Da Annette Kristina Olesen debuterede med en rigtig spillefilm for to år siden, var det noget, der blev lagt mærke til. Over 100.000 gennem tælleapparaterne og i tilgift en Blå Engel på filmfestivalen i Berlin for bedste europæiske film. Folk døde, og de var ensomme i den komiske sædeskildring, som Annette K. Olesen havde skrevet manuskriptet til sammen med Kim Fupz Aakeson. Men det var først og fremmest sjovt - det var 'Små ulykker'. Og nu gælder det så 'den svære toer' fra den 38-årige kvindelige instruktør. Igen med Fupz som medforfatter, og igen er filmen blevet udtaget til Berlins Internationale Filmfestival. Men ulykkerne har vokset sig store på de to år. De er blevet til 'Forbrydelser' i en dogmefilm, som udspiller sig blandt kvindelige fanger i et dansk fængsel. Og hvis genre Annette K. Olesen forud for den danske premiere på fredag selv betegner som en tragedie, da hun tager imod i lejligheden på Frederiksberg, som hun har sammen med sin mand, instruktøren og kollegaen Åke Sandgren. »Det er dog fortrinsvis tonearten, der har forandret sig. Fra dur til mol. Grundtemaet er meget det samme som i min forrige film. 'Små ulykker' beskriver nogle mennesker, som er vokset op i en kultur, hvor man dyrker individet. Hvor spørgsmålet var, hvad vi skal bruge familien til, når vi kan så godt selv. I 'Forbrydelser' har vi ændret spørgsmålet til: Hvad skal vi bruge hinanden til, når vi kan så godt selv«, siger Annette K. Olesen og uddyber: »Vi har med nogle mennesker at gøre, som er opflasket med, at man er arkitekt i sit eget liv. Hvor man per definition har retten til at vælge alle ingredienser i sin tilværelse til eller fra. Hvilket ikke nødvendigvis gør mennesker mere lykkelige end tidligere«. Fornyelse 'Forbrydelser' handler om den nyuddannede teolog Anna (Ann Eleonora Jørgensen), som er gift med Frank (Lars Ranthe), og de har gennem flere år forgæves forsøgt at få et barn sammen. Anna får et vikariat i et fængsel, i hvis kvindeafdeling hun møder Kate (Trine Dyrholm), som nogle af de andre indsatte mener, har overnaturlige evner. Anna opdager nu, at hun imod alle odds er gravid. Men det står hurtigt klart, at barnet har en kromosomfejl, som ingen læge kan forudsige følgerne af. Anna (og Frank) står nu over for det voldsomme og alvorlige valg - skal hun vælge en abort, eller skal hun have tillid til sin Gud og føde sit barn? Og tro på, at alt er i orden. Eller skal hun søge hjælp hos Kate, som gemmer på en frygtelig hemmelighed. Men som muligvis kan noget med sine hænder? Hvorfor nu det voldsomme skift i toneart? »Ib Tardini (filmens producer, som også producerede 'Små ulykker', red.) spurgte mig, om jeg ville lave en dogmefilm. Det ville jeg - forudsat at Fupz også ville være med. Og vi havde begge lyst til at skifte genre. Fupz havde lyst til at bryde med sit image som dansk films sjove mand, og det var ham, der foreslog, at den kommende film skulle udspille sig i et fængsel. Jeg havde for min part lyst til at lave noget om tro. Det var udgangspunktet«. Netop dogme har traditionelt kaldt på humoren. Men den har meget dårlige vilkår i 'Forbrydelser'? Annette K. Olesen kigger alvorligt ud ad vinduet, tænker sig grundigt om, hvorefter hun trækker på smilebåndet, mens hun svarer: »Det er jo et valg. I skrev selv i Politiken for cirka halvandet år siden en artikel, som dybt kritiserede dansk film for at behandle alle emner på samme måde. At alt blev gjort til små humoristiske hverdagsdramaer. Allerede på det tidspunkt, sad vi med tankerne og udkastet til 'Forbrydelser'«. »Og ja, det er da en reaktion. Vi havde lyst til en anden dialog med publikum. Det er jo elementært, at hvis man bliver ved med at sige det samme hele tiden, så begynder den ene eller den anden i en samtale på et tidspunkt at kede sig. Man bliver nødt til at udvide samtalen, for at det skal blive interessant igen. Det er vores forpligtelse over for publikum. I øvrigt tror jeg, de forlader os igen, hvis vi ikke gør det. Hvis vi ikke fornyer os«. Et behovMen hvorfor troen? »Allerede mens jeg klippede 'Små ulykker', begyndte der en omfattende debat om tro. Ikke bare den kristne tro, men i bredeste forstand. Den debat blev mere og mere massiv i aviser, i radio og tv - ja, selv i de kulørte ugeblade. Der startede en samtale om åndelighed, og jeg kunne mærke, at den samtale interesserede mig. Jeg begyndte at læse alle de der artikler«. »Samtidig mærkede jeg et personligt behov for at forholde mig til dét, jeg kommer af. Kulturelt - bl.a. kristendommen. Men også i bredere forstand. Efter at den kolde krig døde, har stort set enhver konflikt ude i verden haft et voldsomt indslag af religiøsitet. Det var de tanker, jeg gjorde mig. Det var et behov - hvad fanden skal jeg sige - vi havde lyst. Det var ikke så meget det der, at nu må det være på tide. Det var mere; vi gør det sgu. Og det har vi så gjort. Nu må vi så se, hvor langt det bærer«. Foreløbig har det altså båret til en fornem udtagelse til filmfestivalen i Berlin, hvilket faktisk har overrasket Annette K. Olesen positivt. 'Forbrydelser' er nemlig ingen 'feel good'-film - her er bestemt ikke leflet for nogen. »Vi har taget nogle chancer med denne film. Vi er hoppet ud fra nogle vipper, vi aldrig før har været på«, siger Annette K. Olesen med et halvskræmt udtryk i øjnene. Stripperkongens piger Da Annette K. Olesen og Kim Fupz Aakeson lavede 'Små ulykker', skete det efter den såkaldte Mike Leigh-metode - opkaldt efter den britiske instruktør af samme navn. En metode, hvor hver enkelt skuespiller finder frem til sin rolle ved hjælp af improvisationer over et antal mennesker, som de kender i forvejen. På den måde lærer hver enkelt deres rolle ekstremt godt at kende, og rollen får på den måde også indflydelse på den historie, der skal fortælles. »Jeg kan godt lide en kvalificeret dialog med skuespillerne, og det får jeg via Mike Leigh-metoden. Derfor beholdt jeg også improvisationerne forud for optagelserne til 'Forbrydelser'. Men denne gang havde vi historien færdig. Vi havde et manuskript. Vi vidste, hvad vi ville, og hyrede skuespillerne ud fra de roller, vi skulle have besat«. »De kendte til gengæld hverken historien, genren eller rollerne, da de sagde ja til at være med. Det eneste, de på forhånd vidste, var Fupz, Ib Tardini og mig, at der var tale om en dogmefilm, og at Ann Eleonora Jørgensen og Trine Dyrholm skulle spille hovedrollerne. Og det satte fantasien i gang. Ved det første møde ude på Zentropa var der samlet otte kvindelige og tre mandlige skuespillere, og de var meget sikre på, at handlingen foregik i et kloster. Ann Eleonora Jørgensen blev på et tidspunkt nervøs for, at det havde noget med 'Stripperkongens piger' at gøre. Men først umiddelbart før optagelserne fik hver enkelt uddelt manuskriptet og deres egen rolle«. Hvorfor valgt du Ann Eleonora Jørgensen og Trine Dyrholm til hovedrollerne? »Igen, jeg skal have nye udfordringer, hver gang jeg laver en ny film, ellers kan det være lige meget. Lyst og nysgerrighed. Jeg har længe ønsket at arbejde med Ann og Trine, som jeg aldrig har arbejdet med før. Og så krævede de to hovedroller stor erfaring og to stærke kvinder, som er på niveau med hinanden. Hvilket absolut er tilfældet med Ann og Trine«. Barske fængselsdage Var optakten lystig, så blev selve optagelserne anderledes barske for filmholdet. »Især optagelserne i Nyborg Statsfængsel var barske. Det var i december 2002, hvor der kørte en stor debat om pladsmangel i de danske fængsler. Og to uger før vi skulle i gang med optagelserne, blev fængselsinspektør Jens Tolstrup banket ned af ukendte gerningsmænd. Så der herskede nærmest undtagelsestilstand i fængslet, mens vi filmede på en afdeling, som var under ombygning. Den dag i dag ved jeg ikke helt, hvad det var, der foregik. Men det var helt tydeligt, at vi var 'brikker' i en konflikt mellem ledelsen og de indsatte«. Har det haft betydning for den endelige film? »Det har det på den måde, at det har være godt for filmen. Alle havde konstant et pres på sig for at gøre det så loyalt og så sandt som muligt. Alt andet ville simpelthen føles som en hån. Det stod på i fire uger, og vi var sandt at sige ret baskede bagefter«, siger Annette K. Olesen, som allerede har konturerne klar til efterfølgeren for 'Forbrydelser'. Du skal vel den slagne vej, hvor man først laver sin gennembrudsfilm, så en dogmefilm, hvorefter man går ud og laver den helt store film med kraner og hele svineriet - og på engelsk? »Det skal jeg i hvert fald ikke. Andre instruktører skal lave det, de selv synes om. Men for mit eget vedkommende så tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver tiltrukket af at lave den store, super dyre film med alle violinerne på. Visuelt vil jeg gerne arbejde mere formmæssigt, men jeg vil tillige bruge en masse af det, jeg har lært ved at lave en dogmefilm«. Kan du sige noget om, hvad din næste film bliver for en? »Det kan jeg godt, men det vil jeg ikke. Kun at det igen bliver et samarbejde mellem Fupz og mig, og at vi igen vil afsøge et nyt hjørne, som vi ikke tidligere har været i«, siger Annette K. Olesen.