Vi er langt væk fra det krigshærgede Mellemøsten. Sidder i trygge omgivelser på cafeen i Filmhuset i København og drikker en kop kaffe, men den israelske filminstruktør Yulie Gerstel bringer på sin egen stilfærdige måde den urohærgede region ind i den danske hverdag, da hun fortæller om sin særprægede og yderst kontroversielle handling: Hun har tilgivet og hjulpet en palæstinensisk terrorist ud af et engelsk fængsel, selv om han for 25 år siden myrdede hendes kollega og veninde og også kunne have dræbt hende selv i et terrorangreb på en bus i London. »Hvordan jeg dog er i stand til at tilgive, når konflikten stadig raser for fuld kraft lige uden for mine vinduer? Jamen, jeg kan da godt blive vred og få tanker om hævn, men jeg kunne aldrig drømme om, at føre disse tanker ud i en aktiv handling. Det ligger i min opdragelse. Hævn fører ikke til noget godt. Voldsspiralen må brydes«, siger Yulie Gerstel, der i en selvbiografisk og meget omdiskuteret dokumentarfilm 'My Terrorist' skildrer sin vej til tilgivelsen og samtidig belyser den voldelige historie mellem israelerne og palæstinenserne. Filmen vises under NatFilm Festivalen. I Israel er filmen blevet modtaget med meget blandede følelser og er kun blevet vist på to filmfestivaler og en enkelt gang på en lille tv-station. Hendes holdninger deles kun af et mindretal. De fleste betragter hende som landsforræder og forstår slet ikke, hvordan hun er i stand til at tilgive. Hun får også hadebreve og anonyme telefonopringninger, men hun og hendes familie kan dog stadig leve et nogenlunde normalt liv i Tel Aviv. Hun blev selv såret under attentatet, og den dag i dag må hun tage nervemedicin som en følge af hændelsen. I filmen er der bl.a. en scene, hvor hun diskuterer med en mor, hvis barn blev offer for en selvmordsbombe. Kunne du også tilgive, hvis det var dit eget barn, der var blevet myrdet? »Den mest frygtelige tanke og det værste, der kunne ske i mit liv, var, hvis jeg mistede et barn, så hvis jeg skal være helt ærlig, må mit svar blive, at jeg ved ikke, hvordan min reaktion ville være«, siger Yulie Gerstel, der har to teenagedøtre, som hun er bange for at sende på gaden af frygt for attentater. Det var i 1978, hun som stewardesse for det israelske flyselskab El Al sammen med kolleger blev offer for attentatet mod en bus i London. Stumper af bomben i hendes arm blev brugt som bevismateriale i en efterfølgende retssag, hvor hun vidnede mod en af de overlevende palæstinensiske terrorister, der blev idømt livsvarigt fængsel i England. To år forinden havde hun som soldat været med i den berømte aktion i Entebbe i Uganda, hvor israelerne befriede 105 passagerer fra flykaprere. I mange år tænkte hun ikke på den fængslede terrorist, men i 1999, da der omsider så ud til at komme skred i fredsforhandlingerne, begyndte hun at undersøge, hvad der var sket med ham. »Tiden var fuld af håb og optimisme. Jeg ville gerne møde ham og tale om, hvad der var sket den gang. Jeg begyndte at lede i selvstyreområderne, men ingen vidste, hvor han var. Så fik jeg en engelsk ven til at undersøge, om han stadig var i England. Det var han og stadig i fængsel! Andre terrorister var for længst blevet løsladt, men ikke ham, bl.a. fordi han intet statsborgerskab havde. Jeg besøgte ham, så ham i øjnene og tænkte først: »Godt han stadig er bag tremmer«, men min næste tanke var, at jeg måtte hjælpe ham. Han angrede sin frygtelige handling, og jeg følte, at han havde fået straf nok. Efter 11. september med terrorangrebene i USA kom jeg dog stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg handlede rigtigt, men min fornuft sejrede heldigvis, og jeg skrev under på et brev om benådning«, siger Yulie Gerstel, der går ud fra, at han i dag er løsladt, men helt bevidst har hun - for at holde sit budskab helt klart - ikke ønsket at vide noget om det. Man ser heller ikke billeder af ham i filmen. Mens vi talte på cafeen i København i går eftermiddag, skete der på en anden café i den israelske kystby Netanya endnu et attentat med en selvmordsbombe. Mindst 10 af cafégæsterne såredes. Den islamiske militante gruppe Hamas har taget skylden. Er der overhovedet håb om, at konflikten nogensinde kan afsluttes? »Den igangværende Irakkrig og de fortsatte voldelige hændelser i Israel er ikke vejen mod fred, og jeg bliver da også mere og mere pessimistisk, men på den anden side elsker jeg mit land, og nogen må gå frem og prøve at fortælle, at der findes en anden vej - et alternativ til volden. Fortsætter konflikten, er vi taberne i den sidste ende. Palæstinenserne er stærkere end os, fordi de har dybere rødder i landet«, siger Yulie Gerstel, hvis næste film bliver om de omstridte israelske bosættelser, som hun ser som »en aggressiv handling, der ikke fremmer freden«.