Et par af de seneste års mest overraskende biografsucceser i Danmark hører hjemme i dokumentargenren. Først fik 'Buena Vista Social Club' omkring 50.000 danskere til at gå i biografen for at se et gamle, vitale cubanske musikere folde sig ud. Siden spenderede flere end 60.000 mennesker en biografbillets penge på den amerikanske instruktør Michael Moores samfundskritiske 'Bowling For Columbine'. Da Århus Filmfestival for kort- og dokumentarfilm fandt sted fra 22-26. oktober, var der 4.100 billetter til salg. Flere end 3.700 af billetterne blev solgt, oplyser festivalens direktør Karen Rais-Nordentoft. Og danskerne er ikke alene om lysten til at gå ind i biografens mørke for at se film, der handler om virkeligheden. Tendensen er international. 'Bowling For Columbine' har tiltrukket tilskuere i mange lande. I Tyskland, Belgien og Holland er den franske film 'At være og at have' blevet en stor succes, og hjemme i Frankrig er filmen set af cirka 1,8 millioner biografgængere. Flere end 600.000 nordmænd fulgte et mandskors tur til Murmansk i 'Heftig og begejstret'. Sådan et publikumstal er kjempe for en dokumentarfilm selv i Norge, hvor de kommunalt ejede biografer er gode til at friste publikum med film, der bygger på fakta frem for fiktion. »Gang på gang trækker dokumentarfilm flere end 20.000 mennesker i Norge. Det skyldes den specielle norske biografstruktur med de kommunalt ejede biografer. Men det skyldes også, at man har tradition for at vise dokumentarfilm i biograferne. Den nye københavnske festival cph:dox kan være med til at skabe sådan en tradition i Danmark«, siger Karolina Lidin. Hun er direktør i organisationen Filmkontakt Nord, der arbejder for international udbredelse af nordiske kort- og dokumentarfilm. Karolina Lidin finder det kærkomment, at København får sin egen platform for dokumentarfilm i form af en international festival. Selv om det ikke er dokumentarfilmfestivaler, verden mangler. 52 kanaler men hvad er hvad? »I forvejen er verden fuld af festivaler for dokumentarfilm. Men det er naturligvis et sundhedstegn«, siger Tue Steen Müller, som efter mange års tro dokumentarfilmtjeneste i Statens Filmcentral ikke tøver med at kalde sig selv for fagidiot. Aktuelt er Tue Steen Müller direktør for European Documentary Network, som har hovedsæde i København. Og så er han medansvarlig for programmet på cph:dox, der finder sted i de kommende ti dage. »Ingen har tidligere turdet lave en så stor dokumentarfilmfestival i Danmark. Nu ved man, at folk gerne vil se en dokumentarfilm i biografen«, siger Tue Steen Müller. Han mener, at udviklingen inden for tv både viser og fremmer folks lyst til at se programmer om det virkelige liv. I de tidlige aftentimer, hvor seertallene generelt er høje, viser både DR og TV 2 masser af dokumentarprogrammer. Men næsten udelukkende programmer om hjemlige forhold. Om at blive slank, blive skilt, blive forælder, blive skoleelev og være indvandrer. Danskerne ser udsendelserne i et omfang, så et par stykker af dem hver uge figurerer på seertals-hitlisterne. Man skal kigge DR og TV 2 i døgnets ydertimer, hvis man vil se dokumentarfilm, som er mere kunstneriske eller beskæftiger sig med forhold fjernt herfra. »Hvis man har den store tv-pakke, er der masser af dokumentarprogrammer på specialist-kanaler som National Geographic, Animal Planet og Discovery. Måske kommer der også på et tidspunkt en kanal for mere kunstneriske dokumentarfilm. Men de mange kanaler har gjort det mere kompliceret at finde rundt i tv-mediet. Alt i alt er der basis for, at nogle af de mere personlige og kunstneriske dokumentarfilm kan gå i biografen«, siger Tue Steen Müller. Kameraet som pen Virkeligheden spores ikke blot i de hjemlige dokumentarfilm på tv. Man kan også se den i spillefilm. Per Flys spillefilm 'Bænken' og 'Arven' er to danske eksempler på realitetsinspireret fiktion. Mike Leighs og Ken Loachs spillefilm er engelske eksempler på det samme, og tager man til Sverige, dukker den moderne virkelighed op i Lukas Moodyssons 'Fucking Åmål' og 'Lilja 4-Ever'.Måske er det en generel nysgerrighed efter at se virkelighed, som skaber grobund for at vise mere kunstneriske og personlige dokumentarfilm som 'Buena Vista Social Club' og 'Bowling For Columbine' i biograferne? Tue Steen Müller tror, at unge i begyndelsen af tyverne er mere interesserede i dokumentarfilm end generationen før dem: »De helt unge går mere op i politiske og samfundsmæssige spørgsmål. Når jeg taler med filmfolk internationalt, er der en enorm hunger på dokumentarfilm-området. Det hænger måske også sammen med, at det er blevet så tungt og dyrt at lave spillefilm. Hvis du ikke kan få støtte til din dokumentarfilm, kan du i princippet bare købe et kamera til 10.000 kroner og gå i gang. Der er kort fra idé til udførelse«. For generationer siden talte franske filmfolk om at bruge 'kameraet som pen'. Det er det, man gør i dag, når man laver film om Afghanistan, Iran, Mellemøsten, USA eller - for nu at tage et aktuelt dansk eksempel - fyringstruede fabriksarbejdere i Esbjerg. Den debuterende danske instruktør Max Kestners film fra Vestjylland med titlen 'Nede på jorden' er en af de danske film, som vises på cph:dox. Også Lars von Triers og Jørgen Leths 'De fem benspænd' og 'Kasper Torstings 'Rocket Brothers' (om rockgruppen Kashmir) er på cph:dox-programmet. Men de vises ikke udelukkende på festivalen. Senere kommer de op på de store lærreder. I hvert fald i de største danske byer. Hvis man køber sine biobilletter på rabatkort igennem portalen www.filmporten.dk, er de tre nævnte dokumentarfilm en del af årets udbud på i alt 11 film. Der har ikke før været så mange dokumentarfilm på programmet i en kommerciel filmklub. Alligevel vil Loke Havn ikke tale om et »kæmpe gennembrud« for dokumentarfilm i Danmark. Loke Havn er direktør for biografdistributionen i firmaet Sandrew Metronome, der sidder på en stor del af filmudlejningen i Danmark. Og så er han bestyrelsesmedlem i Foreningen af Filmudlejere i Danmark. Han siger: »Det er stadig kun et fåtal af biograferne, som kan vise dokumentarfilm, og de film skal have fiktionslignende træk, så de ikke ligner tv-fakta for meget. Men jeg tror, det nu er realistisk at sende 10-12 dokumentarfilm ud i biograferne om året, og det kunne slet ikke lade sig gøre for ti år siden«. Loke Havn tror, dokumentarfilmens publikum er voksent: »Der har aldrig være så mange i alderen 40+ som nu. De har aldrig tidligere følt sig så unge, som de gør nu. De er mere kulturbevidste, veluddannede og velaflagte end nogensinde før«, siger Loke Havn som forklaring på, at det kan være en god forretning for distributørerne at vise dokumentarfilm. Ifølge Loke Havn skal der typisk sælges 20.000 billetter til hver dokumentarfilm, før omkostningerne til bl.a. lancering er tjent ind. 20.000 billetter er mange. Men som programchef Tine Fischer fra cph:dox gør opmærksom på, er det i mange tilfælde billigere for distributørerne at købe en dokumentar- end en spillefilm. Bag nyhedsstrømmen Som programchef i Cinemateket oplever Tine Fischer til daglig interessen for dokumentarfilm. »Jeg tror, den hænger sammen med, at der sker så meget globalt. Man har behov for at være i kontakt med det gennem et medie, som er tilstede uden at gemme sig bag en journalistisk objektivitet. Det var med til at gøre Michael Moores film vedkommende. Når jeg ser 'Bowling For Columbine', bliver der talt til mig. Til min sociale og politiske ansvarlighed. Den fornemmelse får jeg slet ikke, når jeg ser nyheder«. I sammenligning med daglige tv-nyheder er dokumentarfilm anti-aktuelle, siger Tine Fischer: »Dokumentarfilmen er til stede, efter nyhedsvognen er kørt og der, hvor nyhedsvognen aldrig kommer. En dokumentarfilminstruktør kan finde på at bruge fire år af sit liv et eller andet sted i verden. Og så er det jo klart, at hun kan fortælle en anden historie end den journalist, som kun er der i tre dage«. Et sted i Jylland sidder en mand lige nu og læser, så øjnene sveder. Morten Hartkorn skal ikke deltage i cph:dox. Han er - fra 1. oktober - nyudnævnt filmkonsulent under Filminstituttet på kort- og dokumentarfilmområdet. Og når han har så travlt, skyldes det filmmageres interesse for at lave flere danske dokumentarfilm. Siden 1999 er antallet af ansøgninger inden for kort- og dokumentarfilm steget med mere end 100 procent, siger Morten Hartkorn. »I første halvdel af i år alene er der ankommet 25 procent flere projektansøgninger, end der gjorde i første halvår af 2002. Jeg er ved at gå i knæ over at læse dem. Heldigvis. Det er et meget stort privilegium at have så mange at vælge imellem. Hvis jeg ser på danske dokumentarfilm i fugleperspektiv, tror jeg, at vi måske nu får et gennembrud, som vi har haft på spillefilmområdet. Ikke fordi dokumentarfilm kommer til at sælge billetter i samme omfang. Men der vil fortsat være en større interesse, hvis filmenes kvalitet er høj. Kvaliteten er afgørende. Det er de gode ideer og film, der skaber bevægelsen«.