Indimellem kunne det være svært for de optrædende på Café Society - en populær natklub i Greenwich Village, New York - at få ørenlyd for de højrøstede gæster. Men denne råkolde februaraften i 1939 skulle vise sig at blive en undtagelse. Pludselig blev der stille som i graven, da den 24-årige sorte sangerinde Billie Holiday entrede den lille scene i det røgfyldte lokale og for første gang istemte de første strofer af en helt ny sang på sit repertoire. Café Society var godt nok en integreret natklub, der talte såvel hvide som farvede blandt sit publikum. Alligevel virkede den spinkle, sorte bluessangerindes ord som bomber i lokalet, mens hun halvt lidende og halvt anklagende sang: »Southern trees bear strange fruit. Blood on the leaves and blood at the root. Black body swinging in the southern breeze. Strange fruit hanging from the poplar trees«. Adskillige kunstnere havde siden midten af 1930'erne beskæftiget sig med de frygtelige lynchninger, som siden 1890'erne havde hærget især Sydstaterne i USA. Der havde også været protester mod galskaben rundt om i unionen, men aldrig havde anklagen været formuleret så direkte som i 'Strange Fruit'. Billie Holidays sang var så kontroversiel, at hendes pladeselskab Columbia nægtede at udgive en plade med nummeret på, hvilket blot fik Lady Day til at opsøge et lille uafhængigt pladeselskab på Manhattan, som udgav nummeret 20. april 1939. Radiostationerne nægtede pure at spille 'Strange Fruit', hvilket dog ikke forhindrede, at pladen to uger efter sin udgivelse befandt sig på 16. pladsen på hitlisterne. Den blev Billie Holidays kendingsmelodi og største hit, og trods alle mulige forsøg på at chikanere hende gennem tiderne fortsatte hun med at synge 'Strange Fruit' til sin død 17. juli 1959. Siden er 'Strange Fruit' blevet indspillet af et halvt hundrede andre kunstnere, bl.a. af Pete Seeger, Jeff Buckley, Ella Fitzgerald, Diana Ross, Jimmy Scott og Sting, og i 1999 blev 'Strange Fruit' kåret som århundredets sang af Time Magazine. Under pseudonym 'Strange Fruit' er med årene blevet så synonym med Billie Holiday, at de fleste tror, at hun rent faktisk også skrev sangen. Det troede den uafhængige filminstruktør Joel Katz også i mange år. Indtil han i 1995 fandt ud af, at det er en hvid, jødisk skolelærer fra Bronx, New York - Abel Meeropol - der står for såvel teksten som musikken. »Jeg faldt i 1995 over et brev til redaktøren af The New York Times Book Review fra Abel Meeropols to sønner, Robby og Michael Meeropol, hvori de påpegede nogle unøjagtigheder omkring 'Strange Fruit' på baggrund af en anmeldelse i avisen af Stuart Nicholsons biografi om Billie Holiday«, fortæller Joel Katz, som besluttede sig for at lave en film om 'Strange Fruit's tilblivelse, og som nu er i København for at introducere denne film, som bliver vist i morgen og på fredag i forbindelse med den jødiske filmfestival i Filmhuset. »Det var kun et ganske kort brev, men indholdet lød næsten for usandsynligt til, at det kunne være sandt. Men det viste min research, at det var, og brevet blev faktisk mit manuskript til filmen«. Abel Meeropol så i slutningen af 1930'erne nogle forfærdelige billeder at lynchning af sorte i Sydstaterne. De blev ved med at hjemsøge ham, og i 1938 skrev han 'Strange Fruit' som et digt under pseudonymet Lewis Allen - fordi det var forbundet med store ubehageligheder at skrive den slags på det tidspunkt. Allerede samme år læste Meeropol sit digt op i forbindelse med en demonstration, som lærerforeningen i New York afholdt i protest mod lynchningerne, og da han kort tid efter satte sit digt i musik, hørte indehaveren af Café Society om det og arrangerede et møde mellem Meeropol og Holiday. »Det er ikke så sært, at mange tror, Billie Holiday har skrevet 'Strange Fruit'. For hun har aldrig gjort meget for at dementere påstanden. Og ofte har hun påstået, at den var skrevet specielt til hende. Ingen af delene er altså sandt«, siger Joel Katz, som i sit researcharbejde til filmen fik sig endnu en gedigen overraskelse. »Det viste sig, at Abel Meeropols to sønner var adopteret af ham og konen. Robby og Michael Meeropol hed oprindelig Rosenberg til efternavn, og de var sønner af Ethel og Julius Rosenberg, som i 1953 blev henrettet for angiveligt at have spioneret og givet Sovjetunionen oplysninger om USA's atombombeprogram. Jeg fortæller det kun kort i min film, for det er jo sangen, det først og fremmest handler om«, siger den 45-årige Joel Katz. Stadig et problem Ifølge det amerikanske Center for Borgerrettigheder blev 4.743 personer dræbt ved lynchning i USA fra 1882 til 1968 - over 70 procent af dem var sorte. Fænomenet er heldigvis aftaget drastisk siden, så hvad er formålet med at lave en dokumentarfilm som 'Strange Fruit'? »Lynchninger er heldigvis blevet mere sjældne, men de forekommer stadig. Så sent som i slutningen af 1990'erne blev USA rystet over, at en gruppe hvide mænd bandt en sort blaffer efter deres bil og slæbte ham til døde i den lille by Jasper i Texas, og racismen trives stadig. Den har blot fundet andre måder at materialisere sig på«. »I forbindelse med optagelserne til 'Strange Fruit' forsøgte jeg at få nogle til at deltage, som havde kendt til lynchninger i Sydstaterne. Bl.a. talte jeg med en sort 80-årig, som med nød og næppe selv havde undgået at blive klynget op som ung. Han var stadig så nervøs for, hvad der kunne ske ham, at han ikke turde medvirke«, fortæller Joel Katz. Gennem årene skrev Abel Meeropol tusindvis af digte og sange, og fra 1944 og seks år frem boede han i Hollywood, hvor han forsøgte at slå igennem som manuskriptskriver, dog uden større held. Først i 1946, efter at tre farvede blev dræbt ved lynchning i Mount Perry, Georgia, stod han frem og afslørede, at pseudonymet Lewis Allen var lig med ham. I løbet af 1960'erne blev Abel Meeropol angrebet af Alzheimers sygdom, og han døde i 1968.