De er altså seriøse, nordmændene, når de diskuterer litteratur. Senest har tidsskriftet Vinduet massivt dækket begrebet virkelighedslitteratur, hvor forfattere skriver tæt på eget liv. Hos visse litteraturforskere er der bekymring at spore. En af dem er Frode Helmich Pedersen fra universitetet i Bergen. Han mener direkte, at vi er på vej mod en post-litterær tilstand. Af samme grund har Morgenbladet talt med ham om, hvorvidt vi er ved at kunne se enden på litteraturen, som vi kender den. Til avisen siger han, at udviklingen formentlig ikke tager livet af romanen.
»Men noget tyder på, at romanen er trådt ind i en ny fase, som kan føre til, at den får et stadig løsere forhold til den litterære tradition, hvilket vil gøre den stadig mere ulitterær. Det er efter min mening næsten umuligt at lave original litteratur, hvis man ikke kender fortidens store værker. Når romanen i for høj grad lægger vægt på personlige hverdagserfaringer, er det vanskeligt at se for sig, at den samtidig kan blive stor litteratur«, siger forskeren.









