Det var tåget i München, den novemberaften i 1939, da Hitler skulle tale til nazistiske veteraner. Så Føreren måtte opgive at flyve hjem til Berlin, i stedet ville han tage nattoget. For at nå det standsede han sin talestrøm tidligere end ventet. 13 minutter efter at han havde forladt den øldunstende Bürgerbräukeller, eksploderede en bombe. Loftet faldt ned og kvaste talerstolen. Nøjagtig som bombemanden havde beregnet det. Var Hitler brudt op blot et øjeblik senere, havde verdenshistorien fået en anden gang. Nu var det seks betydningsløse nazister og to sagesløse opvartere, der mistede livet. 63 blev kvæstet, flere alvorligt. Pågrebet på vej mod Schweiz Senere samme aften pågreb politiet en mand, der illegalt søgte at slippe ind i det neutrale Schweiz. Man troede først, det var en faneflygtning på vej væk fra Hitlers krig. Men manden havde en mappe, og i den lå et postkort af Bürgerbräukeller i München samt nogle tekniske notater. Han blev overgivet til Gestapo i München. Efter Anden Verdenskrig fandt man forhørsprotokollen i Gestapos arkiver. Derfor ved vi, at Georg Elser, snedker, 36 år, ugift, blev underkastet tortur. Blandt bødlerne, der sparkede og slog ham, var selveste chefen for Gestapo, Heinrich Himmler, der var sluppet uskadt fra attentatet i Bürgerbräukeller. Hvad denne snedker forklarede, lød for fantastisk. At han, ene mand, uden hjælp fra nogen side, skulle have været i stand til at udføre et så professionelt attentat? Så minutiøst lagt til rette - bortset fra vejrudsigten med tåge over München. 30-35 dages observationer Elser fortalte, at han 30-35 nætter i træk havde sneget sig ind i salen, hvor Hitler skulle holde sin tale på årsdagen for nazisternes fejlslagne statskup i 1923. I en af de søjler, der bar taget, havde Elser med stor tålmodighed skabt, og kamufleret, et hulrum med plads til den hjemmelavede bombe. På en tidligere arbejdsplads, i et stenbrud, havde han skaffet sig dynamit og lært at bruge det. Med et vækkeur skulle tændsatsen udløses. Nazisterne valgte ikke at tro på hans forklaring. Elser måtte stå i ledtog med nogen, velsagtens britiske agenter. Storbritannien havde jo lige erklæret Det Tredje Rige krig - efter at Hitler havde overfaldet Polen. Georg Elser blev gemt af vejen i en kz-lejr. Først skulle man lige vinde en krig, så ville tiden være inde til en stor skueproces, hvor det skulle demonstreres, at Elser havde været i fremmede magters sold, da han begik sit højforræderi. Da Det Tredje Rige brød sammen i foråret 1945, blev Georg Elser likvideret i kz-lejren Dachau. Ordren kom direkte fra Heinrich Himmler. Tre uger senere blev lejren befriet af US Army. Klemt ude I mange år stod Elsers dåd aldeles i skyggen af et andet forsøg på at sprænge Føreren i luften: 20. juli-attentatet 1944. Her var det ikke en håndværkssvend, der havde været på færde, men høje officerer af adelig byrd. Og først og fremmest oberst von Stauffenberg, der var som taget ud af en græsk tragedie. Den tapre kriger, der - efter store sjælekvaler - vælger at bryde sin ed og vove tyranmordet for at afværge sit folks sammenbrud. Dét var der anderledes format over. I de nye historiebøger ledte man forgæves efter Georg Elser. Kendt af den store offentlighed blev han først i 1989, da Klaus Maria Brandauer iscenesatte en film om ham, med sig selv i hovedrollen. Da var der for længst lavet flere film og tv-serier om 20. juli 1944, for slet ikke at tale om den strøm af bøger, der gennem årene har skildret de modige mænd - og kvinder - der var involveret i dét drama. Fik museum i 1998 I 1998 blev der indrettet et lille museum (kun åbent i weekenden) i Königsbronn, den købstad, hvor Georg Elser havde tilbragt sin ungdom. Året efter, i 1999, udgav Hellmut G. Haasis en biografi, der søgte at samle al tilgængelig viden om Elser og hans skæbne. I år er der så, omsider, udgivet et frimærke, der hædrer Georg Elsers minde. Det sker i anledning af 100-året for hans fødsel. Det oplyses på frimærket, at Elser blev myrdet i kz-lejren Dachau i 1945, og over hans portræt står et citat fra forhøret hos Gestapo: »Jeg ville forhindre krigen«. Forunderligt nok nævnes det ikke, hvordan han ville hindre den, nemlig ved at slå Hitler ihjel. Det havde dog ellers været nyttig folkeoplysning. Næsten et halvt århundrede har det taget at få givet Georg Elser den plads, der tilkommer ham i historien. Længe var det, som om han blev klemt ud af sine landsmænds kollektive erindring. På den ene side stod de konservative, der kunne holde 20. juli-mændene frem som eksempler på, at der dog var agtværdige tyskere, der havde forsøgt at standse Hitler i hans afsind. På den anden side stod kommunisterne i DDR, der dyrkede mindet om deres helte fra »den antifascistiske kamp«. Problemet med Georg Elser var, at han var en enegænger, som hverken den ene eller den anden lejr kunne tage til indtægt. Ganske vist havde han som ung en kort tid været tæt på kommunisterne, men medlem af partiet blev han aldrig. Af sine omgivelser blev han opfattet som en noget kantet person, selvrådig og alvorlig, men bestemt ingen tørvetriller. Han havde blik for piger, svang sig i dansen og trakterede gerne harmonikaen. Han så det først Mange af 20. juli-mændene var meget sene til at indse, hvad det var, deres prøjsiske pligtfølelse og fædrelandskærlighed blev misbrugt til. Georg Elser, derimod, fattede fra første færd, hvad Hitler var ude på: at overfalde andre folkeslag og underkaste dem en forbryderisk ideologi. Under forhøret hos Gestapo sagde han, at han med sin helvedesmaskine i ølhallen havde forsøgt at hindre endnu større blodsudgydelser. Et socialt motiv havde han også: Under Hitler var »arbejderklassens stilling« blevet forværret. Det blev også ført til protokols af bødlerne. Jutta Limbach, den tidligere præsident for Tysklands højesteret, har indgående beskæftiget sig med Georg Elser. Om hans politiske klarsyn har hun bemærket: »Hvor tit ser vi ikke, at ganske almindelige mennesker har en mere sikker dømmekraft og en skarpere bevidsthed om moralske værdier end mange af dem, der har oplagret en masse boglig viden i deres hjerne«. Mon ikke vi her er inde ved kernen? Når hans samtidige i den grad ignorerede Georg Elser, må det være, fordi han udløste en indre skam i den enkelte: I modsætning til det massive flertal lod han, en jævn håndværker, sig ikke forblænde af Føreren. I modsætning til andre vovede han at gå til modstand.