- Foto: Mads Winther
Foto: Winther Mads

- Foto: Mads Winther

Kultur

Ivar Hansen var folkestyrets mand - nekrolog

Ivar Hansen levede og åndede for folkestyret. Selv om der måtte en lodtrækning til at opfylde hans drøm om at blive formand for Folketinget, lykkedes det ham at samle partierne i Folketinget.

Kultur

»Er vi klar?«, sagde Ivar Hansen muntert, inden han trak en konvolut op af den kinesiske æske. De øvrige 178 medlemmer af Folketinget holdt vejret i spænding, mens manden i formandsstolen fumlede lidt med konvolutten, alt imens han gjorde et sidste forsøg på at løsne op for den anspændte situation.

»Jeg tror, at jeg skal have mine briller pudset«, sagde han, inden han kastede sine øjne på kortet og med fast røst meddelte resultatet:

»På mit kort står Ivar Hansen«.

Historisk lodtrækning
Med kortet i den kinesiske æske forseglede Ivar Hansen selv sin politiske skæbne 26. marts 1998, hvor han ved en historisk lodtrækning blev valgt til Folketingets formand.

Dagen forinden var han blevet valgt til midlertidig formand, og derfor var det hans hånd, der skulle samle det ene af to kort op af æsken.

Og at det var modkandidaten Birte Weiss' (S) kort, der blev liggende på bunden, betød intet mindre end opfyldelsen af en livsdrøm for den erfarne Venstrepolitiker, som nåede fem år på demokratiets fineste post, inden han tirsdag døde, 64 år.

Selv om Ivar Hansen i første omgang kun fik opbakning fra halvdelen af medlemmerne, bestræbte han sig fra starten på at blive en afholdt og respekteret formand for hele Folketinget.

Ensstemmigt valgt
Og da formandsposten et halvt år senere - efter tingets sommerferie - igen var i spil, blev han enstemmigt valgt.

Forinden havde Enhedslisten dog fået en føler fra den socialdemokratiske regering.

Ville man mon være med til at vælte Ivar Hansen? Tjah, lød svaret fra Enhedslisten, har I da en sag, man kan vælte ham på? Det havde regeringen ikke, og så ville socialisterne ikke være med.

Den lille historie viser, at der stod respekt om ham helt ud på den yderste venstrefløj. Og som både folketingsformand og tidligere formand for Folketingets statsrevisorer blev han respekteret for sin evne til at hæve sig over de partipolitiske slagsmål.

Første post i 1964
Sin første politiske post fik Ivar Hansen tilbage i 1964, da han som 26-årig blev formand for Venstres Ungdom i Esbjerg. Ni år senere blev han for første gang valgt til Folketinget, hvor han kunne have fejret sit 30-års jubilæum til december.

Som ungt folketingsmedlem gjorde Ivar Hansen sig hurtigt bemærket. Da Grossist-Sammenslutningen i 1977 kårede ham til årets politiker, fik han følgende skudsmål med på vejen:

»Ivar Hansen er kommet ind fra kulden og ubemærketheden for at markere sig som en politiker, der ikke skyder problemerne fra sig, men tværtimod tager dem op omgående, og som går ind for en samling af borgerlige partier til modstand mod den snigende socialisering, som især bekymrer erhvervslivet«.

På ministerlisten i SV-regering
Da Anker Jørgensen (S) og Henning Christophersen (V) i 1978 blev enige om at gå sammen i en SV-regering, havde Ivar Hansen gjort sig så bemærket, at han kom med på ministerlisten.

Det blev til godt et år som minister for offentlige anliggender. Men det var en blandet fornøjelse.

For det første var Ivar Hansen oprindelig modstander af det usædvanlige regeringssamarbejde, og for det andet fandt han ud af, at han trivedes bedre på Christiansborg end på Slotsholmen. Og da Venstre kom i regering igen i1982, ønskede Ivar Hansen da heller ikke en ministerpost, men blev i stedet formand for Venstres folketingsgruppe.

Det var på samme tidspunkt, at man så de første tendenser til, at Venstre var ved at udvikle sig væk fra at være et bondeparti. En udvikling, der ikke ubetinget gik Ivar Hansens vej, selv om også han erkendte, at partiet havde brug for en ny og mere moderne profil.

Klassisk Venstremand
Som Venstremand var Ivar Hansen af den klassiske slags. Af vestjysk bondeslægt og selv gårdejer allerede som 22-årig i fødebyen Agerbæk ved Esbjerg. I sin ungdom gik han både på højskole og landbrugsskole, og han aftjente sin værnepligt ved livgarden, hvilket han ikke undlod at omtale med slet skjult stolthed.

Men da Venstre i 1984 skulle vælge ny formand efter Henning Christophersen, blæste de nye vinde i partiet for alvor, og Ivar Hansen kom i modvind.

Formandskampen mellem Ivar Hansen og Uffe Ellemann-Jensen symboliserede kampen mellem land og by, og for første gang valgte det - dengang - store flertal af jyder i Venstre ikke at stemme på en af deres egne. Uffe Ellemann vandt stort.

Handelsskolen var ved at overtage højskolens funktion som udklækningssted for unge Venstreløver, og Ivar Hansen blev et af de første ofre for partiets udvikling hen imod et folkeparti med appel til alle samfundsgrupper.

For mange politikere kunne det være anledningen til kaste sig ud i nye udfordringer uden for den politiske verden. Men ikke for Ivar Hansen.

»Jeg må skuffe dem, der tror, at jeg vil hænge med hovedet på grund af det her«, udtalte han.

Tro mod sin natur respekterede Ivar Hansen partiets demokratiske afgørelse i en sådan grad, at han kunne fortsætte som gruppeformand uden de store opslidende magtkampe, som den slags ofte medfører.

Pladsen i toppen af partihierarkiet bevarede Ivar Hansen i oppositionstiden op gennem 1990'erne. Med Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen som partiets to offensive profiler spillede han rollen som den ældre eminence, der med stor integritet holder orden i egne rækker.

Ivar Hansen levede og åndede for folkestyret, og han var Venstres oplagte kandidat til i første omgang en plads i Folketingets Præsidium fra 1990 og siden som formandskandidat i 1998, hvor han frivilligt havde trukket sig som gruppeformand for at give plads til yngre kræfter efter Venstres valgnederlag.

'En vestjysk bondedreng'
»Til syvende og sidst er jeg en vestjysk bondedreng«, har Ivar Hansen udtalt i et interview.

Men han lignede en formand, når han med lange, rolige skridt og rank ryg gik sine daglige ture gennem Christiansborgs korridorer og hilste venligt, men afmålt på politiske kolleger, Folketingets ansatte og de mange repræsentanter for pressen.

Det var ikke hos Ivar Hansen, at journalisterne havde den største chance for at få en skarp kommentar. Han var mere optaget af at forbedre kvaliteten af lovarbejdet i Folketinget end at profilere sig selv. Formanden tog for eksempel beskyldningerne om lovsjusk meget alvorligt, men havde ingen store reformer i ærmet.

Arbejde med ny grundlov
På samme vis gik Ivar Hansen aktivt ind i debatten om en ny grundlov med den faste overbevisning, at tingene tager sin tid.

Han kunne ikke se den store sag, der skulle bære en grundlovsændring igennem, men for at få sat skub i en offentlig debat tog han blandt andet initiativ til en stor grundlovskonference i anledning af grundlovens 150-års jubilæum i 1999.

»Jeg mener, at befolkningen træder i karakter ved at engagere sig i det danske demokrati. (...) Vi har en forpligtelse til at holde demokratiet levende - og ikke bare til at komme stikkende med en grundlov fra en svunden tid«, udtalte han i forbindelse med konferencen.

Ivar Hansen havde ikke kun et ønske om at bringe folkestyret ind i danskernes stuer. Han ville helt ind i teenageværelserne og vil blandt andet blive husket for etableringen af Ungdomsparlamentet, hvor skoleelever en gang om året overtager Folketinget og behandler deres egne lovforslag.

Levende værdighed
Folketingets afdøde formand forsøgte at forene Folketingets værdighed med en nutidig og levende afvikling af møderne i folketingssalen. Ikke sjældent var det med en lun bemærkning, at Ivar Hansen satte sit præg.

Han var i gang med en modernisering af Folketingets debatform og havde indkaldt til et møde i dag med Folketingets partier. Her skulle den seneste tids uro om Folketingets øverste ledelse, præsidiet, også have været på dagsordenen.

Det gik Ivar Hansen meget på, at der var sået tvivl om respekten både for ham som formand og for de fire næstformænd.

Først blev to næstformænd, søskendeparret Margrete (SF) og Svend Auken (S) anklaget af en række borgerlige politikere for at mobbe.

Kritik fra DF
Og derefter tillod et andet præsidiemedlem, Poul Nødgaard fra Dansk Folkeparti, at partifællen Jesper Langballe fra Folketingets talerstol beskyldte tidligere socialdemokratiske ministre for »landsforræderiske tendenser«.

Ivar Hansen gik i rette med Poul Nødgaard, der straks svarede igen - og i øvrigt fik opbakning fra både Langballe, der kaldte folketingsformanden for »et skrog«, og Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, der mente, at respekten for Folketingets ledelse var forsvundet.

Uhørt stormvejr
Dermed var Folketingets formand havnet i et for embedet uhørt stormvejr.

Men han var helt opsat på at komme uroen til livs.

»Vi har haft nogle smårystelser i de sidste par måneder. Nu vil jeg have ro om den stol, og det skal jeg nok få«, sagde Ivar Hansen til Politiken for kun ti dage siden.

Han var i gang med at løse problemerne, men var ikke blevet færdig, da han tirsdag blev ramt af en blodprop i hjertet.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce