier drømmer om«, siger A. Scott Berg, der har vundet den amerikanske Pulitzer-pris for en biografi om den amerikanske flyverlegende Charles Lindbergh.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








