Stolte mænd i smarte biler

Lyt til artiklen

Döner Magazine er et livsstilsmagasin for unge, mandlige andengenerationsindvandrere, der ikke forsøger at skrive uden om de fortærskede klichéer. »I bladet finder du artikler om 2G'ernes livsstil, fede stylede/tunede biler, tøjmode, guld og andre emner, som optager nye danskere som mig selv«, skriver bladets 18-årige chefredaktør Ali Mohamad i forordet på den første udgave, som landede på hylderne i storbykiosker onsdag 12. november. Så er stilen lagt. Med tunet potens og svedigt slangsprog zoomer bladet ind på sportsbiler, smykker og storskrydende rappere. Ingen artikler om religion og integration - det er rent lir. Stolte mænd med stylede biler. Computerspil, kioskejere, kampsport og skinnende guldmønter. Alt sammen på glitterpapir, med flotte billeder og professionelt layout. DR-journalisten Mads Brügger står bag Döner Magazine. Han har nærmest gjort det til sin hobby at opfinde utraditionelle magasiner og udgav tidligere på året en bog om det kuldsejlede avisprojekt Dagen, hvor han arbejdede i de 40 dage, avisen levede. Levende ungdomskultur Mads Brügger har længe syntes, at der manglede et blad til gruppen af unge indvandrere. »Vi står med en fuldt formet ungdomskultur, som jeg synes er den mest interessante og levende ungdomskultur i Danmark lige nu. Og der er ingen medier, der rigtig forholder sig til dem«, siger Mads Brügger. Er bladet ikke med til at sætte en tyk streg under klicheerne om indvandrere og dermed fordommene?

»Hvis vi nu havde sat os for at lave et blad til mandlige mellemledere mellem 35 og 55 og havde spurgt dem, hvad de interesserer sig for - for det er jo det, vi har gjort - så ville det nok blive et blad, der handlede meget om bridge, cognac og golf. Her har vi en målgruppe, som interesserer sig glødende for biler. Og det er da bare interessant og festligt, at de går så meget op i de her biler og bruger så meget energi på dem«. Men hæmmer man ikke integrationen ved at bygge sådan et specielt indvandrerunivers op både sprogligt og tematisk? »Det var noget, jeg tænkte meget over, før vi gik i gang med projektet. Men jeg tror, det er endnu værre at ignorere dem, lade, som om de ikke findes. Jeg tror tværtimod, at sådan en platform, hvor kartoflerne, som de hvide bliver kaldt, og indvandrerne kan møde hinanden, betyder langt mere end 10.000 ledere i Politiken om racisme«, siger Mads Brügger. Politisk ukorrekt Første udgave af Döner Magazine bevæger sig flere steder et godt stykke ud over den politiske korrekthed. Et fast panel af 2G'ere, som indvandrerne konsekvent benævnes, bestemmer, hvad der er 'hot' og 'not' - eller 'haram' og 'halal', som det hedder i Döner. Integration er 'helt vildt ude'. Derimod er det cool at flytte sin adresse til Malmø og gå med smykker fra det sorte marked. Er sådan nogle ting ikke bare med til at skade indvandrernes omdømme? »Jeg har det mere sådan, at det er befriende, at der ikke bliver lagt låg på de her ting. Og når man tænker på, hvor meget flak indvandrerne har skullet tage imod igennem de seneste ti år, og på, hvordan det er blevet mere og mere accepteret at have en ret gusten holdning til de her fyre, så synes jeg, det er o.k., at de sender noget den anden vej«, siger Mads Brügger. Döner Magazine skal udkomme hver anden måned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her