»En rigdom i dansk kultur er muligheden for at komme igennem med sine ytringer. Der er faktisk ikke noget berufsverbot i Danmark. Nu har jeg boet i Tyskland, og både der og i Sverige er der nogle ting, man bare ikke kan sige. I Danmark siger folk egentlig tit det, de mener. Og det er ikke sådan, at chefen ringer næste dag og stiller en til ansvar. Vi har brudt mange mure ned, så man kan faktisk ikke altid regne med, at: Nå, han ringer fra pædagogisk institut, så siger han nok sådan og sådan. Jeg har skrevet for en tysk avis, og der var jeg vildt overrasket over, hvor strengt det foregik. I Danmark må direktøren godt dumme sig, og hvis det er en praktikant, der kommer med en god idé, er det også udmærket«. Hvad er det fattige ved dansk mentalitet?

»Dels at vi render rundt i nogle selvrefererende cirkler, hvor de andre ligner os selv meget. Altså, hele friskoletanken, som engang var en smuk tanke. I USA samler folk sig også kun med andre, der er som dem selv. Til gengæld har de fået knive i skolegården, for der kommer jo så også nogle sammenstød. Og den opdeling kan medføre, at der ikke er nogen, der tager ansvar for hele butikken længere. Og når man samtidig har nogle politikere, der entydigt lefler for den store midtergruppe, så de er sikre på at vinde næste valg, er der jo ting, vi aldrig får diskuteret«. »Dels at folk må mene og sige, hvad de vil, men hvis en økonom siger noget, siger vi ikke: Det var søreme interessant. Vi siger: Det er bare, fordi han er økonom. Han fatter ikke det politiske. Så ude i den store brede offentlighed, hvor vi alle sammen skulle deltage, der trives fordommene sjovt nok i bedste velgående. Relativiteten har gået sin sejrsgang, og alt kan siges. Men så misforstår man, hvad ytringsfrihed går ud på. Vi er også nødt til at lytte til folk, der ved noget om tingene, og ikke bare synes, at alt er lige godt«. Vi forsøger ikke at blive enige?

»Nej, for det er fint nok at være uenige. Man går jo ikke engang rigtig i clinch. Det er et bedre kort at spille ud at sige, hvad du mener på din sympatiske måde, end at sige, hvorfor du ikke synes, at den anden har ret. Og så brydes meningerne jo ikke. Hvis den fælles samtale i det offentlige rum skal være drivkraften i et samfund, kan vi da ikke bare tænke: Ja, det skal han jo sige, når han er fra LO eller DA«. »En af årsagerne er, at ordet smagsdommer kom ind. Folk fik at vide, at de påduttede andre folk deres meninger, og siden er mængden af mennesker, der har lyst til at sige noget som kritiske samfundsborgere, skrumpet ind. I Frankrig har de filosoffer, der kigger allround, og både i England og Tyskland lytter man meget mere til eksperter. Og hvis man i Danmark ikke bliver hørt, når man peger på skævheder i samfundet, kan vi jo ikke opdage, når noget går skævt«. Er vi så holdt op med at tænke som borgere?

»Jeg var til en julefrokost, hvor der blev snakket om Jørgen Leth. Og tænkte: Er vi virkelig nået dertil, at det er det eneste, folk har en mening om? Så rejser den kritiske offentlighed sig pludselig. Så er der søreme debat. Helt ærligt. Der må da være større ting i samfundet, der kan få den kritiske opposition til at komme ud af deres flyverskjul. Irakkrigen formåede det jo ikke engang. Men når det er godt nok, at du har din mening og jeg har min, er det måske lettere at slå over i individuel smag og moral, hvor den personlige dømmekraft tæller«. »Noget særligt i det danske politiske system er tilpasningssygen. Den konklusion, man drog af Nyrups historie med efterlønnen, var, at nu lader vi være med at lave store tiltag af strategiske årsager. Man kunne lige så godt have sagt: Nu lader vi være med at lave store tiltag om natten. Nu laver vi dem om dagen i stedet for og snakker lige med folk om, hvad de synes. Og så laver vi nogle store løsninger. Men når man hele tiden vil ramme vælgerne i maven, bliver det kun til kortsigtede løsninger. Derfor taler politikerne kun om bittesmå problemer og laver bittesmå løsninger«. Hvad sker der, hvis vi fortsætter som hidtil?

»Måske går alt godt, men spørgsmålet er, om vi er rustet til at løse moderne problemstillinger, som risikosamfundet byder på. En af de største trusler er terror og angsten for, at der kan ske en ulykke. Frygten dominerer samtalen enormt, mens det her med at se på samfundet som en stor maskine, vi skal have til at fungere bedst muligt, nærmest er forsvundet. Og vi kan komme til at handle i frygt i stedet for i respekt for det samfund, vi har bygget op, og så bevæger vi os altså i retning fra retsstat mod politistat«. »Ellers må vi bare håbe, at konjunkturerne bliver ved med at være gode. Jeg talte engang med en professor i økonomi, som sagde, at hvis folk lever så længe, som det ser ud til, skal hver fjerde pige fra gymnasiet læse på sygeplejerskeskolen. Det må nogle økonomer jo fortælle os. Og så skal der være nogle politikere, der tør lave de upopulære løsninger. Det er den kombination, vi har brug for. Hvis cocktailen er, at vi ignorerer faglig viden, og at politikerne ikke tør træffe upopulære beslutninger, ja, så står vi skidt«.