Bent Jensen var knap to år, da Danmark blev besat af tyskerne. Han blev født i en jysk provinsby, hvor der efter hans udsagn var flere tyske soldater end indbyggere. En dag, hvor Bent Jensen gik tur med sin mor, kom de forbi en sommerrestaurant, som var beslaglagt. Udenfor stod en række unge kvinder. »Det var det, man dengang kaldte feltmadrasser. Min mor, som var meget åbenmundet sagde til dem, at de skulle skamme sig. Jeg spurgte hvorfor, og min mor svarede, at vi skulle tale om det senere, fordi jeg ikke ville kunne forstå det«, siger Bent Jensen. Var de feltmadrasser de unge danske kvinder, som havde forhold til tyske soldater? »Man må tilgive arbejdere, der efter hårdt pres fra danske myndigheder tog til Tyskland for at arbejde. De risikerede at miste deres understøttelse. Jeg forstår også, at danske kvinder forelskede sig i tyske soldater. Det er meget menneskeligt. Men af politikerne og de ledende embedsmænd kunne man forlange større ansvarlighed«. Hvordan? »Noget af det, der slår mig som historiker er, at der er i de senere år er sket en klar strømændring inden for dansk historieskrivning om besættelsestiden. I dag hylder næsten alle det synspunkt, at Danmark ikke kunne gøre andet end at lade sig besætte. Og at det i virkeligheden var godt for Danmark, fordi det betød, at store dele af produktionsapparatet og infrastrukturen var intakt efter krigen«. Men var det ikke også godt? »Nej. Det er en ny livsløgn. Først skrev vi historien om, at stort set alle danskere var en del af modstandskampen. Det er løgn. Meget få deltog i kampen. Den nye påstand om, at der ikke var andet at gøre end at samarbejde med tyskerne, er også løgn. Der findes ikke tidspunkter i livet, hvor der ikke er et alternativ til de valg, man træffer. Det er en deterministisk historieskrivning, hvor visse historikere registrerer og konkluderer, at alt det der skete, var rigtigt. Men politikerne svigtede dengang«. Hvordan svigtede de? »Jeg forestiller mig ikke, at hverken politikere eller ministre skulle have barrikaderet sig i Folketinget for at skyde løs på tyskerne. Men der var et ualmindelig udbredt samarbejde. Ingen oplyste mennesker havde nogen undskyldning for ikke at vide, hvad nazismen stod for. Men politikerne troede, at tyskerne ville vinde krigen og at vi derfor skulle med på vognen. De havde en naiv forestilling om, at Danmark så ville få en privilegeret plads i folden hos den nye stormagt. Det var et kæmpe svigt, og Hitler havde da ikke forestillet sig at give lille koloni-Danmark nogen central plads«. Hvad kunne politikerne så have gjort? »Man kunne have slæbt på fødderne. Vi behøvede ikke hele tiden at komme halsende til tyskerne med tilbud om leveringer af dit og dat. I flere ministerier sad embedsmænd og overvejede, hvordan man kunne udbygge samarbejdet med tyskerne. Jeg forlanger ikke heltegerninger, men løgnagtigheden kan jeg ikke tåle. En ting er, at danske politikere ikke kunne sige deres mening om regimet, men selv interne, fortrolige skrivelser blandt politikere og embedsmænd, opfordrede til samarbejde. De talte aldrig om tyskerne som nazister, men om den tyske regering som en normal europæisk regering. Dér går mange af mine kolleger helt galt i byen i det meget ivrige forsvar for samarbejdspolitikken«. Hvorfor? »Tænk hvis alle andre lande havde sagt sådan. At det var fornuftigt at samarbejde for at begrænse omkostningerne. Det argument giver jo kun mening, hvis alle andre lande ofrede sig. Det kan man da ikke for alvor mene, er en værdig politik«. Har den førte politik fra dengang indflydelse på eftertiden? »Det kan man selvfølgelig aldrig bevise, men jeg tror, den har sat sig dybe spor i den danske selvforståelse. Vi har en ufattelig virkelighedsflugt og berøringsangst i forhold til besættelsestiden. Først bilder vi os selv ind, at alle gjorde modstand, og bagefter bilder vi os ind, at politikerne ikke havde andet valg end at samarbejde med tyskerne. Vi tror åbenbart, vi kan være et kolonihaveland, mens resten af verden står i brand. Det kan vi ikke, og derfor er jeg fuldstændig enig med statsministeren, når han siger, vi må tage stilling og ansvar«.