Siden filmens fødsel er der blevet produceret levende billeder om både antikke og religiøse emner. Fred Niblos stumfilm 'Ben Hur' fra 1925 over Lew Wallaces roman, er stadig værd at skue og var epokens dyreste film, som oven i købet eksperimenterede med tidlig farvefilm. To år før drejede Cecil B. DeMille sin første udgave af 'De ti bud', der er lige så naiv bombastisk og amerikansk bibelsk som hans mere berømte udgave fra 1956. DeMille blev siden med 'Kongernes konge', 'Korsets tegn' og 'Cleopatra' sværd- og sandalgenrens spektakulære konge i mellemkrigstiden. Såmænd igen i 1950'erne, hvor hans 'Samson og Dalila' fra 1949 blev startskuddet for storhedstiden for den episke oldtidsfilm med enten bibelsk, historisk og mytologisk baggrund, oftest i en herlig smagløs blanding. I 1953 havde den kristne togafilm '- men jeg så ham dø' premiere som verdens første cinemascopefilm. Ti år senere krakkede så hele genren med 'Cleopatra', der blev en økonomisk katastrofe for hele filmindustrien. Anthony Mann nåede lige at sætte et sidste punktum med 'Romerigets fald' fra 1964, men også den blev et flop. I mellemtiden overlevede og levede genren videre som en endeløs række af tv-serier. Først med Ridley Scotts 'Gladiator' fra 2000 og nu aktuelt med Wolfgang Petersens 'Troja' erobrer sværd- og sandelfilmen atter det store lærred. Og lad os så også lige hive Mel Gibsons Jesusfilm, 'Passion of the Christ' - 'Kill Christ' - med ind i sammenhængen. I skrivende stund er der desuden hele to Alexander den Store-film på marmortrapperne af instruktørerne Oliver Stone og Baz Luhrmann - og ved Anubis om ikke også Cleopatra snart igen vil lukke en slange ud af kurven på det store hvide lærred. Antikkens amerikanere Når togafilm med trækors, kort sværd og lædersandaler havde sin blomstring i 1950'ernes kolde krig i USA, kan man pege på to aspekter: Filmindustrien forsøgte at trække folk væk fra den nye fjernsynsskærm og samtidig skulle de oprindelige og kristne værdier restaureres. Simpelthen moralsk og ideologisk oprustning oversat til antikkens panser og plader. Bibelfilm skulle profilere en ny etik om at det var mere anstændigt at gå på arbejde, end i seng med naboens kone. At det er sundere at læse Det Bedste, end det nye Playboy! Syndige sæder i det gamle testamente, farlige kvinder fra Fønikien og sleske hedninge i Rom, var de filmiske fristelser, den moderne forretningsmand og hans dydige hustru fra Bibelbæltets Andeby skulle måle sig med. Blinde og karseklippede Victor Mature som Samson styrter angrende søjler omkuld for at have favnet en dårende Dalila, mens Charlton Heston alias Moses siger nej tak til den erotiske og egyptiske prinsesse Nefretiri. Der er altid et højere mål end kødets lyst, og alting har en pris. Så i film efter film falder romerske riddere for dydige kristne kvinder, som først vil det frække på den anden side af martyrdøden i Colosseum. Thi minus et par uheldige latinere med Nero i spidsen, var romerne jo i virkeligheden antikkens amerikanere! Med og uden Cæsar var romerriget så tilstrækkeligt republikansk, at det brede USA kunne identificere sig med dets rolle i verdenshistorien. At kristne verden og holde de vantro horder fra Øst i skak. Så Ave præsident Eisenhower og Pax Americana! Der blev dog også lavet film om det gamle Hellas. Både den trojanske krig, Odysseus' rejser og Alexander den Store og Hercules kom i flere ombæringer op på det hvide lærred. Men grækerne, fra Agamemnon til Aristoteles, var den gang for moralsk specielle og metroseksuelle for det amerikanske publikum. De var mest til det europæiske marked, at man filmatiserede timerne i oldtidskundskab. Og var grækerne i øvrigt ikke mestendels demokrater? At der var et andet Rom end storbyen, med pæne politikere i antikke gevandter, viste Stanley Kubrick med sin 'Spartacus' i 1960 efter manuskript af Dalton Trumbo, sortlistet som kommunist af folketribunen Joseph McCarthy. Men den demokratiske senator og snart præsident, John F. Kennedy, roste fra sin politiske balkon Kubricks oscarbelønnede film, så nu stod de venstreorienterede barbarer atter ved Hollywoods byzantiske ringmur! Nyt korstog i toga? Er vi med de nye sandalfilm igen tilbage til 1950'ernes kultur- og værdikamp, tiårets politiske indre og ydre mission? I hvert fald kan det konstateres at præsident George Bush og med ham bibelbæltets neokonservative 'gnostiske' kristendom igen lader bønnemøder og indre stemmer være en del af amerikansk realpolitik og religiøs selvforståelse. At vi er tilbage til et senmodernitetens romerrige med nye fundamentalistiske folkevandringer med retning mod den vestlige civilisation. Hvor 2000-tallets terrorisme og store dele af den muslimske verden har afløst efterkrigstidens kommunistiske og konspiratoriske 'ondskabens rige'. Gammel paranoia hældt over på nye dunke med underholdning, nu hvor vi igen har brug for korstog i historisk tøj og toga. Altså ikke kun velsignet tilbage til de lange klassiske fortællinger, som postmodernismen smed på museum, men også tilbage til den lange kolde krig, hvor selv de mest flotte farver på film ideologisk var i sort og hvid? Så trods alt fortæller sværd- og sandalfilmen også en historie om, at de gamle historier, på trods af populistiske modifikationer, endnu er verdens bedste. Både 'Gladiator' og 'Troja' har et latent budskab om at krig er forfærdeligt, især når den sættes i scene af fanatiske karrieremennesker og målet helliger midlerne. Aldrig har USA været et mere moderne imperium end i dag. Men som bekendt stod en mand bag Cæsar på sejrsvognen igennem den evige stad og hviskede ham i øret: 'husk du er dødelig'. Og som vi ved fra både historiebog og filmruller - Rom gik faktisk under. Måske - og det kan vi jo håbe - er det denne politiske advarsel som hviskes igennem de nye larmende og flamboyante film om smukke, svigefulde kvinder, store bedrifter og legionærer i hjelm og brynje på vej ud for at underlægge sig fremmede folkeslag.