»Kom, vi må skynde os. Vi skal til Australien og befri professoren«. »Jamen, Johanna, der er langt« »Så graver vi bare en tunnel!« Det var egentlig en dårlig morgen. Dels regnede det, dels troede jeg, jeg havde god tid. Og morgener med god tid ender altid med, at jeg er i absolut minus tid. Ungerne mærker, at tøjlen ikke er stram, og så går det helt i ged med totalteater og tåbelige optrin. Da endelig alle har fået børstet tænder, spyttet ud på kokosløberen, og fået hentet tonsvis af dyr, robotter, Rasmus Klump-bøger og smykker, der skal mærkes med navn, så stod vi der og kiggede ud på troperegnen. Og gummistøvlerne lå ovre i børnehaven. Sandaler er nu heller ikke værst, vandet kan i hvert fald nemt slippe ud igen, og man kan jo bare tage tørre sokker på bagefter. Hvis ikke lige skiftekassen er tom, så man pænt må spørge pædagogerne om sokker til sine børn, der går i sandaler i regnvejr.
Inklination
Når mit humør alligevel blev reddet på målstregen, så skyldes det, at Johanna så to af pigerne fra Månestuen lege ude i garderoben. Noget med klude om hovedet og en rygsæk, der skulle bæres med dyr i. Hun gik helt forsigtigt hen til dem og sagde: »Leger I noget?«. Den ene af pigerne svarede pænt, mens den anden helst ikke ville forstyrres. Johanna tog det næste skridt. »Kan jeg mon være med?«. Hun fik selvfølgelig et nej. Men hun blev ved med at holde sig til. Og tilbød nogle af dyrene fra egen oppakning. 10 minutter senere, da jeg havde afleveret Christian på hans stue, var de i fuld gang alle tre. Jeg er simpelthen dybt imponeret. Ikke bare over min pige - for det er vi forældre jo til ulidelighed - nej, jeg er faktisk imponeret over hele menneskeheden. At vi er så avancerede i vores omgang med hinanden, at man lærer den lille dans i en alder af fire år. Først et lille hej, der ikke virker for påtrængende. Så en inklination, som man kan bakke ud af, hvis det går galt. Og så endelig den rolige stædighed, indtil man trænger ind i gruppen.
Imitation
Hvor har de så lært det? Jeg tror, de ser, hvordan andre børn og voksne gør. For eksempel er Johanna begyndt at kysse farvel med et stort smækkys (efter en lang periode, hvor hun ikke kunne lide at kysse drenge), og så råber hun med stewardesse-stemme 'farvel - og ha' en rigtig go' daaa'. Det er en teknik, hun har lært sig af Anna P., der lige er gået ud. Ved efterabning har Johanna også lært at tage telefonen. Jeg fik fat i hende, da jeg ringede hjem en dag, og så sagde hun, at mor lavede mad og ikke havde tid til at snakke. »Men hvis du giver mig dit telefonnummer, så skal jeg bede hende ringe tilbage så hurtigst som muligt«, sagde hun. Jeg gik med på spøgen og remsede tallene op. »Hvordan er det så lige, at 4-tallet ser ud«, spurgte hun. Så det tog sin tid at få tegnet den besked.
Fuck smør
Min søn på to er endnu ikke nået helt så langt i det sociale samspil. Han arbejder stadig med sit personlige udtryk. Hans nyeste trick er at komme kravlende på knæ, mens han småhulker og skubber underlæben helt frem: »Christian er så bange!«, siger han dramatisk. Og så taler vi lidt om det. Når tæerne er våde som i dag, er der selvfølgelig grund til at være ked af det, men ligefrem bange ... Men fremskridt er der. Hvor smør tidligere blev kaldt 'fuck', så er det nu blevet omdøbt til 'førk', så noget sker der da. Og så har han for nylig spist Danmarks største jordbær. Uden at skære det i stykker først. Han tog det op med skeen. Spilede munden ud omkring det. Trykkede det dybere ind i mundhulen. Og så sugede han næringen ud af det bagfra. Uden at bærret forlod munden på noget tidspunkt. Efter sådan en genistreng siger han selv begejstret gang på gang, »Christian er go' til det!«. Han slår sig stadig oftere end vores datter nogensinde gjorde. En ulykke på plasticmotorcykel udartede forleden til et mindre blodbad. Johanna har erklæret, at næste gang det sker, vil hun trække ham hen til et stykke papir. »Så kan han bløde på det, og så kan vi lave et rigtigt sejt 'Kaptajn Blods skattekort'!«.