Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tilsyneladende var det ren og skær grådighed, der drev lederen af Orientalsk Afdeling til at stjæle bøgerne med den højeste antikvariske værdi fra Det Kongelige Bibliotek. - Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det Store Bogtyveri

Gennem ti år pakkede han bøgerne sirligt ind, lagde dem i sin taske og tog Kystbanen hjem. Således foregik danmarkshistoriens største bogtyveri. Et strålende akademisk eftermæle er nu ved at blive skrevet om.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Han tussede gerne rundt ude i magasinerne med sin bogvogn foran sig. Gik langs kilometerlange boghylder og tog en bog eller to fra til sig selv. Derpå pakkede han dem ind i karduspapir, så det lignede en pakke. Nogle gange bandt han også en sløjfe rundt om, han var en sirlig mand. Og så lagde han pakken ned i sin taske og tog Kystbanetoget hjem til Espergærde.

Gennem 10 år satte han sig ind kupéen med uerstattelige danske kulturskatte nede i sin taske. Og således passerede danmarkshistoriens største kulturtyveri, siden bogtrykker Ehrenreich i 1802 stjal Guldhornene.

Solid karriere
3.200 bøger blev det til. Han havde eller været en gevinst for biblioteket, da han i 1967 var blevet ansat som forskningsbibliotekar i Orientalsk Afdeling. Hans papirer vidnede om en solid, akademisk karriere inden for østerlandsk filologi, og som en af de eneste i landet mestrede han sanskrit. Den nyansatte var så dygtig, at han efter to år blev forfremmet til førstebibliotekar og han blev dermed afdelingsleder i en alder af 36 år.

Ingen af kollegerne havde den fjerneste mistanke om, at han allerede på dét tidspunkt diskret og effektivt var gået i gang med at rane bibliotekets magasiner. Han var ikke en mand, der på nogen måde vakte opsigt. Han var høflig uden at være hjertelig, venlig uden at være indladende, vittig uden at være slagfærdig, hjælpsom uden at være tjenstivrig. Hans udseende var lige så neddæmpet som hans personlighed; han var hverken høj eller lav, tynd eller tyk, forfængelig eller sjusket. En behagelig kollega og chef, en særdeles diskret kulturtyv.

Kiggede i lommer og tasker
Men i 1978 holdt han op med at stjæle. Det Kongelige Bibliotek begyndte at kigge i både lommer og tasker, når ikke kun besøgende, men også de ansatte forlod biblioteket. En umiddelbar reaktion på, at bibliotekets ledelse efter mere end ti års systematiske tyverier endelig havde fundet ud af, at noget var rivende galt. Fra da af og frem til sin pension i januar 2000 indeholdt bibliotekarens taske ingen tyvekoster, når han tog Kystbanetoget hjem til sin kone i Nordsjælland.

Og så pludselig en oktoberdag i 2003, otte måneder efter bibliotekarens død, rullede vogne fra Københavns Politi ind på den stille villavej i Espergærde.

Hentet af politiet
I dag ligner livet på den blinde vej sig selv igen. Det går lidt op ad bakke, og postbuddet må stå op i cyklen for at komme frem. Han hilser på en af beboerne, der bærer en kasse med juleøl ind i huset.

Husene på vejen ligner hinanden. Gule mursten, ét plan og flade, sorte tage. I vinduerne hænger gran, julehjerter og lyskæder. Men ikke i det næstsidste hus. Her er persiennerne rullet ned. Garagedøren er lukket. En paraboltallerken og en tre-fire meter høj tv-antenne stjæler opmærksomheden. Men for tiden er der ingen, der ser fjernsyn indenfor.

Familie bag tremmer
Sådan har det været siden november, hvor bibliotekarens 68-årige enke blev hentet af politiet. Godt 1.800 stjålne bøger fra Det Kongelige Bibliotek var blevet fundet i kælderen. Resten leder man stadig efter. Siden da har hun siddet varetægtsfængslet - sigtet for at have solgt nogle af de mange værdifulde bøger, som hendes mand rutinemæssigt tog med hjem efter fyraften. Også ægteparrets søn og svigerdatter samt en ven af familien sidder i dag bag Vestre Fængsels tremmer.

Tyverierne blev begået fra slutningen af 1960'erne til 1978. Men først i 1998 begyndte tyven og hans familie at sælge ud af bøgerne - på auktioner i England og Tyskland. Pengene blev blandt andet brugt til at istandsætte og indfri lånene i det gule murstenshus.

Så gik det galt
Siden den tidligere afdelingsleder døde af kræft i februar er udsalget tilsyneladende taget til i styrke. Og for tre måneder siden gik det galt. På Det Kongelige Bibliotek sprang bomben den 11. september. På toårsdagen for terrorangrebet på World Trade Center.

Det lignede ellers en ganske almindelig torsdag. Direktør Erland Kolding Nielsen sad i møde, da hans sekretær blev ringet op af en medarbejder fra auktionshuset Christie's i London. Samtalen blev stillet videre til bibliotekets chefsikringsrådgiver Jesper Düring Jørgensen, der som den første modtog oplysningen om, at det engelske auktionshus havde fået indleveret en bog, som auktionsfolkene frygtede var tyvegods.

Forsøgt visket ud
Det var en spansk skønlitterær bog af forfatteren Naharro, trykt i Napoli 1517. I hele verden findes der kun et fuldstændigt eksemplar af dette værk - og det har engang stået på Det Kongelige Bibliotek. Det vidste Christie's bogeksperter, der også undrede sige over, at en signatur skrevet med blyant var forsøgt visket ud.

Tyverisagen havde på det tidspunkt ligget så godt som død i mere end tyve år. Bibliotekets direktør havde ikke drømt om, at sagen ville blive opklaret i hans levetid. Men da han senere på dagen fik besked om Christie's henvendelse, besluttede han sig for at tage affære. Arbejdet kunne ikke blot overlades til politiet, vurderede Erland Kolding Nielsen.

Jesper Düring Jørgensen kunne først få en plads på et fly til London den efterfølgende mandag. Besøget hos Christie's afslørede, at ikke kun den spanske bog, men 15 andre kostbare værker fra Det Kongelige Bibliotek, var kommet auktionshuset i hænde. Tirsdag var Düring hjemme igen. Og onsdag 17. september blev der indgivet en politianmeldelse til Københavns Politi.

Grådighed
Tilsyneladende var det ren og skær grådighed, der havde drevet den undselige leder af Orientalsk Afdeling. Det var alene de bøger, der havde den højeste antikvariske værdi, som røg ned i tasken og hjem i kælderen i Espergærde. Ofte var der tale om værker, som var blevet omtalt i pressen eller hvor lignende udgaver var blevet solgt dyrt på auktioner rundt om i verden.

Blandt de mest værdifulde værker var 252 Martin Luther-tryk, hvilket svarer til en fjerdedel af bibliotekets samling. Tyven havde også udset sig den svenske Wasa-Bibelen fra 1541, Bleauws store atlasværker fra 1620-40 og hollænderen Linschrotens rejsebeskrivelser fra Ostindien i 1595.

Kælderen var spækket
Ifølge kolleger, der har været gæster i den gule murstensvilla, var der kun få bogreoler, men mange aflåste skabe at se i stueetagen. Hvad de besøgende gæster ikke kunne vide, var, at kælderen var spækket med bogklenodier fra deres arbejdsplads - 74 flyttekasser blev det til, da politiet år senere tømte huset.

Ingen havde regnet med, at en så smuk akademisk karriere skulle ende i forbrydelse. Som 19-årig blev den kommende afdelingsleder indskrevet ved Københavns Universitet, hvor han studerede østerlandsk filologi ved det humanistiske fakultet. Da han var 24 år fik han guldmedalje for sin prisopgave om 'Kongedømmet i det gamle Indien', og i bedømmelsen af de 170 maskinskrevne sider erklærer de to censorer, at den unge, lovende student »har leveret en overordentlig dygtig, velskrevet og i filologisk henseende fuldt forsvarlig undersøgelse, der tillige vidner om gode kundskaber i sanskrit«.

Slog sig på flasken
Da han blev færdig på universitetet i 1960 blev han ansat på et ordbogsprojekt over det uddøde indiske sprog pali. Men det var på Det Kongelige Bibliotek, at hans karriere toppede - og senere ramte bunden sammen med hans privatliv. For efterhånden gik det op for bibliotekarens kolleger og foresatte, at han havde fået et alkoholproblem.

Så grelt, at han begyndte at møde fuld op på arbejde, hvor han måtte koncentrere sig for at gå lige. Mange undrede sig over hvorfor den ellers så helt i gennem stille og rolige mand havde slået sig på flasken, men det var ikke noget, man spurgte til.

Advarsel
En dag blev det dog for meget. Afdelingslederen fik en advarsel og blev i slutningen af 1980'erne degraderet til forskningsbibliotekar igen.

I de mellemliggende år var han blevet far og også farfar. Forfatter til adskillige bøger. Og konsulent på den Store Danske Encyklopædi. Han var en lærd mand. Blev i sin nekrolog beskrevet som en lysende begavelse, internationalt anerkendt og vellidt. Derfor kom det fuldstændig bag på bibliotekets personale, da det stod klart, at han stod bag de omfattende tyverier.

»Det var fuldstændig uforståeligt. Han var - så vidt vi kunne se - et stilfærdigt og sympatisk menneske. Han var det sidste menneske, man ville have troet det om. Det har været et stort chok«, siger den pensionerede forskningsbibliotekar Kirsten Rønbøl, der var med til at skrive nekrologen over sin gamle kollega.

Polsk mafia
De første alarmklokker begyndte at ringe på Det Kongelige Bibliotek i 1975, da en litteraturmagister ikke kunne finde en bog af den britiske digter John Donne. Det blev efterhånden hverdag for de ansatte, at de ikke kunne finde bøger, som de søgte efter. Kun én person på biblioteket vidste, hvor bøgerne var blevet af, og på grund af en lemfældig registrering af især de gamle udenlandske værker, havde han haft let spil.

Alle hans kolleger spekulerede på, hvad der kunne være hændt. Hvem var tyven - og skulle han eller hun findes inden for egne rækker? Nogle havde en teori om, at der var tale om en dansk bogantikvar, som havde allieret sig med en studentermedhjælper på biblioteket.

Andre mistænkte de polakker, der var blevet ansat i løbet af 1970'erne, for at stjæle bøgerne og afsætte dem til en polsk mafia.

Hustyv
»Snakken er gået lige siden. Men selvfølgelig specielt i årene omkring og efter tyverierne. Der talte vi jo dårligt om andet. Sidst i 1970'erne var stemningen simpelthen hæslig. Man undgik for enhver pris at nævne, hvor man arbejdede. Og hvis man sagde det, måtte man tilføje, at man altså ikke stjal bøger. Men efterhånden blev det igen muligt at nævne sin arbejdsplads uden at få nervøse trækninger«, siger bibliotekar Gert Sekker Hansen, der dengang arbejdede med at katalogisere bøger.

Rigsbibliotekar Palle Birkelund var overbevist om, at der var tale om en hustyv. Det udtalte han offentligt, og så røg den gode stemning sig for alvor en tur. Blandt kritikerne af Birkelunds udtalelser var blandt andre den daværende formand for magisterforeningen - Erland Kolding Nielsen, i dag direktør for Det Kongelige Bibliotek.

For ringe
Det blev ikke bedre, da Rigsrevisionen havde undersøgt forholdene på Danmarks nationalbibliotek. Kritikken var sønderlemmende: Sikringen af bibliotekets samling, som indeholder uerstattelige kulturværdier, var for ringe, og bibliotekets ledelse burde have reageret hurtigere og mere effektivt, da tyverierne blev konstateret.

De hårde ord ramte også manden med det politiske ansvar - daværende kulturminister Niels Matthiasen (S). Han prøvede at klare sig ud af krisen ved at vise beslutsomhed og handlekraft. I 1979 iværksatte kulturministeren »en total revision af bibliotekets ældre samlinger«.

Etiketter kunne dampes af
Rigsrevisionens kulegravning havde blandt andet afsløret, at en stor del af Det Kongelige Biblioteks bøger fra før 1900 ikke var stemplet. Rigsbibliotekaren indkøbte derfor et stort antal selvklæbende etiketter, som skulle påføres en sikringskode og sættes ind i hver eneste af bibliotekets bøger.

Et ganske tvivlsomt projekt, viste det sig. For det første var etiketterne ikke mere selvklæbende, end at de kunne dampes af. Og for det andet tog det meget længere tid at klæbe dem på bøgerne, end der var bevilget penge til.

Således gik det til, at »indkøbet af de selvklæbende etiketter og vurderingen af deres klæbeevne« var en sag, der i 1982 landede på bordet hos Niels Matthiasens efterfølger, CD'eren Mimi Stilling Jakobsen. Den unge kulturminister fik afblæst arbejdet med de selvklæbende etiketter og etablerede i stedet en permanent revisionsafdeling på biblioteket.

Biblioteket opgav
Først i 1999 - efter mere end 20 års arbejde - havde bibliotekets revisionsafdeling det fulde overblik over, hvor mange bøger der var stjålet. Men på det tidspunkt havde både politiet og biblioteket opgivet at finde tyvekosterne.

Med udnævnelsen til ny direktør for Det Kongelige Bibliotek i 1986 besluttede Erland Kolding Nielsen sig for at se fremad. At forhindre nye tyverier havde højeste prioritet. Derfor er sikringen af bogsamlingen blev skærpet indtil flere gange siden. Blandt andet som en direkte følge af, at det i 1993 lykkedes en rengøringshjælp at få fat i en nøgle til et af de aflåste bogmagasiner og stjæle nogle værdifulde håndskrifter.

25 år skulle der gå
For to år siden lykkedes det til gengæld Det Kongelig Bibliotek at afsløre den såkaldte 'Mr. Perry'. En englænder, som skar otte kobberstukne kort ud af et fornemt atlas, og som også havde været på færde på en række søsterbiblioteker.

Opklaringen af det store bogtyveri tog dog anderledes lang tid - 25 år skulle der gå, før puslespillet om den unge, lovende student, der siden blev førstebibliotekar, stortyv og alkoholiker, blev lagt.

Retsmøder i dybeste hemmelighed
Hidtil er retsmøderne blevet holdt i dybeste hemmelighed bag dobbeltlukkede døre og med navneforbud. Men det vil sandsynligvis ændre sig, når der lillejuleaftensdag er retsmøde i Københavns Byret. Her vil politiet også forsøge at få forlænget varetægtsfængslingen af den fallerede bibliotekars enke, søn og svigerdatter samt familiens ven.

Om hans efterladte har vidst, at de solgte stjålne, danske kulturskatte videre til udlandet, eller om de har troet, at bøgerne var erhvervet på lovlig vis, står hen i det uvisse, så længe sagen er mørkelagt.

En ægte humanist
Hvad der nu er ganske vist, er, at den nekrolog, den gamle bibliotekars kolleger skrev over ham i januar, i dag må læses med andre øjne (navnet er udeladt pga. navneforbuddet, red.):

»Dengang for længe siden, da vi var unge, skabte NN et miljø omkring sig, der, hvilende på hans videnskabelige stringens, stod for kreativitet og dyb respekt for arbejdets inderste essens: at hjælpe lånerne på individuel basis, dér hvor de stod og med dét, de havde brug for. NN's indsats vil altid hvile i erindringen om en ægte humanist, som i sit inderste væsen havde kvaliteter, der prægede os for resten af tilværelsen«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden