John C. hvem? Sådan er automatreaktionen, når man fremhæver endnu en fremragende præstation af den 38-årige amerikanske skuespiller John C. Reilly. Først med oplysningerne om, at John C. Reilly er den unge krølhårede Reed Rotchild i 'Boogie Nights', den meget talende politibetjent Jim Kurring i 'Magnolia' eller - senest - Julianne Moores gode, men kedelige og naive mand Dan Brown i 'The Hours', lyder det sædvanligvis: »Nåh ham? Ja, han er skidegod!«. »Sådan er min lod her i livet«, siger John C. Reilly med et grin, da Politiken møder ham under filmfestivalen i Berlin i sidste måned til et interview om hans meget roste rolle som Amos Hart i 'Chicago'. En rolle, som han rent faktisk var nomineret til en Oscar for i søndags. »Jeg er venner med Brad Pitt og George Clooney, og de siger ofte til mig, at de gerne vil have mine roller, fordi jeg altid spiller de interessante ting. Men de får altid pigerne. Lad os bytte og se, om de så stadig gerne vil have mine roller«, siger John C. Reilly med sin meget gennemtrængende stemme. Øjeblikket efter tilføjer han imidlertid: »Nej. Helt ærligt vil jeg faktisk meget nødigt have deres roller. Hvilket der heller ikke er den store fare for, at jeg får. Men når de ikke arbejder, så flygter de. Såh nej, jeg værdsætter min anonymitet. Jeg har et godt familieliv, og jeg holder meget af mit hjem, når jeg ikke arbejder. Det er alt rigeligt for mig«. Gennembrud 2002 var et kanon år for John Christopher Reilly, og han skal ikke regne med at kunne opretholde sin anonymitet ret meget længere. Foruden de allerede nævnte roller som Amos Hart i 'Chicago' og Dan Brown i 'The Hours' spiller han Happy Jack i Martin Scorseses 'Gangs of New York', og han er blevet overøst med roser for sin rolle som Phil Last i filmen 'The Good Girl', som desværre endnu ikke er kommet til Danmark. I såvel 'Chicago' som 'The Hours' spiller du lidt naive mænd - lidt for gode til denne verden. Det er en rolle, jeg har set dig spille før. Føler du dig typecastet? »Nej, ikke rigtigt. Enhver skuespiller har sin helt specielle kvalitet, som andre straks kan se. Tag nu f.eks. Daniel Day Lewis, som i 'Gangs of New York' er en hård, stærk, determineret og voldelig mand, men som, når han f.eks. er sammen med sin familie, er sådan en blid mand. Der er nogle kvaliteter, som folk ser i dig. Og det er ikke altid de kvaliteter, som du bedst selv kan lide. Men fordi dit ansigt ser ud på en bestemt måde, og fordi du bevæger dig på en bestemt måde etc., så får du bestemte roller. Jeg kan godt lide at spille den lidt naive let at narre-type. Han er nemlig ofte både interessant og skæg, fordi han ikke accepterer realiteter, som andre ser dem. Han lever ofte i en drøm, som det er fascinerende at spille. Men jeg spiller da også andre ting«. Ja, du er f.eks. ofte politimand? »Jeg har sagt, at næste gang, jeg skal spille en rolle som politimand, skal jeg forfremmes. Jeg har været gadebetjent, patruljerende, kriminalkommissær og detektiv. Næste gang vil jeg være overordnet - i det mindste ansat i FBI. Det var et stort tilbageslag for mig i 'Gangs of New York', hvor jeg var tilbage som gadebetjent«, griner John C. Reilly. »Da jeg skulle spille patruljebetjent i 'Magnolia', var jeg adskillige gange med Los Angeles Police Department på patrulje i det nordlige Hollywood. Det var interessant at lære det job at kende. Mange af betjentene er faktisk meget bløde, og de oplever som regel kun dårlige ting. Politiet bliver aldrig tilkaldt til glade begivenheder, de kommer ikke til fødsler eller fester. De kommer kun, når noget er gået galt. Det kræver sin mand at se så meget ulykkeligt hele tiden. I min rolle som Jim Kurring i 'Magnolia' prøver jeg på dog at redde ét enkelt menneske«. Du var politiinspektør i Ole Bornedals film 'Nightwatch', men du er ikke krediteret for filmen. Hvorfor ikke? »Nogle gange spiller man små roller, som ikke er noget særligt. 'Nightwatch' var Nicks (Nolte) og Ewans (McGregor) film. Det var bare et arbejde«. Musikken John C. Reilly er søn af irske og litauiske indvandrere og opvokset i det barske Southwest Side i Chicago. »Jeg er faktisk den eneste i filmen, der kommer fra Chicago. 'Verdens bedste by' som afdøde borgmester Daley plejede at kalde den«, siger John C. Reilly med stolthed i stemmen. »Egentlig er det underligt, at 'Chicago' er den første musical, jeg er med i. For jeg er vokset op med at optræde i musicals. Fra jeg var otte år, spillede jeg med i musicals som 'Peter Pan', 'Brigadoon', 'Jesus Christ Superstar' og 'Fiddler on a Rooftop'. Alt i Chicago havde musik i sig, da jeg var barn. Selv i skuespil af Ibsen og Shakespeare lagde man musik ind. Det var, hvad publikum ville have. Men 'Chicago' er første gang, jeg synger og danser professionelt«. Ikke helt. Synger du ikke også lidt i 'Magnolia'? »Du har ret. Godt husket. Faktisk har Paul Thomas Anderson (instruktør af filmene 'Hard Eight', 'Boogie Nights' og 'Magnolia', som John C. Reilly har medvirket i, red.), og jeg snakket meget om at lave en musical på film. PT siger altid: »Wait till I do my musical« (Reilly forvrænger sin stemme så den lyder som Paul Thomas Andersons). Måske gør vi det en dag«, siger John C. Reilly og afslører, at han både synger og spiller meget uden for lærredet. »De sidste mange år har jeg været med i forskellige bands, hvor jeg både har sunget, spillet guitar, trommer, klaver og harmonika. Jeg har haft et par rockbands, og lige nu er jeg med i et bluesband - Stereo Blues - som optræder rundt omkring i Los Angeles. Jeg synger og spiller harmonika, men vi er alle optaget af andre ting ved siden af, så det bliver desværre ikke til så meget, som vi alle gerne ville. Men når vi spiller, har vi det utroligt sjovt«. Efter at have optrådt på diverse lokale teatre fik John C. Reilly en rigtig uddannelse på den prestigefyldte Goodman School of Drama, og aldrig så snart var han færdiguddannet, før han fik roller på Organic Theatre og det indflydelsesrige Steppenwolf Theatre. På Organic skrev og instruerede han bl.a. sit eget tomandsshow 'Walking the Boogie', og det var på det tidspunkt, han sendte en video til Brian De Palma med sin egen optræden. De Palma søgte skuespillere til sin Vietnam-film 'De kaldte os helte', og han kaldte omgående John C. Reilly til Thailand, hvor filmen skulle indspilles. De Palma havde tiltænkt John C. Reilly en mindre rolle, men da han så, hvad han kunne, fik han den betydeligt større rolle som Hatcher, som blev hans debut på film. Mr. Cellophan Nummeret med at sende en video til en instruktør gentog John C. Reilly, da han fik rollen som Amos Hart i 'Chicago'. »Jeg sendte Rob Marshall nummeret 'Mr. Cellophan', som indgår i musicalen, og det faldt han for. Det har også været min største udfordring at spille i den film. 'Mr. Cellophan' er et legendarisk nummer, og jeg følte det både som et kæmpe ansvar, men også som et privilegium at få lov til at bringe denne arketypiske vagabond videre til en helt ny generation. Jeg mener, Joel Grey har lavet det nummer, og vagabondklovnen ligger så godt til mig. Jeg var så opsat på, at det bare skulle blive så godt, som jeg overhovedet formåede det«. »Jeg arbejdede så hårdt med det nummer, og den dag, vi indspillede det, var virkelig et katarsis-øjeblik for mig. Den dag følte jeg, at jeg gav alt, hvad jeg havde i mig. Det var, som om at alle scener, jeg havde spillet hele mit liv, førte op til det øjeblik. Det var ubeskriveligt«, siger John C. Reilly og ser drømmende væk. BirollenDu har medvirket i hen ved 30 film, hvoraf du har spillet biroller i langt de fleste. Hvilke evner skal man besidde for at være en god birolleskuespiller? »Du skal først og fremmest være meget fokuseret, for du kommer som regel ind i sammenhænge, som allerede er i gang. Som hovedrolle har du måneder til at lære instruktøren og din rolle at kende. Birollerne er som special forces. Du kommer ind, og bang - så skal du levere varen. Og du har som regel ikke meget tid til det«. »Det er som forskellen på en roman og en novelle. I en novelle skal stort set hvert eneste ord have en betydning for at lede handlingen i en bestemt retning, mens du stille og roligt kan arbejde dig ind i en roman. Derfor vil jeg også gerne spille nogle større roller nu. For jeg lægger lige så meget arbejde i mine roller, som hovedrollerne gør. Det kræver for mig det samme«, siger John C. Reilly, som nævner sit arbejde for Paul Thomas Anderson, da jeg beder ham pege på sine mest sublime roller. »Jeg mødte Paul Thomas Anderson på Sundance's Summer Work Shop, hvor eksperimenterende filmfolk mødes og arbejder sammen, og vi blev straks gode venner. Jeg er altid meget omhyggelig med, hvilken instruktør jeg vælger at arbejde sammen med, men med PTA er jeg totalt tryg. Vi kender hinanden så indgående, at vi ikke behøver at opfinde tingene forfra, når vi arbejder sammen. Ham vil jeg sige ja til, uanset hvilken rolle han tildeler mig«, siger John C. Reilly.