»Det går ikke så godt med mig«. Når Christian S. tager telefonen - og det gør han tit - så bliver han med det samme virkelig ynkelig. Et rigtig tudefjæs. Uanset at han lige har faret rundt og leget, så kan han med det samme få sig selv ned i ynkegearet. Efter lidt tid siger han så: »Nu går det lidt bedre med mig. Jeg har ikke kastet op i dag«. Imens smiler han tappert til os, der står rundt om telefonen. Hans øjne er store og klare, for han er ved tankens kraft i stand til at bringe væskestanden i øjnene op. Det kan jo ikke være til glæde for tante Bettina i telefonen, for hun kan jo ikke se, at han står og småtuder. Men måske er det godt for ham selv. Måske hjælper det ham ind i stemningen.
Tude-præmie
Også ovre i børnehaven optræder han med sit tudefjæs. Hvis de forlanger, at han bliver på småbørnsstuen i stedet for at løbe rundt ude på gangen og ind på de stores stuer, så siger han tudende: »Jamen. Her er så kedeligt«. Når han slår sig, får han også noget ud af situationen. Og man slår sig ofte, når man er så alternativt begavet, at man sætter sig op i en plastkasse og rutsjer ned ad den indendørsrutsjebane. For så brager man ind i væggen. Så er det, han klynker i lang tid, siddende hos en voksen, indtil han når frem til sit ønske: En is. For det fik han, dengang han bed hul på læben. Det er nu ikke, fordi han er pivet. Han leger gerne med de fem-seksårige drenge, der altså er dobbelt så gamle som ham. Og får han et skrub, så bider han det i sig. Medmindre der er en voksen i nærheden.
Snydt igen
En dag stod han og kiggede på vores bryllupsbillede. Pædagogisk forklarede jeg ham om, hvordan mor var fin som en prinsesse, fordi hun skulle giftes. Og at vi på det tidspunkt jo slet ikke havde hverken en Christian S. eller en Johanna. Men det eneste, drengen har øje for, er den hestevogn, som fungerede som brudekaret. »Jeg vil også køre hestevogn. Hvorfor må Christian S. ikke være med?«. Selvoptaget stakkel. Der var faktisk også en verden før dig. Hvilket egentlig er sært. Og endnu mere ubærligt er det næsten, at der en dag vil være en verden for Christian S., hvor der ikke er nogen far. Men nu skulle der jo nødigt gå tudefjæs i den fra min side også. Det der med tudefjæs. Jeg tror, det stammer fra fodboldkulturen. Hvor man råber det efter den spiller (som regel fra modstanderholdet), der ligger og vrider sig for at få frispark. Men det er et sjovt udtryk. Så sjovt, at de har forbudt det ovre i børnehaven. Men Christian S. og Johannas fætre i Bruxelles synes, det var rigtig skægt. Måske fordi de jo ikke har adgang til dansk slang til hverdag. Så alle ungerne rendte i dagevis og kaldte hinanden tudefjæs (med fire stavelser, tu-de-fjæ-æs, hvor de første tre siges på samme tonehøjde, og så glider man lidt nedad på 'æs'). Indtil Sebastian kom til at kalde Christian S. for tu-de-fjæ-æs. Så var det ikke sjovt længere.
Fiske-fjæs
»Jeg er ikke et tun-fjæs«, skyndte han sig snøftende ind til sin mor og sige. Og både mor og moster måtte kalde de store fætre til orden, mens Christian S. stod med store tårer og underlæben langt fremme. Den anden dag havde han det faktisk rigtig skidt. Johanna havde allerede haft en tur med opkast, og så var det nået til ham. Midt om natten hørte jeg det så plaske fra børnenes etage. Hvorefter Christian S. halvkvalt råbte: »Faar«. Mens jeg fandt gummihandskerne frem, måtte jeg lige fjerne en enkelt tåre. Selv om jeg vidste, at det, jeg havde vundet, var retten til at vaske dreng, skifte tøj og sengetøj midt om natten, så var jeg alligevel stolt over, at det var mig, han havde bedt om at komme til en situation, som er lidt presset. Så var det, jeg selv blev lidt af et tunfjæs.