LørdagKl. 12.04 Min mor er død. I går. ... Og nu er jeg den eneste i verden. ... ... Har fornemmelsen af, at ingenting nogensinde kan rystes på plads. Så det hele bliver sig selv igen. Kan ikke engang rigtig ordne det i ord på linjer. Har bevæget mig rundt uden sigtbarhed, siden jeg i går eftermiddag blev ringet op fra Hvidovre Hospital. Hvor hun var blevet bragt ind. M. lægeambulancen. Efter at have taget sig til hjertet mellem to stoppesteder i 16'eren. Hvorefter hun bare faldt om. På den definitive måde. »... så det er nok bedst, du kommer med det samme«. Tumlede ned ad trapperne i tusind stykker. Og røg ud på gaden, mens jeg råbte og skreg på en vogn. Føltes, som om der gik flere timer, før overvægtig chauffør fra Taxamotor endelig svingede ind og åbnede døren i passagersiden. Stakkels ham. Blev pludselig chauffør for nogen, der accelererede hurtigere end bilen i en usammenhængende byge af gråd og snot og bandeord og bebrejdelser og Hvidovre Hospitals skadestue. Bad mig om lige at tage selen på. Og hamrede så sømmet i bund, mens han holdt om rattet med den ene hånd og tog min med den anden. Så blæste vi ellers af sted. Ud ad Roskildevej. Som dagens mærkeligste par. Mens han ramte den grønne bølge hele vejen ud over Vestegnen, forklarede jeg ham på 150 forskellige måder, at det slet ikke kunne lade sig gøre, at de havde min mor liggende livløs derude. Fordi hun er nødt til at være hos mig. »FORSTÅR DU DET?«. Svingede ind foran skadestuen i Hvidovre, smed bilen i det gule felt v. indgangen og afleverede mig indenfor i armene på en sygeplejerske i noget grønt tøj. Kan ikke huske, hvad der så skete. Andet end at jeg pludselig stod inde på noget pårørendestue. Og at nogen fortalte mig, at de fik min mor ind for 40 minutter siden. Og havde gjort alt, hvad de kunne. For at genoplive hende. »Men det gik desværre ikke«. ... ... ... Tror nok, jeg skreg. Og skreg, og skreg og skreg. Kunne i hvert fald høre lyden af det. Og mærke noget grønt, nystrøget kittel, der holdt om mig. Nogen bad mig om et nummer på en pårørende, der kunne komme og være hos mig. Kan ikke huske, at de fik det. Men pludselig stod Thomas der. Og så brast jeg sammen igen. Midt i hele pårørende set-uppet af koboltblå kopimyrestole, engangskaffekopper og et vægur, der omhyggeligt introducerede hvert eneste nyt sekund med et hørbart tik. Sad og stirrede på børnebogen 'Bror Kanins snedige trick' og et udgået Billed-Bladet, der jublede over, at kronprinseparret var»på skovtur i niende måned«, da den grønne kittel kom ind. Og spurgte, om vi var klar til at komme ind og se hende. Min mor, altså. Sagde, at børnene jo skulle hentes, så det vidste jeg ikke rigtig. Virkede som et rimeligt svar. Men dem ville Natascha hente og tage med hjem, sagde Thomas. Så nu skulle jeg ryge en smøg. Og så skulle jeg gå derind. Og han skulle nok gå med. ... ... Hun var så lille. Og helt glat i ansigtet. Og mere går det ikke at sige. ... Et kvarter senere stod vi ude på parkeringspladsen. Med alt hendes tøj i en stribet plastikpose. Og fire beroligende tabletter i sølvemballage. Kan ikke huske noget fra i aftes. Andet end at jeg frøs. Og græd. Og åd to af pillerne. Og at Thomas stadig lå og holdt om mig, da jeg vågnede i morges m. alt tøjet på. Så kom barnlægen. Hele vejen fra Stockholm. I en meget alvorlig frakke. Og nu sidder vi så her. Alle tre. Og er på en mærkelig måde gift med hinanden. Og skal finde ud af, hvad der skal ske i forhold til børnene, som stadig er inde hos Natascha. Og ingenting ved. Virkelig voldsomt at skulle forklare dem noget, jeg ikke engang selv kan fatte. Elliot er ude. Han forstår alligevel ikke en skid. Det er vel bare noget med at pege op i himlen. Så er der Bjørg. Og det er helt ubærligt. ... Barnlægen har ringet til noget hjertekollega på Hvidovre. Og fået beskrivelse af forløbet. På latin og det hele. Det havde ikke gjort ondt på hende. Resten har jeg glemt. Bortset fra, at vi skal have hendes dåbsattest med til bedemanden på mandag. ... Dåbsattest? ... Skal jeg så derud? Og rode i hendes ting? ... Det kan jeg ikke. ... Jeg vil have nogle søskende. Nu. Kl. 22.12 Nu sover de. Børnene. I min seng. Så jeg kan se på dem. Og røre ved dem. Hele tiden. Thomas bliver her også. Og barnlægen er lige rundt om hjørnet. I sit eget hus. Har placeret hele min menneskelige formue inden for en minimal radius, så jeg kan overskue den. Fortalte børnene det i eftermiddag. Inde på gulvet foran sofaen. »Kommer hun så ikke på tirsdag?«, spurgte Bjørg. Og begyndte at græde. Det gjorde jeg også. Mens Elliot bare blev ved med at trykke modellervoks ned i gulvtæppet. SøndagKl. 16.12 Så har vi været derude. I lejligheden. Overvejede om jeg skulle ringe på. Fordi det gør man. Virkede så mærkeligt bare at lukke sig ind. Der stod én brugt kaffekop ved vasken. Ellers var der helt cleanet. Tænk, at hun slet ikke vidste, det var sidste gang, hun gik hjemmefra. Fik pludselig øje på alle billederne af mig selv. Med stort smil og halvt udvoksede fortænder. Og m. nyfødt Bjørg på Rigshospitalet. Det var selvfølgelig barnlægen, der fandt den. Dåbsattesten. ... ... De kan ikke være det bekendt. Det er kraftedeme mors dag. Uden medvirkende. Kl. 19.11 Børnene sover. Anders har leget sørøver med dem i fem en halv time ovre i Østre Anlæg. Barnlægen har lavet aftensmad. Og jeg ved ikke noget. Kl. 23.12 Han må jo have haft automatgear. Taxachaufføren, altså. ... Betalte jeg ham egentlig nogensinde for turen? Mandag Har været hos bedemanden m. Natascha. Og Albert Olivier i barnevogn udenfor. Ved ikke rigtig, om jeg var der eller ej. Men vi tog en masse beslutninger. Var faktisk ikke så svært, da det blev konkret. For der er jo en urne, der er den pæneste. Og en kiste, der er den mest enkle. Og nogle blomster, der er de smukkeste. Og et sted, man gerne vil have hende begravet. Selv om man samtidig overhovedet ikke vil have hende begravet. Men bare vil have hende tilbage. Så var der dødsannoncen. Satte mig udenfor. Røg tre smøger. Og skrev den. Ikke noget med elsket og savnet. (Selv om det er det, hun er. Men nogen har ødelagt det. Og gjort det til en begravelseskliche). Det hele tog halvanden time. Og til sidst halede bededamen en gul seddel frem fra Sygesikringen. Som åbenbart bidrager med 1.050 kroner i begravelseshjælp. Det var hun blevet glad for. Midt i det hele. Ærgerligt, at man ikke kan ringe og fortælle hende det. ... ... ... Åhh, nej, altså.