Tim Burton er aktuel med hele to film i dette efterår. Ikke nok med det. Det er to Tim Burton-film, hvor den amerikanske instruktør med det sorte, krøllede hår og det endnu mere sorte og krøllede sind, folder sig ud i sin kæreste rolle som det mærkeligste legebarn i filmbranchen. For godt en måned siden kom Burtons vellykkede filmatisering af Roald Dahls 'Charlie og chokoladefabrikken'. Nu kommer så animationsfilmen 'Corpse Bride', hvor Burton ikke for første gang vender tilbage til sin oprindelige uddannelse som animations-instruktør. 'Corpse Bride' tager teknisk og stilistisk tråden op fra Burtons 12 år gamle klassiker 'The Nightmare Before Christmas'. Så for Tim Burton-fans er dette efterår nærmest en slags forlænget juleaften på forskud. Eller ved nærmere eftertanke måske rettere et forlænget Halloween. For det småuhyggeligt hyggelige snarere end det trinde og hyggenygget hyggelige er Tim Burtons speciale, når børn og voksne skal tryllebindes sammen. I dette tilfælde med en historie om en bly ung mand, der på tærsklen til et arrangeret ægteskab ved en fejltagelse bliver gift med en halvrådden, men ikke desto mindre aldeles yndig, brud fra de dødes absolut livlige rige. Faktisk er de døde 'heltene' i en fortælling, hvor kynisme og grådighed hersker blandt de levende. Da filmen blev vist uden for konkurrence i Venedig i september høstede den en af festivalens absolut største portioner klapsalver. Så det var en glad og afslappet Tim Burton, der sammen med sin med-instruktør Mike Johnson og Burtons kæreste skuespillerinden Helena Bonham-Carter (ligbrudens stemme) et par dage efter kunne invitere til interview med et beskedent udvalg af festivalens mange journalister. At filmen ikke var i konkurrence i Venedig, var ifølge holdet bag 'Corpse Bride' ikke begrundet med gustne motiver om risikofri reklame. Filmen var simpelthen først blevet færdig i sidste øjeblik, lød forklaringen. Det var en noget nær dryppende våd kopi, der blev vist. Således var galla-premieren i Palazzo dell Cinema også første gang filmens producent Allison Abbate selv så resultatet af adskillige års hårdt arbejde. At lave stopmotion er en meget langsommelig proces. Inde i dukkerne er der finmekanik for at kunne gøre figurerne udtryksfulde, men stopmotion animationen er grundlæggende den samme gode gamle flyttefilm: Ét skud for hver minimale bevægelse og så videre i én møjsommelig uendelighed, indtil hele historien er i kassen. Al denne kommen og gåen, det tager sin tid i stopmotion. »En af grundene til, at jeg elsker dette medie, er, at jeg føler, det er et meget kunstnerisk medie«, fortæller Tim Burton. »Man har simpelthen helt konkret en fornemmelse af, at det er en masse kunstnere, der sidder forsamlet og i fællesskab prøver at løse problemerne. Det føles mere som kunst end som business. Stopmotion teknikken har man jo haft siden filmens fødsel, så på den måde oplever jeg det at arbejde med stopmotion som en slags 'pure cinema'«, siger Tim Burton. Som altid sortklædt, som altid formummet bag solbriller, som altid med dette underlige, sorte edderkoppehår. Alligevel ser han umiskendeligt flink ud midt i alt det sorte. Ikke uskyldig som Edward Saksehånd. Men alligevel noget, der ligner. Og ikke kun på grund af håret. »'The Nightmare Before Christmas' stod fra begyndelsen helt klar for os. Det var noget helt andet denne gang. Noget mere organisk. Jeg havde bare hørt ordet 'ligbrud'. Det fik mig til at tænke på forskellige folkeeventyr, men jeg ville ikke gå specifikt ind i et enkelt eventyr. Jeg ville hellere lave det til en slags almen-eventyr-og-fabel-og-sær-trekants-kærlighedshistorie. Selv om vi snart fik lavet et manuskript, blev vi ved med at bygge videre på det«. De levende døde Var det fra starten en del af konceptet, at de levendes land skulle være dødt, gråt og trist, mens der skulle være fut og fest og jazzmusik i de dødes rige?, spørger jeg. »Ja, det var meningen fra starten. Hele ånden i de levendes land skulle afspejle det sociale pres, som ofte knuger os med grove kategoriseringer og stive normer. Jeg har, fra jeg var helt lille, haft det svært med autoritetsfigurer og hader al form for bureaukrati. I filmen er modsætningen de dødes rige, som her kommer til at symbolisere det kreative og fantasifulde sind, hvor der er farver, idéer og sprælskhed«. Tidsbilledets victorianske stivhed er afspejlet i den monokrome grå og blå farveskala i de levendes land, uddyber Burton. En engelsk journalist spørger, hvorfor filmen er så mørk - hun gyser umærkeligt - og med sådan en, uf, kærlighedshistorie involverende en halvrådden død pige, en levende af slagsen og en stakkels brudgom splittet imellem de to. »Jeg synes da slet ikke, det er en mørk film!«, siger Tim Burton overrasket og slår ud med armene. »For mig er det en håbefuld og køn film. Det ville have været noget helt andet, hvis det havde været lavet som en rigtig film med skuespillere. Men det er heldigvis noget andet med eventyr og fabler. Her får man mærkelige billeder og syner at se. Her accepterer man et symbolsk sprog frem for den skinbarlige virkelighed. Jeg synes denne form for animation har en helt særlig musikalitet«. Der hører en koreografi til, uddyber han. En koreografi som i filmen i høj grad knytter sig til Danny Elfmans musik. Elfmans som altid fejende dramatiske musik, der med sin mørke tryllekappe af lyd animerer publikums fantasi i så mange af Burtons film. I 'Corpse Bride' er det en musikalitet med mange referencer, fortæller Tim Burton. Der er et stænk musical i stil med Gilbert & Sullivan, ikke så lidt gakket jazz a la Cab Calloway og så er Disneys skeletdans med ribbens-xylofoner ikke til at komme uden om som inspirationskilde. Trætte af trends 'Corpse Bride' er med velberådet hu produceret og optaget i England, hvor Tim Burton har boet siden han for seks år siden slog kludene sammen med den engelske skønhed Helena Bonham-Carter. På sikker afstand af Hollywood. Han tror ikke rigtigt på, at man i Hollywood forstår noget, der går så langsomt som stopmotion animation. »Hollywood har efterhånden specialiseret sig i spektakulære bravur-numre. De prøver altid på at forudsige, hvad der vil ske. Det er problemet. Det er en fejl, at ville forudsige. I det øjeblik man tror, man kan spotte en trend, er folk allerede trætte af den. De prøver altid at følge en trend i stedet for at sætte den. Det er problemet«, siger Tim Burton, men tilføjer, at han ikke har haft nogen problemer med finansiering og den slags i tilfældet 'Corpse Bride'. »Det er en relativt low budget produktion. Jeg tror ikke helt, de fattede, hvad vi havde gang i, men de lod os være i fred. Så det var cool nok«, siger Burton, der i slutfasen løb frem og tilbage imellem animations-studiet og de enorme Pinewood-studier, hvor 'Charlie og Chokoladefabrikken' med dens kostbare floder af flydende chokolade blev indspillet til akkompagnement af en ganske anden størrelse regnemaskineri. Livet i England med Helena Bonham-Carter og parrets 1-årige søn passer Tim Burton fint. Han har holdt af London siden han lavede 'Batman' i 1989, ligesom han boede der et par år, da han lavede 'Sleepy Hollow'. Burton holder både af befolkningssammensætningen og, mere overraskende, af Londons våde vejr. »I Los Angeles er det hele en business. Alle er involveret i den. Men man føler ikke rigtigt, at folk dybest set elsker film. Det er anderledes i London. Det er ikke så hysterisk, og man føler, at folk rent faktisk er vilde med film. Og det er jo dét, der gør, at man har lyst til at lave dem. Det var derfor, det var så fedt at lave 'Corpse Bride'. Det føltes mere som at være en del af en kunstnerisk stræben end en business. Jeg kan godt lide, at behandle alle mennesker som individer. Men det er svært i Hollywood. Der elsker man at bundte folk sammen. Man passer og plejer slet ikke individualitet, som man burde«, siger instruktøren, der stadigvæk har en lejlighed i New York. For, som han siger, så kan han godt lide steder, hvor der foregår forskellige ting. »Jeg vil egentlig hellere snakke med en blikkenslager end med en anden instruktør. Jeg kan godt lide at høre om andre ting fra andre mennesker, der foretager sig helt andre ting«. På spørgsmålet om hvorvidt Tim Burton også i fremtiden vil arbejde med stopmotion animation svarer han positivt: »Jeg vil meget gerne, men projektet skal være det helt rigtige. Idéen og mediet skal passe til hinanden. Det skal være den helt rigtige historie«. Måske skal Tim Burton belave sig på, at det kan tage sin tid. At finde på at lave en dukkefilm om en yndig brud som får øjenæblet skubbet ud af en morsom maddike, mens hun uden at ænse det, går skrupforelsket rundt med et gabende hul i kinden. Selv ikke en Tim Burton får vel den slags idéer hver dag.