Da Peter Øvig Knudsen gik i folkeskole, lærte han, at de danske modstandshelte under besættelsen stod i spidsen for en befolkning, der var stærkt imod tyskerne. Siden har han skrevet bøger om besættelsestiden, og to ting kom bag på ham: Dels at store dele af befolkningen ikke ydede aktiv modstand mod tyskerne, og dels at verden er så kompliceret, at selv modstandsfolk begik fejl. Hvordan begik modstandsfolkene fejl?

»Det er ekstremt kompliceret at beslutte, hvad der er rigtigt at gøre, når man gør aktiv modstand. Når man ønsker at gøre det rigtige, kan man komme til at begå gerninger, der ikke udelukkende er gode. At gøre modstand var jo ikke kun at sprænge tomme fabriksbygninger i luften. Det var også at likvidere mennesker, som man risikerede var uskyldige«. Betyder det så, at modstandsfolkene ikke var helte?

»Nej. Det er præcis det, der er kompliceret. Nogle enkelte lod sig friste til at begå røverier og slå uskyldige ihjel i modstandsbevægelsens navn, fordi der ikke var politi og almindelige retsmæssige tilstande efter september 1944. Men andre ganske unge mænd og kvinder i modstandsbevægelsen har stået i frygteligt svære situationer. For eksempel i forhold til at likvidere stikkere. Beslutningen om at slå andre ihjel i det godes navn er jo et paradoks i sig selv«.

Hvordan? »For eksempel stod en lille flok modstandsfolk med en 17-årig dreng fra Åbyhøj. De havde hørt rygter om, at han ville sladre til tyskerne. Det ville måske forårsage, at modstandsfolk blev arresteret. De var ikke sikre i deres sag, men traf den tunge beslutning at slå ham ihjel. Efter krigen viste det sig, at han intet vidste, så de havde faktisk dræbt en uskyldig, delvis handikappet 17-årig. Det var vanskelige og komplekse beslutninger, der skulle træffes af meget unge mennesker«. Hvad var det så for mennesker, der gik ind i modstandskampen?

»Mit indtryk er, at modstandskampen for de unge snarere var vendt mod de ældre generationer, end den var vendt mod tyskerne. Flere har forklaret, at det var en slags ungdomsoprør, der udsprang af stor harme mod det ældre Danmark og myndighederne, der tilsyneladende villigt samarbejdede med tyskerne«.

Hvad gik kampen så ud på? »Kampen havde mere karakter af en intern borgerkrig i Danmark end af en kamp mod tyskerne. På den ene side var der modstandsfolkene, på den anden side de danske gestapofolk og andre, som samarbejdede med besættelsesmagten. De værste til at udøve tortur mod modstandsfolk var ikke altid de tyske gestapofolk. De danske torturbødler var ofte langt mere brutale. Så danske modstandsfolk skød andre danskere, og danske gestapofolk torturerede andre danskere«. Hvorfor hører vi ikke den historie? »I maj 1945 var alle enige om, at vi var på de allieredes side. Siden har vi haft behov for at fortælle historien om, at vi som samlet nation på et tidligt tidspunkt af krigen var på den rigtige side. Vi udelukker kendsgerninger, som fortæller, at det, der for eksempel foregår i Irak, også er foregået i danske baggårde. Vi har også begået forfærdelige forbrydelser mod hinanden, og det er svært at se i øjnene«. Kan man sige, at modstandsfolkene var helte, og de samarbejdende politikere var skurke?

»Jeg vil tro, at de fleste politikere har ment, at de handlede til folkets bedste. Det samme mente modstandsfolkene, hvoraf en stor del faktisk agerede som 'rene helte', der i en ung alder var i stand til at træffe uhyre vanskelige beslutninger. Om samarbejde eller modstand førte til det bedste resultat, var umuligt at gennemskue med sikkerhed i 1943 eller 44. Konsekvensen af nogle modstandsfolks arbejde har været, at et par uskyldige børn er blevet slået ihjel. Men konsekvensen af, at politikerne samarbejdede med tyskerne, var blandt andet, at en stor gruppe kommunister endte i koncentrationslejre. Begge strategier har indebåret forfærdelige konsekvenser«. Men hvad er så op og ned, rigtigt og forkert? »Historierne fra dengang kan ikke sættes på enkel form. Jeg håber da selv, at jeg havde haft modet og idealismen til at vælge aktiv modstand, selv om det er umuligt at vide. Jeg ved til gengæld nu, at dét valg efterfølgende ville have stillet mig i en lang række endnu mere komplicerede og måske helt umulige valgsituationer. Selv om det er mest behageligt at få enkle svar om krigen, findes de ikke, uanset hvem man spørger. Hvis man forsøger alligevel at give dem, bliver man i virkeligheden ikke meget klogere«. silke.bock@pol.dk