En amerikansk forfatter. En amerikansk instruktør. Og tre kinesiske kvinder i hovedrollerne. Der alle sammen taler engelsk - på trods af, at flere af skuespillerne ikke forstår, hvad de selv siger. Det er ikke forbigået japanernes opmærksomhed, at det er lidt af en fremmed flok, der er gået sammen om at indvie verden i noget af Japans mest hemmelige, mest kvindelige og mest japanske i Hollywood-filmen 'Mit Liv som Geisha'. Der har været læserbreve, ophedede debatter og almindelig skepsis. Men holdet bag filmen var godt verbalt rustet til at imødegå kritikken, da de forud for premieren mødte den internationale presse på New Yorks fornemme hotel, Waldorf Astoria. Instruktør Rob Marshall beskriver det nærmest som en fordel, at han og hans hold ikke vidste meget om Japan og geishalivet, da de gik i gang med et omfattende researcharbejde. Senere sendte han også sine nøgleskuespillere i en slags hjemmelavet geishatræningslejr i Hollywood. Asiater på engelsk »Jeg drog ud og studerede det hele, indtil jeg vidste alt om den verden. Men jeg ville ikke lave en dokumentar om en geishas liv. Det skulle være en fabel. Ren fiktion, og jeg ville have kunstnerisk licens til at fortolke den verden. Til at skabe en verden, som selvfølgelig ikke kan stille alle tilfreds. Ja, jeg er en vesterlænding, der fortolker asiatisk kultur. Men det er jo selve filmens væsen. Det, der fascinerer os filmmagere, er jo netop at udforske fremmede kulturer. At lære noget nyt. Fordybe os og skabe liv«, siger Marshall. For at skabe sin fabel har den amerikanske instruktør - der høstede seks Oscars for filmen 'Chicago' - insisteret på at fylde rollelisten med asiatiske skuespillere. Men han ville også have, at filmen foregik på engelsk. Det var svært, og han endte med en besætning, hvor hovedrollerne er domineret af kinesere, og hvor flere af de kinesiske og japanske skuespillere skulle lære engelsk fra bunden. Både den kinesiske hovedrolleindehaver Ziyi Zhang, der spiller den unge geishalærling Sayuri, og japanske Kaori Momoi, der spiller Moder, tvivlede selv på, at de overhovedet duede på engelsk. »Jeg var bekymret, for jeg var kun lige begyndt at lære sproget. Jeg følte mig ikke tilpas på engelsk. Men efter at vi er blevet færdige, kan jeg se, at jeg var alt for bange for det med sproget. Jeg skulle bare skubbes lidt. Og jeg gjorde det da ret godt«, smiler Ziyi på et engelsk, der hænger betydeligt bedre sammen end filmens to japanske topfolks - Kaori Momoi og Ken Watanabe - der stadig har svært ved at udtrykke sig uden tolk. Undertrykte følelser En af de få, der er flydende på både mandarin og engelsk, er amerikansk-kinesiske Michelle Yeoh. Hun siger, at sprogbarrieren lynhurtigt forsvandt, da de filmede. Og at hun er fløjtende ligeglad med, at nogle ser det som et problem, at hun som kineser fortolker en hemmelig japansk verden. »Vi har jo ikke noget problem med en amerikaner, der spiller en tysker. Eller en franskmand, der spiller amerikaner. Vi skuespillere skal bare arbejde med accenten, med karakteren og alle de små detaljer, der gør os troværdige i rollen. Det er vores profession«, siger Yeoh. Hun og resten af filmholdet er tydeligt fascineret og forundret over den verden, de har beskrevet, med silkestoffer i mange lag, graciøse bevægelser, teceremonier, undertrykte følelser og sex. Forfatteren Arthur Golden, der har skrevet romanen ' Mit liv som Geisha', kom allerede ved udgivelsen i 1997 i uvejr i Japan for at fremstille en del af geishaens arbejde som prostitution. I dag er Golden godt tilfreds med, at filmen holder fast i hans fortolkning. »Jeg står fuldstændig bag den fremstilling, jeg har lavet. Det er vel altid sådan, at hvis man for eksempel skriver om nogens familie, så bryder de sig mindre om det, jo tættere man kommer på sandheden. Begrebet 'mizuage', som er salget af en geishas mødom, er noget, der så afgjort har fundet sted. Det er indiskutabelt sandt. Det er meget muligt, at nutidens geishaer ikke bryder sig om at høre det, fordi det får dem til at ligne prostituerede. Men det ændrer ikke på, at det er sandt«, siger Golden.