Undskyld. Mon der er nogen?«. Spurgte jeg prøvende nede på posthuset, hvor Johanna og jeg skulle hente en pakke med tre børnefilm. Johanna kiggede skeptisk på mig, og så sagde hun: »Man siger kun undskyld, når man har gjort noget forkert«. Det har hun sådan set ret i. Jeg ved ikke, hvornår det er sket for mig. Men det er altså blevet normal omgangstone for mig at begynde med en undskyldning. Og når det gælder visse opkogte perioder af samværet med vores to børn på tre et halvt og halvandet år, så er det faktisk på sin plads. Tillad mig derfor her at sige 'undskyld for alt'.
Hjemlig hygge
Kender De den type, der står nede i Brugsen og tager hårdt fat i barnets arm og hvæser: »Nu skulle vi lige have det så hyggeligt?« Sådan en type er jeg gået hen og blevet. Det er ikke hver dag, det går galt. Men det er ofte nok, til at jeg faktisk er rimelig fortvivlet over, at jeg lader mig sådan rive med. Af et barn på godt tre år. Min bror, der ikke har børn, fatter ikke en lyd, når jeg dukker op 20 minutter for sent til vores tennistid, fordi min datter først har insisteret på at få glimmerkjolen (som er til vask) på, hvorefter hun bryder sammen på gulvet og kræver at få sin dyne med i børnehaven. Når hun så endelig er blevet klædt på, så finder hun ud af, at nu vil hun alligevel gerne have havregrød (som i mellemtiden er blevet smidt ud), og så måske lige en sutteflaske med kamillete og honning.
Forældreuddannelse
Min bror siger, at vi nok giver hende for mange valgmuligheder, og at vi bør sætte nogle grænser. Jeg siger, at han kan få bank. Om ikke andet så i tennis. Nu har jeg læst en bog, der hedder 'Forældreuddannelsen', som egentlig siger nogle meget fornuftige ting om at høre barnet og - ikke mindst - at høre sig selv. Således at man først får et klart billede af de to behov, barnets og den voksnes, hvorefter man så i fællesskab kan finde en løsning. Og jo. Det er rigtigt.
Alting går over
Et stykke hen ad vejen nytter det at anerkende hendes udsagn, hvorefter man så kan sige noget om sine egne behov. Men trods at jeg trækker vejret dybt og er virkelig zen-buddhistisk i det, så kan hun stadig få mig fuldkommen på glatis. Og det værste, værste, værste er jo, at lige bagefter, når jeg så har fået for meget, så har jeg så ringe en følelse af at have overfaldet en mindreårig. Selv om hun er langt ude, så er hun jo ikke engang fire år. De fleste af mine små betragtninger her i 'En far skriver' har haft en morale, en overvejelse, en refleksion som fører videre, og viser, at man som forældre sagtens kan have et rigtigt liv med følelser og fornemmelser over for struktur og fornuft. Men ærlig talt, mine damer og herrer, jeg aner ikke mine levende råd. Min eneste trøst er Alan Aldas bemærkning i Woody Allen-filmen 'Små og store synder'. Alda er succesrig filmproducent, og han sidder på en bænk og belærer den kiksede Woody Allen om humorens sande væsen. »Comedy is tragedy plus time«. Måske har han ret. Måske griner vi af det en dag. Hele livet er jo i virkeligheden bare en overgang.