Der har eksisteret en slags ’sandhed’ om, at gode kulturtilbud i en by tiltrækker virksomheder og får borgere til at flytte dertil og blive boende, mener Dorte Skot-Hansen, der er leder af Center for Kulturpolitiske Studier ved Det Informationsvidenskabelige Akademi.
Det er udokumenteret, påpeger hun – i stedet er det især arbejde, der tæller, når vi vælger, hvor vi vil bo. »Tesen om, at den kreative klasse bliver tiltrukket af tolerante og spændende byer har måske ikke så meget at sige i en krisetid«, siger hun. Hun bakkes op af kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.








