»Hvem er egentlig far til din far?«. »Det er en mand på Bornholm, der er død for længe siden, fordi han faldt ned fra et tag«. »Hvem var så far til ham?«. »Det ved jeg ikke. Jeg tror, han kom fra Bornholm eller fra Polen eller fra Sverige. Eller måske Tyskland«. »Hvem var så far til ham?«. »Det ved jeg ærlig talt ikke«. »Hvem var den første far i verden? Og hvem havde lavet ham?«. Sådan kan man blive sat til vægs af en fireårig lige fra morgenstunden, hen over havregrøden. Øh, bøh, hvad svarer man lige på det? Jeg forsøgte med to modeller, den guddommelige og den darwinistiske. Altså, at nogle mennesker tror, at der skete et mirakel, og at andre mener, det var en abe, der rejste sig op. Men Johanna fremturer: »Hvad hed han så?«. »Adam«, svarede jeg lige så hurtigt. Hvorved jeg sanktionerer et kristent livssyn, som jeg ikke længere er så sikker på. Men o.k., det der med at passe på hinanden er vel ikke så skidt endda. Og det passer faktisk meget godt til Johanna, der er ganske optaget af, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. En dag gav jeg hende en bordskåner med jordbær, som jeg havde fået gratis i en butik, fordi hendes navn jo begynder med j ligesom jordbær. »Har du også en med citron, ligesom Christian?«, spurgte hun, inden hun ville tage imod den. Så måtte jeg tilbage til butikken dagen efter . Ret skal være ret.
Af med knoppen
Vi var på besøg i en hyggelig børnezoo i Odsherred, hvor vi længe stod og gloede gennem hegnet ind til et vandhul med en enorm sumpskildpadde. Vi kunne ane dens skjold, og det var stort, så alle holdt vi vejret. Indtil dyrepasseren kommer forbi i sit grønne Kansastøj: »I kan godt spare jer. Den kommer ikke mere op i dag. I går stak den hovedet op og åd en due, der var på bredden, så den ser vi ikke mere de næste par dage. Den ligger og fordøjer«. Johanna med høj, tydelig og noget skærende Andrea-stemme: »Den må da ikke spise en fugl! Kommer manden så ikke og skærer hovedet af den?«. Jeg forklarer hende, at dyrepasseren ville få rigtigt travlt, hvis han skulle gå rundt og afstraffe dyr for at opføre sig dyrisk, for det er jo det, de er beregnet til. Christian står stille og betragter det stille vandhul med den lurende død i. Så siger han frem for sig: »Supersejt«.
Slut med lidelser
Hvor Johanna altså er optaget af den sociale orden, så virker Christian meget til det dyriske, det jordnære. Han har stor fornøjelse af at finde dyr, som han stopper i spande og plastikkopper. Døde fluer, edderkopper, regnorme, snegle (som han kalder 'sieeijle', fordi han ikke kan sige 'sn'). Yndlingsdyret er bænkebideren. Fordi den jo kan lave den skønne transformation fra vandrende børste til sølvgrå kugle. Han stod en dag og nulrede en bænkebider, og så var det, jeg tænkte, at her må lidt guddommelig indgriben til. »Hvad, øh, Christian. Hvordan tror du egentlig bænkebideren har det med, at du står og holder den?«. Christian kigger forbavset på mig, måske lidt undrende over, hvorfor jeg spørger. Så kigger han på bænkebideren, som om han ser den for første gang. Han studerer det livløse dyr nøje. Indtil han tørt konstaterer med gnækkende stemme som en nazibøddel fra en film: »Den er ikke ked af det mere«.