Hønsehuset swinger

Lyt til artiklen

Da Alexandra og Joachim lod sig smede i hymens lænker - og det er jo længe siden, for prins Nikolai fylder, tro det eller ej, altså fem år næste gang - samlede gode danske kvinder og mænd ind til en folkegave: En istandsættelse af det sine steder noget forfaldne Schackenborg Slot for enden af den brostenstoppede hovedgade i det charmerende sønderjyske Møgeltønder; byen, hvor der bages fedtkager i adventsdagene, og hvor de gamle, lavloftede huses facader på den tid af året, hvor alt blomstrer frodigst, næsten bliver væk bag alle stokroserne. Takket være denne folkegave, denne håndsrækning fra folk til kongehus, blev det gamle Schackenborg - hvor der jo ikke alene skulle bo en dansk landmandsprins i sin bedste alder, men sandelig også en rigtig prinsesse - så bragt up to date og fik såmænd også nyt badeværelse. Og nu er det så folkegavetid igen, netop i dag, 8. oktober 2003. På denne dag - denne historiske dag, hvor kronprins Frederik og Mary Donaldsons så længe med bristefærdig spænding imødesete annoncering af deres hjerte-alliance finder sted - giver 11 gæve høns det unge par den måske varmeste gave og inderligste hilsen i form af sangen 'Mary, Mary', hvis omkvæd bedre end mange ord tolker, hvad der tænkes i både hytte og på slot: »... godt du kom forbi«. De 11 høns er naturligvis Bagsidens unikke fugle fra den af Hendes Majestæt Dronningen protektionerede hønsegård ved det falsterske fideikommis Corselitze. Allerede i maj kunne fuglene - ti høns og en stovt hane - ved hjælp af den årtusindgamle asiatiske feng shui-harmonilære berette, at kronprins Frederik og den 31-årige herboende tasmanskfødte nu forhenværende it-konsulent Mary Donaldson ville indgå ægteskab 22. maj 2004. En forudsigelse, der spredte en accelererende dybtgående ængstelse blandt professionelle hofreportere, efterhånden som tiden gik, og det måtte stå enhver klart, at ingen af de talrige såkaldte forudsigelser om et 2003-bryllup - en fest »omkranset af glødende efterårsløv«, som en garvet rapporteur skal have udtrykt det - havde en kinamands chance for at gå i opfyldelse. Hvad kan de høns, som mennesker ikke kan, lød spørgsmålet - iblandet ikke så lidt misundelse over det forhold, at feng shui-fuglene, som tak for deres indsats, forventes at blive inviteret med til såvel vielsen i Holmens Kirke som det efterfølgende bryllupstaffel. Hønsene - der også har lagt navn til Bagsidens særlige ordenskapitel på www.pol.dk/gok, hvor enhver geschwindt og kvit og frit kan gøre sig selv til Storkorsridder af Hønen, certificeret modtager af Dansk Hakkeorden eller Ridder af Kammen, for nu blot at nævne nogle af de mange storslåede avancementsmuligheder - ønskede i anledning af forlovelsen at glæde kronprins Frederik og Mary Donaldson med noget ganske særligt. Og eftersom en istandsættelse af prinsens palæ på Amalienborg, endsige faciliteter på Fredensborg Slot, ikke syntes at ligge lige for, var der i hønsegården overvejende stemning for at styre i retning af noget kulturelt. Hanen, der har set og oplevet lidt af hvert i sit liv, foreslog en sang, og herfra var der ikke langt til handling: Den kendte revyforfatter Morten Holm-Nielsen blev kontaktet - »den klarer jeg«, sagde en beredvillig Holm-Nielsen - og næppe var de fem vers, der beskriver det unge pars lykke, hjemme, før Keld Heick meldte sig og tilbød at indsynge 'Mary, Mary', som denne moderne skillingsvise kom til at hedde. En rigtig ørehænger på Mel Tillis og Marijohn Wilkins kendte melodi 'Åh, Marie, jeg vil hjem til dig'. Her er den, Mary og Frederik - her er den, Danmark. Det er ung lykke, for fuld udblæsning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her