Nekrolog Sig navnet: Mickey Spillane. Det smager af kiosklitteratur og billig motelsex og hjernemasse ud over sengestolpen. Af selvtægt og statsautoriseret fascisme, af meterdybe udskæringer og bestialitet. Mickey Spillane, en af verdenshistoriens bedst sælgende forfattere og 'far' til den hårdtslående detektiv Mike Hammer, er nu død, 88 år. I sit hjem igennem et halvt århundrede i det lille fiskerleje Murrells Inlet, South Carolina. Og litteraturkritikere gennem 60 år, de få, der overlevede deres onde ånd, kan trække vejret lettere. Spillane var efterkrigstidens mest foragtede forfatter, og selv var han fuld af foragt over for sine kritikere.»Jeg er skideligeglad med at læse anmeldelser«, sagde han. »Det eneste, jeg er interesseret i at læse, er, hvad der står på checken«. Et typisk Spillane-citat. Han var født, under navnet Frank Morrison Spillane, i Brooklyn i 1918 som søn af en irsk bartender. Til sin død var han stolt over sin litterære ballast. Som dreng læste han sig igennem Alexandre Dumas' forfatterskab og hele 'Moby Dick', og siden var han kendt, faktisk berygtet, for at kunne recitere Kiplings imperialistiske digt 'Gunga Din' udenad. Som stor dreng sprang han i trampolin i cirkusshows hos bl.a. Ringling Brothers, han legede med tanken om en tegneserie om detektiven Mike Danger i begyndelsen af 40'erne, men Anden Verdenskrig kom i vejen. Bagefter, da han havde brug for udbetalingen til en grund, han ville købe med sin kone, lavede han i 1947 Mike Danger om til Mike Hammer og skrev sin første roman på 19 dage. 'I, the Jury' har haft flere titler på dansk, ikke mindst 'Jeg dømmer - jeg dræber'. Først da den året efter udkom på paperback med et eksempelløst slibrigt omslag, blev den en enorm kassesucces med over en million solgte eksemplarer, og i løbet af få år var han den højest betalte forfatter i verden. En anmelder mente, at bogen måtte være »tvungent pensum på Gestapos rekrutskole«. En ny helt Mike Hammer, den ureflekterede, kvindehadske, temmelig usofistikerede detektiv, kom på et tidspunkt, da Amerikas masser havde brug for en ny slags helt, en, der tog værdiskreddet og frygten og paranoiaen i ed. Raymond Chandler var ved at have skrevet sig ud med sin blidt resignerede Marlowe-figur og sigtede efter det finlitterære, og Dashiell Hammetts Sam Spade hørte hjemme i 20'erne og 30'erne. Så banen lå åben for Spillane og hans grænsepsykotiske Hammer, en stærkt kompromitteret helt i en kompromitteret verden. Og i fuld samklang med de reaktionære kræfter i tiden. Mickey Spillane stod ikke tilbage for senator McCarthy i sit had til venstreorienterede og kulturradikale. Og Mike Hammer var lige manden, der kunne smadre deres hjerner og kneppe deres kællinger. At han ikke for sin død kunne opklare en forbrydelse, er så en anden sag. Modsat tidligere tiders detektiver formåede Hammer ikke at drage følgeslutninger, hans raseri stod i vejen for nogen form for refleksion. Lixtallet var behageligt lavt, og bøgerne svulmer af voldsporno og almindelig kynisme. Men der lå et højere moralsk kodeks gemt i det hele. Ifølge Hammer selv: »Der er ingen skam ved at myrde en morder. David gjorde det, da han ekspederede Goliat. Saul gjorde det, da han dræbte sine tusinder af ofre. Det er ingen skam at dræbe noget ondt«. Dirty Harry før Dirty Harry altså. Mord med et smil Indtil 1952 skrev Spillane en række grumme krimier, oftest med Mike Hammer som hovedperson. I løbet af hans fem første bøger fik han på bestialsk vis taget livet af 58 mennesker, regnede nogen engang ud. I en bog er det et etårigt barn, der dræber en skurk, i en anden, pumper Hammer sit varme bly lige ind i maven på en kvindelig psykiater, der ellers var i gang med at trippe for at få ham på andre tanker. »Hvor kunne du?«, spørger hun, mens hun dør. »Det var da nemt«, svarer Hammer, og hvis det havde været på film, havde han smilet til. Den af bøgerne, der er mest kendt i dag, er nok 'Kiss Me Deadly', på dansk 'Kys mig, dræber'. Ikke mindst fordi Robert Aldrich i 1955 lavede den til en brillant, uafrysteligt pervers filmnoir med den danske titel 'Kys mig til døde'. En letpåklædt kvinde kommer løbende ud ad landevejen og bliver taget op i Hammers bil. Hun gisper, uden for billedet, i staccato af forpustelse og/eller sadomasochistisk fryd, mens Nat King Cole synger, og forteksterne ruller over lærredet. Et kongenialt møde mellem forfatter og en instruktør! Først i 1950'erne finder Spillane gud og bliver praktiserende Jehovas Vidne, rendte rundt og stemte dørklokker og det hele, mens han missionerede om Kristi snarlige genkomst. Han var til bønnemøder fem gange om ugen indtil sin død. I ti år skrev han intet, bad bare til sin gud, og de bøger, han udsendte herefter, savnede - hvis det er det rette udtryk - den sadistiske vildskab fra de første fem. I den sidste Mike Hammer-bog, 'Black Alley' (1996) får Mike Hammer endelig proklameret sin lyst over for sin barmfagre blonde sekretær, Velma, men han er blevet så gammel, og lægen råder ham til at tage den med ro, så de kommer aldrig i kanen! Efter små 50 år med tunge blikke, tranghed i bukserne og billedet af Velmas plirrende tunge mellem de malede læber. Pulp Udtrykket 'pulp fiction', en slags tarvelig pornokrimi, er opfundet til at beskrive en Mickey Spillanes ærinde. James Ellroy er en moderne arvtager. »Hende her havde vilde, elektrisk blå øjne, som kunne smile lige så godt som nogen mund med fyldige læber. Og da hun sagde »Godmorgen«, var det som at blive slikket af en satinblød, fuldpelset lama«, står der i en af Spillanes bøger. Ren pulp. I min egen oversættelse, beklager. Spillane skrev også andre bøger, mest tilforladeligt en børnebog, som han i 1979 fik en 'rigtig' pris for. Han fik også en statuette af Edgar Allan Poe af Mystery Writers of America, en hæder for hans livslange indsats: »Den betyder intet«, sagde Spillane. »Den er højst 35 cent værd« 27 bøger blev det til, syv film og fire tv-serier. 200 millioner solgte bøger, sagde han selv, og ud af de 25 bedst sælgende bøger i verden skrev han de syv. Det var da noget.