Regionsrådet under Region Hovedstaden afsætter 20 millioner kroner over de næste tre år, der skal forbedre cykelforholdene i hovedstadsområdet.
12 af de 20 millioner går til en cykelpulje eller de såkaldte cykelsuperstier. Pengene skal bruges til at hæve standarden på veje, i trafikkryds og ved de trafikale knudepunkter.
LÆS OGSÅ New York Times skamroser dansk cykelsupersti
Det skriver B.dk, der har talt med formand for Regionaludvalget i Region Hovedstaden, Steen Olesen (SF).
»Vi vil gerne fremme cyklismen, og en forudsætning, for at flere borgere ser cyklen som et reelt transportalternativ til bilen, er, at forholdene for cyklisterne er i top. Derfor skal cyklisternes behov naturligvis prioriteres. Det er vigtigt, at man kan komme omkring på en tryg og effektiv måde, og det hjælper vi nu på vej«, siger han.
Flere skal benytte cyklen
Supercykelsti-projektet skal få flere pendlere i hovedstadsområdet til benytte cyklen, når de blandt andet skal til og fra arbejde.
Cykelpuljen gør det muligt for de 22 kommuner i projektet at ansøge om en hjælpende hånd til de anlæg, der følger med anlæggelsen af de særlige cykelsuperstier.
Foreløbigt er der planlagt 28 ruter eller 494 kilometer cykelsti.
LÆS OGSÅ Københavnske buspendlere skal hurtigere frem
Ifølge Berlingskes oplysninger fra regionen har cykelsuperstierne potentiale til at øge antallet af cyklister med cirka 30 procent eller 15.000 flere pendler-cyklister.
Sidste år indgik S-R-SF-regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten en aftale om at afsætte en milliard kroner til bedre og billigere kollektiv trafik.
Parterne øremærkede 189 millioner kroner til etablering af supercykelstier i landets fem største byer - København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.
fortsæt med at læse








