Denne store Mærkedag blev fejret paa værdig Maade i straalende Foraarsvejr. I Solen var der lunt, og Løvspringet var nær. Stemningen var anderledes end for 5 Aar siden. Man var i hvert Fald vis paa en ting - hvilke Ulykker vi saa skulde igennem - at det var den sidste 9. April under Besættelsen. Ritta (datteren, red.) havde fri fra Skole. Det kunde komme til Demonstrationer. Skolen turde ikke tage Ansvaret. Ordnede Krigsbogen og gik tidligt hjemmefra. Skulde møde Holton (politimand, red.) paa 'Stadil'. Regnede med en halv Times Tur derind paa Grund af 'Gaagænger'-turen over Knippelsbro. Mange Mennesker paa Gaden. Vi fik en god lille Frokost og var saa godt som færdige, da Sirenerne prøvehylede Kl. 12. Serveringen standsede. Alle stod ranke som Lys med Undtagelse af en ældre Dame, som lidt sent naaede med op. Ude paa Gaden stod Folk ret med Hattene i Haanden. Saadan stod vi alle i 2 Minutter. Det var en smuk Højtidelighed. Og saadan stod man Landet over. For Tyskerne har det naturligvis været irriterende. Sidste Aar demonstreredes saa at sige efter Aftale. Tyskerne anerkendte, at vi havde nogle Døde at mindes. Men i Aar demonstreredes der saa at sige efter Ordre af det mystiske Frihedsraad. Lidt efter hørtes der Skydning paa Gaden, og vi saa Folk i løb. Senere fik vi at vide, at Hipoerne havde provokeret. To Mennesker var bleven saaret. Naa, Holtonog jeg snakkede videre. Han havde truffet [Ove] Knudsen (politimand, red.) i Ministeriet. Han var høj i Hatten som sædvanlig, og mente aabenbart, at han atter skulde spille en Rolle, idet han var bleven modtaget af de Radikale. Men han - og de - vil naar Krigen er forbi, faa noget andet at vide. Vi talte om H.C. [Andersen] (politimand, red.). Holton sagde, at den der havde spillet den største rolle for Opdagelsespolitiet i den ulykkelige Situation var Vicepolitiinspektør Laursen. Det var ham, der havde Overblikket, mens H.C. var en - Gøngehøvding. Forøvrigt var det Holton ret uforstaaeligt, at Tyskerne var ude efter Ordenspolitiet, men næsten syntes at holde Haanden over Opdagelsespolitiet, men det var maaske dels fordi man mere af Ordenspolitiet kunde vente væbnet Modstand, og dels ogsaa fordi Gestapo mere havde Brug for Goodwill hos Opdagelsespolitiet end hos Ordenspolitiet. Under alle Omstændigheder var Gestapo bleven meget imødekommet. Holton havde talt med Jølm (politimand. red), der havde mange humoristiske Ting at fortælle fra Fangelejren, de uhyggelige Sider har vi faaet saa meget af. Jølm havde bl.a. fortalt, at man kunde avancere op til at komme paa et Bordel, hvor Betalingen var en Mark, og hvor Pigerne var hentet ud af Tugthusene. Men forinden maattet man lade sig underkaste et Lægetilsyn. Forøvrigt var det ikke lykkedes Tyskerne at underkue Danskerne. De havde lavet en Sang, som netop handlede om, at de ikke lod sig kue. Der var komponeret en Melodi, men Sangen blev hurtigt forbudt, saa nøjedes man med at fløjte Melodien. Betjentene havde maattet kaste deres Uniform og var bleven iført gammelt Kluns, som sikkert var taget fra Jøder, der var bleven skudt eller gasset. Der var ikke bleven taget Hensyn til store eller smaa. Det havde lignet det værste Karneval. Og de havde grinet tykt ad hverandre. Klokken godt 13 var jeg ovre paa Bladet. Ringede rundt. Der havde været Sabotage paa Linjen mellem Hellerup og Charlottenlund. Paa Bladetvar man meget optaget af, hvad man fra Vinduerne havde set af Demonstrationer. En Frk. Ruth Petersen var bleven skudt i Westend 20 paa 1. Sal. Ramt i Mave og Bryst. Man mente, at det var en Stikkerske. Paa Bladet havde Direktør Rode talt i Højtaleren lige før Kl. 12. Han havde sagt, at alt Arbejde skulde hvile i 2 Minutter, og vi skulde alle rejse os og mindes 9. April. Satans, saa nationale, vi er bleven paa det gamle radikale Grinebider-Organ. Heltberg (landsretssagfører, red.) kom ind og fortalte mig, at Hasager (chefredaktør på Politiken, red.) havde haft fat i ham for at faa ham til at skrive sine Fængselserindringer i Bladet. Det gælder om at vise, at ogsaa Politiken har gjort en Indsats i Frihedskampen. Ak ja, det Sindelag og de snavsede Beregninger! Lille Næsh (Politiken-journalist, red.) fortalte en Historie. En Grosserer skulde med Djævlens Vold og Magt til Roskilde men han skulde ogsaa til en Konfirmationsfest i København samme Dag. Tog gik der ikke og Vognmanden paa den Bil han vilde have til at køre for sig, kunde ikke faa Tilladelse af Tyskerne til at køre udover de to Kilometer. Grossereren ringede alle vide Vegne paa Politigaarden. Endelig var der en Dame, som sagde, at Robert Olsen, Vognmanden paa Berlingske Tidende, havde Tilladelse. Grossereren ringede til Rob. Olsen. Han var først ikke meget villig, han var rentud mistroisk, men da han hørte at Tipset stammede fra Politigaarden, mente han aabenbart at Grossereren hørte til paa den Side. Rob. Olsen forlangte 100 Kr. Grossereren betakkede sig for at køre i hans Vogn, ikke for Pengenes Skyld, men fordi der var Skæg ved Rob. Olsen. Denne har i den senere Tid gjort alt for at overbevise Bladets Folk om, at han hører til paa den rigtige Side. Det er jo saa en lidt kedelig Afsløring det med Politigaarden. Fik at vide, at der Kl. 14 var skudt en Mand paa Roskildevej ud for Zoologisk Have. Han var død og blev bragt til Feltlazarettet. Der havde været en Del Skyderi. Navnet var ukendt. - Jeg fik paa Grund af Reportage ikke Tid til at gaa hjem men tog lidt Middag fra Køkkenet. Talte med Social-Demokraten. Bak-Sørensen (journalist, red.) fortalte mig, at hele Switzers Flaade, 21 Enheder, Natten i Gaar var taget til Sverige medtagende Bestyrelsen. Det skulde dog ikke være sket for at redde Bestyrelsen med Familie fra Invasionens Rædsler, men for at redde Flaaden, der er uundværlig for Norden. Den kan vel ogsaa tages i Brug, naar det danske Regiment skal over Sundet. Paa Børsen var Flugten bleven markeret med en Stigning paa adskillige Points. Baadene havde været fordelt over Sjællandske Havne og var kommen afsted ved at indbilde Tyskerne, at de skulde ud i Sundet og slæbe tyske Skibe. Tog hjem til sædvanlig Tid. Foran Christiansborg, hvor man steg af Sporvognen, saa jeg mod den mørknende Aftenhimmel Træer som stod rede til at springe ud. Baade Elsa (hustruen, red.) og Tusse (kælenavn for datteren Ritta, red.) var oppe. Elsa fortalte, at hun havde truffet Fru Petersen overfor. Fru Petersens Dreng var forleden løbet mod en Sporvogn og havde faaet en Flænge og Hjernerystelse. Paa Sundby Hospital var der ingen af de rigtige Læger til at tage sig af ham eller Patienterne, de var løbet deres Vej for Hipo. En gl. Ryste-Peter af en Læge havde forbundet ham og sendt han hjem. Endvidere, Fru Petersens Svoger var forsvundet under en Tur op ad Kysten. Hendes Mand havde besøgt Hundrede tyske Kontorer, før han havde faaet at vide, at hans Broder sad i Vestre Fængsel. Petersen kunde ikke faa at vide, hvad han var sigtet for. Det eneste han kunde tænke sig var, at Broderen havde fotograferet et og andet, saa at Tyskerne mistænkte ham. I Virkeligheden var han kun Fotograf-Idiot. Men nu sad han der altsaa i Saksen. Det er et usikkert Liv, man lever i Danmark. Elsa og jeg lavede Krigsbogen. Blev færdig Kl. 23:30 . Paa Gaden hørtes der hvert Øjeblik Skydning.