Der er en smule Hollywood over den brede boulevard, der fører fra Kairos centrum ud til pyramiderne ved Giza. Bag palmerne ligger en stribe af de store filmstudier, der har gjort Egypten til Mellemøstens filmmekka - storleverandør i lagkagekomik, socialt drama og historiske eventyr til hele den arabiske verden. Men også på denne avenue mellem oldtid og nutid er der bevægelse i kunsten. Hvor filmens helte tidligere måtte slås med grådige godsejere og zionistiske spioner for at opnå deres mål, er en helt ny skurkerolle så småt ved at komme på lærredet - og den er amerikansk. Moore rost i Cannes De to nyeste film af Egyptens kendteste instruktør, Youssef Chahine (senest 'Alexandria-New York', der var en af de mest omtalte film på Cannes-festivalen i år), er ætsende angreb på den amerikanske drøm. Da Michael Moores film 'Fahrenheit 9/11' havde premiere i Egypten, fik den stående ovationer i biograferne. Endnu kan man ikke tale om en bølge. Men den er på vej, mener en af Egyptens kendteste filminstruktører, Ali Badrakhan, der fra sin hvide murstensvilla lige rundt om hjørnet fra et af de største filmstudier, Studio al-Ahram, har et godt udsigtspunkt til den arabiske filmindustri. 'USA afsløret i løgn' »Der er en stigende tendens til at bruge USA som skurk i filmen. Ikke nødvendigvis direkte, men indirekte«, siger Ali Badrakhan. »Skiftet er kommet i løbet af de seneste år, hvor det er blevet mere og mere tydeligt, at USA taler om at hæve demokratiets og ytringsfrihedens flag, mens alle kan se, at det er en løgn«, mener han. Hans holdning afspejler den, man finder overalt på gaden. Invasionen i Irak USA's invasion af Irak og den klare støtte til Israel i de seneste fire års palæstinensiske opstand har ledt til demonstrationer og boykot af amerikanske produkter i hele den arabiske verden. Et af de mest omtalte egyptiske teaterhits i år var Khaled el-Sawys sorte antiamerikanske komedie 'Hjernespind'. Hidtil er det dog ikke slået igennem i biograferne. En forklaring på dette kan være egypternes splittede forhold til USA, siger Tarek Atia, der udgiver det internetbaserede kulturmagasin cairolive.com. »Der er stadig en klar skillelinje mellem forholdet til USA's udenrigspolitik og folks syn på det amerikanske folk. Det er ikke som israelerne, der har en af de klassiske skurkeroller«, siger Tarek Atia. Forrået af amerikansk materialisme Han kan til gengæld se en anden tendens til, at Egypten i de seneste år har indtaget en defensiv holdning til USA og Vesten. »I de seneste mange år har skurken ofte været en forretningsmand, der har boet i udlandet og vender tilbage til Egypten. Det er en slags modreaktion, en frygt for det nye og ukendte. Det er en stereotyp, der altid irriterer mig grusomt, fordi jeg selv har boet i udlandet«, siger han. Denne skurkerolle minder om den, man ser i 'Alexandria-New York'. Filmen er den fjerde i Youssef Chahines selvbiografiske serie, hvor hovedpersonen er hans alter ego, filminstruktøren Yehya fra Alexandria. I den nyeste film vender Yehya tilbage til New York, hvor han har boet som ung, og finder ud af, at han har fået sønnen Iskander (arabisk for Alexander) med sin gamle kæreste. Men sønnen er blevet forrået af den amerikanske materialisme og nægter at kendes ved sine arabiske rødder. USA har invaderet hans sjæl. De nyrige slyngler Materialisme og korruption - onder, der i den arabiske verden ofte betegnes som importeret fra Vesten - er temaer, der for alvor opstod i de egyptiske film i 1980'erne, siger filmskuespillerinden Rola Mahmoud. Det var, nogle år efter at præsident Anwar Sadat midt i 1970'erne åbnede økonomien mod Vesten, den såkaldte 'åbne dørs politik'. »I takt med, at middelklassen begyndte at tjene penge og gradvis døde ud, blev slynglerne de nyrige og folk på magtens top«, siger hun. Som eksempel nævner hun sin egen film 'Borgeren, detektiven og tyven' fra 2001, hvor skurken var en politimand, der misbrugte sin magt. Bagefter fik hun voldsom kritik i pressen. Ikke for sit skuespil, men fordi hun i strid med den tiltagende konservatisme blev filmet i undertøj. Fundamentalister Modreaktionen var en filmbølge, der i Egypten betegnes som 'sinima nadifa' - den rene film - hvor alle former for kys og kærtegn er forbudt. I disse film er skurken ofte en anden form for samfundsomstyrter, nemlig den religiøse fundamentalist. 'Sinima nadifa' holder dermed en vanskelig balance, hvor religion og dyd er godt, blot det ikke overdrives. Bølgens navn får vreden til at flamme op i øjnene på filminstruktøren Ali Badrakhan. Tom, dum snak »'Ren film'! De forsvarer deres dårlige produktion med, at den er 'ren'. Det er tom, dum snak«, siger han om filmene, som han betegner som artistisk makværk. For ham er svaret at lave flere kvalitetsfilm, der på samme måde som Youssef Chahine har et klart budskab til USA og Vesten. Det er dog svært, idet egyptisk filmstøtte i de seneste år er skrumpet gevaldigt ind og nu kun gives til film, der kan tjene pengene hjem. »Vi kæmper for at overbevise verden om, at araberne ikke er dårlige mennesker. Hvis myndighederne gav mere støtte til denne slags film, kunne det have en virkning. Så kunne kunsten have en god rolle«, siger Ali Badrakhan.