Engang hed den 'gaden uden nåde', en lang og dunkel forbindelse mellem Amagerbrogade og Strandlodsvej. En række søvnige københavnerlamper i gyngende snoretræk over den hullede asfalt sørgede for, at man efter et vådt besøg på Sommerlyst kunne stavre ned ad Holmbladsgade i halvmørke uden at få sin brandert belyst. I dag sidder man i designerstole på Bizzaro med sin smarte kaffe og ser på lysende søjler med programmeret regnbuelys, hvorefter man føres trygt hjem til sin gadedør af oplyste mure og stribevis af hvide lamper. Med andre ord: Der er rigtig kommet blus på lampen i det gamle arbejderkvarter. En del af et kvarterløft En aften i sidste uge mødtes beboerne til indvielse af de nye lyskilder, en krydsning mellem traditionel gadebelysning og kunstbelysning, ikke gennemført andre steder i Danmark. Det nye lys er udviklet af 'Projektgruppen for bedre belysning i Holmbladsgade' som en del af det kvarterløft, der har stået på siden 1997. Efter en times indledende taler, som også omfattede et godt bedugget og ganske uofficielt indslag fra en af dem, der næppe har planer om at tilpasse sig noget som helst 'løft', åbenbaredes de seks meter høje kobbersøjler, en slags lysende totempæle til markering af de nyskabte pladser ved Jemtelandsgade og Bremensgade. Søjlerne udgør de eksperimenterende og kunstneriske indslag sammen med en række indfræsede lysbuer i Støberigårdens lange mure. Hertil kommer nogle lysende grupperinger af 'brosten' i gadebelægningen, mens den øvrige lyssætning på ikke færre end 234 wireophængte lamper og næsten hundrede reflekterende 'vejvink' til markering af de mange sidegader sørger for den egentlige lyssætning. Lysforurening Stillet over for den mængde af lysende elementer vendte en ung mor ansigtet mod nattehimlen, mens hun henvendt til sin lille datter sagde: »Så er det slut med at kigge stjerner i Holmbladsgade«. »Hvorfor?«, spurgte den undrende datter. »Fordi det her er lysforurening«. Arkitekten bag gadens ny belysning, Bjarne Schläger fra De Pesch Arkitektur, er naturligvis af en ganske anden opfattelse. »Lys er noget svært noget«, siger han ganske vist, men herudover er han ikke i tvivl om, at intentionerne er lykkedes. »Jeg synes, der er skabt en god lysstemning, det vil sige den rette balance mellem orienteringslys og kunstlys. Det sidste skal man opleve ligesom musik«. Blå brosten Lyset i de fire høje søjler er da også programmeret til at kunne spille lidt af hvert; glide rundt i alle regnbuens farver og indrette sig efter årstidernes skiftende nuancer - ja, det kan ligefrem byde på frækt og festligt tamtam til markering af arrangementer og særlige mærkedage. Selve indpakningen er udført i tombak, en legering af kobber og messing, som med tiden patinerer til mørkebrunt og på længere sigt til den irgrønne, man kender fra de gamle, københavnske tage. Strukturen i søjlernes overflade er ifølge Bjarne Schläger »en slags rytmisk gengivelse af Holmbladsgades forløb af henholdsvis højre og venstre side. »På den måde forholder søjlerne sig også lokalt til stedet«, forklarer han. En anden nyskabelse er de blå brosten eller rettere: de blå glassten med indbyggede lysdioder, der ligger som små poetiske 'landskaber' i den stengrå belægning. »Lysdioder er en fremtidig lyskilde, som for tiden er under stor udvikling, og de bruger meeeeget lidt strøm«, forklarer Bjarne Schläger. For øjeblikket er man oppe på 80.000 brændetimer, før lysstyrken halveres, til sammenligning holder en glødepære bare 1.000 timer. En markering i natten »De skal virke som en iscenesættelse, men også en markering i natten. Mennesker stirrer altid ned i fortovet for ikke at falde over kanter, så hvorfor ikke bruge denne flade til noget ekstra, der både giver stedskarakter, noget overraskende og uventet, som betyder - giv agt - sidegade!«, siger Bjarne Schläger, der bl.a. har lavet en belysningsplan for Odense bymidte og foretaget flere brugerundersøgelser af lys på Strøget for Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen. Reaktionerne på belysningen i Holmbladsgade kender han stadig ikke, men han forventer lidt af hvert og sammenligner i øvrigt forandringerne som at gå fra »kælderbelysning til dagligstuebelysning«. »Det sjove er, at man kan aldrig vide, hvordan folk reagerer. På den ene side sukker vi efter forandringer, på den anden side vil vi helst ikke have forandret noget som helst«.