»At være dronning er en profession, et arbejde, en stilling, et embede, man ikke kan lægge fra sig, når man kommer hjem fra arbejde«. »Det er der hele tiden. Og det er der hele livet. For mig er det et ansvar, der ikke omfatter en abdikation«. »Det er en opgave, man har fået, og som man har påtaget sig, og den hopper man ikke fra, fordi det måske kunne være personligt belejligt at slippe for noget af det«. Sådan siger dronningen om sin egen rolle i biografien 'Margrethe', der udkommer i dag. Livstidsstilling Det er utænkeligt, at dronning Margrethe skulle vælge at lade sig pensionere, abdicere til fordel for sin ældste søn og derpå nyde et velfortjent otium oven på travle år som monark. Majestæten opfatter sit job som en livstidsstilling, og man løber ikke af pladsen. 'Margrethe' udkommer i dag på Politikens Forlag. Anledningen er statsoverhovedets 65-års fødselsdag på lørdag, og det er journalisten Annelise Bistrup, der har skrevet bogen på baggrund af en lang række samtaler med dronningen i løbet af de seneste to år. 'Livsbog' Biografien blev præsenteret i Fredensborg Slots havesal. Annelise Bistrup kaldte værket 'en livsbog' om en kvinde, der er mere end et symbol og et ikon, men også en levende kvinde af kød og blod; en hukommelseskunstner og en dronning med så stærk en historisk fornemmelse, at »man skimter gamle Valdemar Atterdag i det fjerne«. Og majestæten kvitterede ved at sige, at det ikke var uden bæven, at hun sagde ja til henvendelsen fra Politikens Forlag, for hvis man siger ja til et sådant projekt, skal det også have substans og tyngde. Dronningen mener dog også, at hendes øjenvidneberetninger fra Danmark under besættelsen og årene derefter kan være med til at forklare vor tids unge om, hvad der skete dengang. Dronning Margrethe opfordrede samtidig nutidens historieskrivere til ikke at glemme besættelsestidens stemning i disse år, hvor perioden er oppe til revision. »Meget så forskelligt ud fra det, der diskuteres i dag. Fra mine forældre hørte jeg, at de skammede sig - og de var ikke de eneste. Man skal huske, at så længe man ikke kender facit, ser virkeligheden ofte meget anderledes ud«, fastslog dronningen, der på Fredensborg i går også medgav, at det er blevet »en lille smule nemmere« at være statsoverhoved end i de første år. »Men det bliver aldrig tom rutine«. Forkælet barn Margrethe-bogen præsenteres i jegform og åbner med dronningens tronbestigelse en råkold januardag for 33 år siden. Men derefter springer Margrethe og Bistrup tilbage til besættelsestidens første dage i 1940, hvor kronprinsesse Ingrid nedkom med sit og kronprins Frederiks første barn - den bette 'Daisy', der i den engelske skole også fik kælenavnet 'Bounce', som betyder en hoppende bold. Margrethe var et meget aktivt, men efter eget udsagn også stærkt forkælet barn og en dominerende storesøster. 'Margrethe' er en overraskende åbenhjertig bog om dronningens første 65 år. Familieliv og jalousi Om familieliv, om monarkiets rolle, om kristen tro, om nytårstalerne, om børn og svigerbørn, om jalousi mellem hendes far og farbror, Frederik IX og arveprins Knud, og om tanken at være blevet dronning uden at være gift - »Hvem i alverdens navn ville binde an med en dronning?«, spørger Margrethe i bogen, hvor det også fremgår, at hun og hendes husbond satser på, at Henrik fremover vil blive tiltalt som prinsgemal. Dronningen fortæller, at hun var nervøs for de ugentlige møder med statsminister Jens Otto Krag, mens det gik langt bedre med udenrigsministrene Per Hækkerup og Uffe Ellemann-Jensen. Dask til Politiken Hun er A-menneske om morgenen og B-menneske om aftenen, af hensyn til den slanke linje tør hun ikke spise havregrød til morgenmad, hun er blevet slem til at bande på sin ældre dage, og så kommer der et gevaldigt hip til Politiken, der i sin tid lod The Guardians kunstkritiker Adrian Searle anmelde (og nedsable) dronningens seneste billeder på baggrund af et tilsendt katalog. »Ville man ikke på moderne dansk kalde den en krypto-anmeldelse?«, spørger dronningen i bogen og gyser vist lidt ved tanken om, hvis Searle havde været til stede ved udstillingen i Odense. Og eftermælet? Margrethe vil, ifølge sin biografi, være glad, hvis man til sin tid kan slå fast, at hun fik noget ud af sit talent - både som dronning og som kunstner.